Kronik: Minimumsnormeringer, ikke papirsnormeringer

I mange årtier har normeringerne i daginstitutionerne været diskuteret. Uden afklaring. I forrige århundrede havde daginstitutioner en normeringsbrøk. Det findes ikke mere. Sagt forenklet: Daginstitutioner har i dag den normering, som kommunalbestyrelsen finder rigtig. I hver enkelt kommune.

Fra 1. juli 2018 rammesættes krav til kvaliteten i dagtilbudsloven i en national standard (læreplan). Men der har hidtil ikke været nogen national standard for normering. Men med finanslovaftalen i december 2020 blev det aftalt at indføre minimumsnormering senest med udgang i 2024. Men altså ikke en ny opgørelsesmetode. Aftalen om minimumsnormering tager afsæt i den nuværende, misvisende normeringsbruttoopgørelse fra Danmarks Statistik. Dog er det aftalt, at der i 2023 skal vurderes, om datagrundlaget for en ansat til tre vuggestuebørn og en ansat til seks børnehavebørn skal gælde på institutionsniveau eller som gennemsnit.

Men diskussionerne er svære, når der ikke er nogen retvisende referenceramme for, hvordan normering ser ud i dag. Ikke i regneark, men i virkeligheden. Altså i den enkelte daginstitution. Så når kommunerne, Kommunernes Landsforening og regeringen bruger opgørelse fra Danmarks Statistik, som viser det samlede udgaveniveau, ferie, sygdom og kursusfravær, der tælles dobbelt, så er det slet ikke retvisende. Faktisk er det misvisende.

Analyseinstituttet, Bureau 200, blev på foranledning af Fagforbundet FOA i 2017 bedt om at kigge på nettonormeringsudviklingen på landsplan fra 1972-2014. Den viste, at i vuggestuer i 1972,var normeringsforholdet en ansat til 3,4 vuggestuebørn . I 2014 var normeringsforholdet en ansat til 6,3 vuggestuebørn. For børnehaver i 1972 var børnehavenormeringen en ansat til syv børnehavebørn. 2014: en ansat til 11,2 børnehavebørn. Tal fra Danmarks Statistik for samme periode ville have vist helt andre tal, fordi opgørelsesmetoderne er forskellige.

I Fredensborg Kommune nedsættes der den 2. december 2019 en arbejdsgruppe bestående af forældre, faglige organisationer og kommunens forvaltning. De udarbejdede sammen en omsætttertabel, der mere retvisende viser den faktiske normering i daginstitutionerne. Ifølge omsættertabellen skal de officielle normeringsforholdstal fra Danmarks Statistik ganges med 1,6 for at vise retvisende normering. Ganges Svendborg Kommunes officielle normeringstal med 1,6, så vil det vise en normering på cirka 10 børn pr. børnehaveansat. Og det er altså IKKE minimumsnormering.

I Svendborg Kommune er der rammestyring for kommunens daginstitutioner. Det betyder, at der laves budgetter ud fra årlige børneprognoser. Kommer der flere børn, for eksempel tilflyttere, tilføres der ikke flere penge til institutionens lønbudget.

Disse to beskrevne forhold, normering opgjort efter Danmarks Statistik OG rammestyring, gør, at der IKKE vises korrekt, hvilken normering, der reelt er i daginstitutioner i Svendborg. Det vil ”Hvor er der en voksen?”, Svendborg afdeling gerne lave om på. At der i Svendborg som i Fredensborg Kommune beregnes normering efter omsættertabel, så der vises reel og retvisende normering. Hvad der skal være normeringen er jo en politisk afgørelse. Hvordan nuværende normering er burde være et oplyst grundlag for borgere og politikere. Det er det desværre ikke nu.

Forældrebevægelsen, #Hvorerderenvoksen, peger på normeringen: en ansat til tre børn i vuggestuer og en ansat til seks børnehavebørn som et dagligt gennemsnitligt minimum i den enkelte institution. Og for god ordens skyld: Minimumsnormering betyder: Minimum. Mindste krav. Der må meget gerne være bedre forhold, såfremt der er politisk tilslutning hertil. ”Hvor er der en voksen?”, Svendborg-afdeling vil i hele kommunevalgkampen spørge partier og lister, om de vil være med til at indføre retvisende minimumsnormeringer i stedet for papirnormeringer.