x
Annonce
Erhverv

Kulør på væggene i grå fabrikshaller: Malerfirma køber graffitikunst for 25.000 kroner

Claus Aabo Andersen har købt de ni store graffitimalerier, der nu skal pryde væggene i Aabo-Ideals fabrikshaller i Svendborg og Vester Aaby. Foto: Ole Grube
Der kommer kulør på væggene i Aabo-Ideals fabrikshaller i Svendborg og Vester Aaby, efter at virksomheden har købt Hotel Svendborgs ni store graffitimalerier.

Svendborg: Det kan være dyrt at gå til julefrokost på Hotel Svendborg.

Det ved Claus Aabo Andersen alt om, for inden han fik den første snaps indenbords, havde han afgivet et bud på 25.000 kroner på de ni store graffitimalerier, der siden september har skærmet for gæsterne i forbindelse med en stor renovering på hotellet.

Lørdag formiddag mødte Claus Aabo Andersen selv op for at hente de ni malerier, der skal sættes op på væggene i Aabo-Ideals fabrikshaller i Svendborg og Vester Aaby.

- Da jeg så dem, tænke jeg, at det kunne være sjovt at få noget knald på væggene i vores grå fabrikshaller. Vi lever af at lave maleranlæg og sætte kulør på tilværelsen, men det sker i en typisk smedeproduktion, der ikke er særlig sexet og godt kunne trænge til lidt udsmykning, fortæller Claus Aabo Andersen.

Annonce

Aabo-Ideal

Virksomheden Aabo-Ideal er et resultat af en fusion mellem E. Aabo Andersen, der har haft adresse på Finlandsvej i Svendborg, og Ideal-Line, der har haft base på Industrivej i Vester Aaby. De to virksomheder og tidligere konkurrenter fusionerede for et år siden.

Aabo-Ideal producerer maleranlæg til jern- og metalindustrien.

Claus Aabo Andersen var tidligere ejer af E. Aabo Andersen og er i dag salgschef, bestyrelsesmedlem og medejer af Aabo-Ideal.

Ide vil sprede sig

Det var hoteldirektør Tom Pelle Jensen, der inviterede fem graffitimalere fra Svendborg Streetartforening indenfor og bad dem dekorere de store flader, og han fortæller, at gæsterne har taget godt imod den kulørte gadekunst.

Hotellet har også ægte kunst på væggene, som Halbergfamilien har købt ind gennem årene, men det er graffitimalerierne, som gæsterne har fotograferet.

- Det giver da stof til eftertanke, og jeg tror, denne her ide vil sprede sig. Man kan lige pludselig ændre facaden på en restaurant på ingen tid – de her vægge var sat op og grundmalet, og de fem graffitimalere lavede det hele på 24 timer, fortæller hoteldirektøren.

To af de fem graffitimalere, Frederik Zinn og Sebastian Littrup, mødte lørdag op på hotellet for at hilse på den nye ejer af malerierne. De ser tilbage på et sjovt døgn med høj musik, fri bar og muligheden for at spraymale med Poul Henningsens klassiske og kostbare lampe Koglen som lyskilde.

- Det var en oplevelse i sig selv, og det er også fedt, at der nu er nogle, der vil købe malerierne, siger Sebastian Littrup.

Stor anerkendelse

Frederik Zinn ser hele projektet som en milepæl for graffiti- og streetartforeningen og salget af malerierne som en stor anerkendelse.

- Pengene er fede, men det er da meget federe, at en af Svendborg største erhvervsfolk har bedt os lave et stykke arbejde til hotellet, og at en anden erhvervsmand køber det. Det er anerkendelsen, der er vild vigtig for mig og medlemmerne i foreningen, forklarer Frederik Zinn.

Han håber, at projektet på Hotel Svendborg kan ændre street- og graffitikunstformen fra undergrundskunst til samtidskunst, og det er ikke kun Tom Pelle Jensen og Claus Aabo Andersen, der har fået øjnene op for graffitimalerne. Frederik Zinn fortæller, at foreningen efter projektet på Hotel Svendborg har fået henvendelser fra foreninger, folkeskoler, ungdomsuddannelser og private.

- Vi har blandt andet en konkret henvendelse fra en skole, der vil drøfte muligheden for at dekorere en toiletbygning, og måske kan det ske i et samarbejde med eleverne i billedkunst, hvor vi kommer og underviser i graffiti og streetkunst, fortæller han.

Graffitikunstner Sebastian Littrup (forrest) hjælper Claus Aabo Andersen med at bære de store malerier væk fra Hotel Svendborg og ud i de ventende biler. Foto: Ole Grube

Et puslespil

Imens Frederik Zinn tager imod nye henvendelser, skal Claus Aabo Andersen samle de ni store malerier, der måler 3,5 gange 3,5 meter, og alene samlingen er lidt af et puslespil. Herefter skal han finde ud af, hvordan de bliver hængt op uden at komme i karambolage med udsugningsrør og luftrør.

Når det hele er på plads, vil han invitere graffitikunstnerne på besøg og vise dem resultatet.

Samtidig fortsætter renoveringen på Hotel Svendborg, der skal være færdig om mindre end tre uger.

- Hvis alt går vel, kan man 2. marts gå ind ad en ny hovedindgang på Centrumpladsen og ind til en ny reception, en ny restaurant og lounge, fortæller Tom Pelle Jensen.

Claus Aabo Andersen (tv) har købt de ni store graffitimalerier, som er lavet af Sebastian Littrup, Frederik Zinn (th) og yderligere tre medlemmer af Svendborg Streetartforening. Foto: Ole Grube
Claus Aabo Andersen var selv med til at afmontere de store malerier på Hotel Svendborg lørdag formiddag. Foto: Ole Grube
De ni store graffitimalerier målet hver 3,5 gange 3,5 meter, og blev kåret ud fra Hotel Svendborg lørdag formiddag. Foto: Ole Grube
Claus Aabo Andersen (i midten) fra Aabo-Ideal har købt de ni store graffitimalerier, som blandt andre er lavet af Frederik Zinn (tv) og Sebastian Littrup fra Svendborg Streetartforening. Foto: Ole Grube
Claus Aabo Andersen bar lørdag formiddag sin nyerhvervede graffitikunst ud i to ventende biler på Centrumpladsen. Foto: Ole Grube
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce