Annonce
Ærø

Kronik: Ærøboernes åbenhed er ikke et carte blanche til dårlig opførsel fra alt for mange turister

Karen Voetmann bor i Nørregade i Ærøskøbing og er træt af de mange turister. Arkivfoto: Anders C. Østerby
Annonce

Jeg synes, det er fantastisk, at Molen i Ærøskøbing har en sti langs vandet, for det skal være alle forundt at nyde det mirakel af hav, himmel, huse, både og badebroer, som Ærøskøbings bynære kystlinje er.

Når det så er sagt, så har min solidaritet med det ferierende folk stået sin prøve denne sommer. Jeg har været i Zoologisk Have hele sommerferien. De fleste turister, som går på Molestien, slentrer forbi og taler lavmælt. Nogle kommenterer, hvor smukt og dejligt der er, og hvor heldige vi er på Ærø. Nabohuset til højre fra mit er fra 1700-tallet og det til venstre er fra 1960’erne. Mit er fra 1825. Vores huse er på hver sin måde perler, og de udtrykker, hvor dynamisk og foranderlig en by Ærøskøbing er. Der er blevet bygget, ændret og modelleret. Men der er en lille gruppe turister, som slet ikke kan styre det. De kommenterer højlydt, står stille og peger, tager billeder, sætter næsen mod ruden GLOR ind. Min abegrotte på Molestien er blevet betragtet, kommenteret, målt og vejet. Flere gange dagligt får min nabo det glatte lag for at have et 1960'er hus. "Grimt" og "ærgerligt for helheden" er nogle af de ord, vi lægger øre til. Selv har jeg (retteligt) fået besked på at passe min have! Og så er der selvfølgelig de natlige selskaber på Molestiens bænke og badebroer med efterladte dåser og flasker.

De er et grundvilkår, når man har en bolig på Ærø, at turister defilerer forbi og betragter hus og have. At vælge at eje et hus i Ærøskøbing forpligter udover det sædvanlige. Der er den historiske forpligtelse i forbindelse med, at et hus er fredet eller bevaringsværdigt, og så er der det, man gør for de mange besøgende, som er helt frivilligt. Fælles for de fleste i Ærøskøbing er, at de passer virkelig godt på deres huse. Mange lægger sig i selen for at skabe en smuk by med blomster og lamper på trapperne, velholdte haver, nymalede vinduer, stokroser og en høj grad af vedligehold. Vores badebroer er tilgængelige for alle, og der er bænke nede ved stien, så alle kan sidde og nyde udsigten.

Men vores åbenhed er ikke et carte blanche til højlydt at kommentere og sætte næsen mod ruden og glo ind i private boliger. Blandt de fastboende, som jeg deler min tid med, fylder emnet turister meget dette år og måske endda for meget. Der er kommet en mislyd! Nu har det jo været et helt særligt år. Hvor pandemien bevæger sig hen, ved ingen, så det kan være, at vi stadig er spærret inde i Danmark næste sommer med udsigt til endnu en syndflod af besøgende. Derfor er det vigtigt, at vi tager noget læring med fra denne sommer. For pandemi og gratis færge har ikke været en ubetinget succes. Det, som bekymrer, er, om vi bevæger os væk fra den inkluderende turisme, som vi fastboende selv er virkelig glade for henimod en dem og os-model.

Huset her, som kan ses fra Molestien, får ofte nogle ikke så pæne ord med på vejen fra forbipasserende turister. Kronikøren bor i huset ved siden af. Foto: Anders C. Østerby

Det er en hårfin balance, hvor mange turister et øsamfund som vores kan klare. Turismen er afgørende for Ærø og alle skal føle sig vel modtaget. Hvis ikke vi, borgere og erhvervsdrivende, turistchef og lokalpolitikerne går i dialog og drøfter, hvordan vi forholder os til så mange besøgende, så kan den gode oplevelse gå fløjten. Vi er nødt til at drøfte, hvor mange turister der skal være, og om der er god økonomi i at lave incitamenter til flere besøgende i højsæsonen. Kunne vi bruge pengene bedre? Der kommer ikke flere borde i restauranterne og senge på hotellerne, bare fordi der med kort varsel kommer flere gæster med færgen. Der er turister, der ikke kan få frokost, med mindre de går i Netto. Skal vi som kommune overhovedet lege med, bare fordi regeringen leger gavebod uden at tænke på konsekvenserne lokalt?


Der er en lille gruppe turister, som slet ikke kan styre det. De kommenterer højlydt, står stille og peger, tager billeder, sætter næsen mod ruden GLOR ind. Min abegrotte på Molestien er blevet betragtet, kommenteret, målt og vejet. Flere gange dagligt får min nabo det glatte lag for at have et 1960'er hus. "Grimt" og "ærgerligt for helheden" er nogle af de ord, vi lægger øre til.

Karen Voetmann


Mange lokale er afhængige af bus for at komme rundt på øen og helt afhængige af færgen til fastlandet. I skrivende stund kører der flere skatteyderbetalte busser efter hinanden for at sikre plads til alle, og så er der måske alligevel ikke plads. Hvad med dem der skal på sygehus, læge fastlandet på arbejde? Skal der laves ordninger, som sikrer fastboende plads i busser og på færgen, eller skal vi være overladt til held og 14 dages forud-bookning for at være sikker på en plads?

Ærøskøbing er så smuk og særlig, at man som udefrakommende let kan glemme, at Ærø er et levende samfund med en særlig æstetik. Vi borgere er ikke statister i et frilandsmuseum med gratis adgang hele året. Det virker som om, at vi har været for dårlige til at kommunikere, at Ærøskøbing, med al sin skønhed og historie ikke er et museum. Sagen er, at min nabos bolig fra 1960’erne er et smukt hus i gule mursten af let brændt blåler med vinduesrammer og døre af lakeret ædeltræ. Den er en klassisk bolig, som ville hæve standarden i de fleste danske villakvarterer. Det helt geniale ved huset er, at alt materialet og vinduerne er typisk for perioden, men husets fysiske form er klassisk Ærøskøbing. Men det kræver lidt viden at se det. Vi skal have Ærøs unikke historie ud af museerne og ind i alle hjørner og kroge af byen, der hvor vores gæster færdes. Og mens vi fortæller vores historie, skal vi også fortælle, at her lever mennesker. Vores huse, indenfor og udenfor, er ligeså private som det tøj vi har på. Vi kan ikke ændre på folks dårlige opførsel, men vi kan kommunikerer til dem, som kommer herover, noget de måske ikke tænker over. Skal vi ændre ordlyden i brochurer og minde folk om på en høflig måde, at her bor faktisk mennesker?

Ærø lever, ånder og forandrer sig, selvom det virker som om, vores bysamfund gik i stå for langt tid siden. Hvis vi ikke i fællesskab forholder os til turismen, så begynder vi, de lokale, at tage egne forholdsregler. Jeg kunne nemt lade hækken vokse, så man ikke kan kigge ind i min have. Jeg kan stadig nyde udsigten over øhavet fra den øverste terrasse. Vi kan sætte privat-skilt på vores badebro, fjerne bænken neden ved stien og trække gardinerne for til gadesiden. Men det er ikke sådan, vi er her på Ærø, og det er ikke sådan, vi har lyst til at være.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce