Annonce
Debat

Kronik: Hvorfor sender vi en familie til Syrien, når der ikke er fred?

(ARKIV) Flygtninge ved Københavns Hovedbanegård den 12. november 2015. Flygtninge fra Somalia, Syrien og Irak udvandrer i højere grad fra Danmark, end de indvandrer, viser analyse. Det skriver Ritzau, mandag den 4. maj 2020.. Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix

Det kom som et chok og siden en knugende fornemmelse i maven, da jeg for godt en uge siden fik at vide, at mit barns klassekammerat ikke havde været i skole og ikke mere ville komme i skole. Det blev samtidig starten på en endnu uafsluttet jagt på rimelige svar.

Drengen kom ind i min søns klasse for fire år siden og landede her som en fremmed og eksotisk fugl, der medbragte indtryk og fortællinger fra en anden verden. Med sig bragte han lyden af et andet sprog, nye smagsindtryk til klassebuffeten og viden om andre traditioner og religioner. Pludselig vidste vores børn en masse om ramadan og Eid og kunne kende forskel på mynte og persille. Med sig bragte han også fortællinger om flugt, om lejre, om midlertidige ophold og en familie, der nu er spredt udover flere lande. Drengen er nemlig flygtet hertil med sin familie fra Syrien og kom efter flere års ophold i flygtningelejr, asylcenter og modtageklasse ind i min søns klasse.

Lige fra den første dag satte han vores liv i perspektiv og pegede på, at verden er større og rummer andre historier end vores egen. ”Hvor ligger Syrien mor?”, ”Hvorfor er der krig?”, ”Må jeg også få falafler med på madpakken?”, ”Hvorfor er hans storebror i Tyskland?”.

Pernille Laier Larsen. Privatfoto

For mig betød det, at jeg pludselig fik øje på det privilegium, det er at kunne putte sit ængstelige barn med en forsikring om tryghed: ”Du bor i et af verdens tryggeste lande, i en af Danmarks tryggeste byer, og far og jeg sidder lige nedenunder og ser tv. Sov trygt mit barn”. Det er jo på en måde det løfte, som man giver et barn, når man sætter det i verden – nemlig, at man kan passe på det. Drengens historie mindede mig om, at der faktisk er forældre, som ikke kan give deres børn den tryghed, men som tværtimod må forberede dem på usikkerhed og uvished. For hvordan putter man sit barn, når man ikke ved, hvor længe man skal være i en flygtningelejr, i et asylcenter eller hvor længe man må opholde sig i Danmark?

Drengen gled ubesværet ind i klassen, og hurtigt blev ”den fremmede fugl” bare en del af flokken. Han lærte dansk på rekordtid og havde fra første uge legeaftaler og venskabsrelationer til mange i klassen. Forældrene var venlige og imødekommende, mødte op til forældremøder, bidrog til klassearrangementer og bakkede deres børn op i at udfolde sig i de nye muligheder, som livet i Danmark tilbød dem.

Forklaringen på, at drengen ikke længere kommer i skole, er, at familien ikke har fået forlænget deres ophold i Danmark. ”øhhh hvad?”, tænkte jeg. ”Har vi hørt om, at der er blevet fred i Syrien?” ”Bliver der ikke netop nu samlet ind til Syriens børn?” ”Og er vi i øvrigt ikke lige midt i en coronapandemi, hvor Assad-regimet ikke ligefrem er front runner i vaccinationsprogrammet?”.

Først og fremmest tænke jeg, at der måtte være sket en fejl, og at jeg måske kunne hjælpe familien i deres kontakt med de danske myndigheder. Jeg og en anden forælder bankede derfor på familiens dør og fik fra familiens venner den nedslående besked, at de rigtig nok havde fået afslag på opholdstilladelse og var fraflyttet deres lejlighed for at forberede sig på hjemsendelse.

”Hjemsendelse” - jamen så må der jo være fred…? En række søgninger på ”situationen i Syrien” viste, at der har været forbavsende stille i nyhedsdækningen af Syrien meget længe. Jeg stødte dog på en opdatering fra Udlændingestyrelsen fra juli 2020, hvoraf det fremgik, at Flygtningenævnet nu havde truffet de første afgørelser om at hjemsende flygtninge fra Damaskusområdet, da man vurderede, at de ikke længere havde behov for beskyttelse. Jeg undrede mig…Undrede mig over, at medierne slet ikke har dækket den glædelige nyhed, at der var blevet sikkert i Damaskusområdet. Kan det virkelig være rigtigt? Og hvorfor er familien i øvrigt fraflyttet deres lejlighed før tid? Hvad sker der i det hele taget, når man ikke får forlænget sit ophold i Danmark?


Jeg er dybt rystet over, at vi insisterer på at hjemsende mennesker på så tyndt et grundlag og så ovenikøbet til et land, hvor vi ikke kan samarbejde med myndighederne. Når vi så ikke kan tvinge folk til at rejse, så river vi altså velfungerende børn og familier ud af deres hverdag og placerer dem i et ingenmandsland på et udrejsecenter.


Jeg har fundet svar, og det er ikke svar, som man har lyst til at putte sit barn med om aftenen. Myndighedernes dokumentation for, at der er tilstrækkeligt sikkert i Damaskus, finder jeg i en ”Landerapport fra Syrien”. Rapporten er udarbejdet i et samarbejde mellem Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp og baserer sig på oplysninger indhentet i november 2018. Den giver hverken anbefalinger eller drager konklusioner. Man kan desuden hæfte sig ved, at flere af de kilder, som bidrager til rapporten, ønsker at være anonyme for deres egen sikkerheds skyld… Rapporten udtrykker dog rigtig nok, at situationen i Damaskusområdet er forbedret. Det betyder, ifølge rapporten, f.eks. at der ikke eller kun sjældent er krigs- eller voldshandlinger i området, at der er blevet færre checkpoints, at myndighederne er gået i gang med at fjerne ueksploderet ammunition og sprængstof, og at man kan gå på gaden. Den siger imidlertid næsten intet om forholdene for hjemvendte flygtninge. Tværtimod siger rapporten, at det er meget svært at følge og holde kontakt med hjemvendte flygtninge (rapporten s.39). Vi ved altså stort set intet om, hvordan de klarer sig. Der er dog vidnesbyrd i rapporten, om pengeafpresninger ved checkpoints (s.26) samt om problemer med manglende vand, elektricitet, jobmuligheder og manglende muligheder for at reparere de mange ødelagte bygninger (s.39). Bekymringer for lokale mafiaers og militsers uforudsigelige opførsel er desuden én af grundene til, at flygtninge fra mange lande frygter at vende hjem (s.22).

Den frygt har jeg i overmål fået bekræftet i min jagt på vidnesbyrd i det syriske miljø i Danmark. Dagligt tikker der beskeder ind fra herboende syrere, der beretter om overfald og afpresninger fra både myndigheder og lokale af især hjemvendte fra vestlige lande. Beretningerne kommer fra deres familier i hjemlandet. Samme historie udtrykker Amnesty International i sin nyhedsopdatering fra 29. januar, hvor de skriver, at sikkerhedsstyrkerne skal udføre en såkaldt ”sikkerhedsgodkendelse” af hjemvendte flygtninge og er i den forbindelse ansvarlige for ”udbredte og systematiske menneskerettighedskrænkelser og overgreb”.

Er det ikke netop ”vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile”, som ophold efter udlændingelovens §7 stk.3 skal beskytte folk imod?

Jeg er rystet. Rystet over, at de danske myndigheder på så tyndt et grundlag vurderer, at det er sikkert nok til at bede folk om rejse hjem.

Jeg bliver ikke mindre rystet, da jeg finder ud af, at familien er fraflyttet deres lejlighed, fordi de er bange for at blive hentet af de danske myndigheder sent om aftenen. Familien står nemlig med valget om frivilligt at rejse ”hjem” eller blive hentet af danske myndigheder og interneret i et udrejsecenter. I øjeblikket er der nemlig intet samarbejde mellem danske og syriske myndigheder, så derfor kan man ikke sætte folk på et fly hjem. Man placerer dem så på ubestemt tid i et udrejsecenter, hvor de mister en del af deres rettigheder fx retten til skolegang.

Jeg har som de fleste andre danskere normalt en stor tiltro til danske myndigheder og politikere. Jeg spritter hænder, går med mundbind og bakker loyalt op om coronarestriktionerne. Men jeg er dybt rystet over, at vi insisterer på at hjemsende mennesker på så tyndt et grundlag og så ovenikøbet til et land, hvor vi ikke kan samarbejde med myndighederne. Når vi så ikke kan tvinge folk til at rejse, så river vi altså velfungerende børn og familier ud af deres hverdag og placerer dem i et ingenmandsland på et udrejsecenter. Mennesker, som gang på gang har været interneret i lejre. Mennesker, som gang på gang har befundet sig midlertidige ophold og som aldrig kan give deres børn et svar. Jeg ved godt, at der er mange mange mennesker i verden, der lider under krig og fattigdom, og at løsningen ikke kan være, at vi skal hjælpe dem alle sammen i Danmark. Men jeg mener, at når vi har lovet folk, der har rejst igennem store farer og er kommet hertil, at vi vil give dem beskyttelse, så skal vi gøre det. Når vi i den nuværende situation beder syrere om at tage tilbage til Damaskus, så giver vi dem reelt fire rigtig dårlige valgmuligheder: 1. gå under jorden og vent på nye politiske vinde, 2. flygt til et andet land, 3. mist dine rettigheder og flyt i udrejsecenter eller 4. tag tilbage til en meget usikker tilværelse med fattigdom og vilkårlig vold.

Det kan vi ikke være bekendt. Jeg har fundet en række svar, men ingen rimelige svar.

”Sov utrygt mit barn – i morgen ved vi ikke, hvad der sker”.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Langeland

Klumme: What matters most?

Svendborg

Lægger op til kompromis: Udvalgsformand vil give opsagte bådejere to års opsigelse

Annonce