Annonce
Faaborg-Midtfyn

Kroen vil fortsat være lukket: - Vi vil ikke være politibetjente

Troels Jakobsen har drevet Kværndrup Kro siden 2006, og han har sammen med hustruen Ulla besluttet, at krostuen fortsat skal være lukket. Arkivfoto: Yilmaz Polat
Kværndrup Kro vil fortsat være lukket for kunder. Coronarestriktionerne gør det for besværligt og dyrt at holde åbent.

Kværndrup: Mens værtshuse, caféer og restauranter fra onsdag igen inviterer stamgæster og andre kunder indenfor, så må folk med lyst til besøg på Kværndrup Kro væbne sig med tålmodighed.

Her har kroparret, Ulla og Troels Jakobsen, nemlig besluttet, at døren til krostuen stadig er lukket.

- Vi vil ikke byde folk, at hvis de skal ind i krostuen, så skal de betille bord en halv time før. Det vil vi ikke. Så det er bordbestillingen og alt det med at tjekke, der gør, at vi stadig er lukket ned. Vi vil ikke være politibetjente, siger Ulla Jakobsen.

Annonce

- Det er heller ikke forsvarligt, at vi skal åbne og betale en timeløn til en ansat, hvis der ikke kommer kunder. For vi står der ikke selv, bemærker Ulla Jakobsen.


Godt nok har vi fortovet, hvor man kunne sidde, men folk, der kommer i en krostue, har ikke lyst til at sidde i et lyskryds og drikke øl.

Ulla Jakobsen, Kværndrup Kro


Afstandskravene gør, at der ikke kan være mange gæster i krostuen, og at der er åbnet op for udeservering - uden coronapas og tidsbestilling - har ingen betydning for kroparret i Kværndrup.

- Godt nok har vi fortovet, hvor man kunne sidde, men folk, der kommer i en krostue, har ikke lyst til at sidde i et lyskryds og drikke øl, fastslår Ulla Jakobsen.

Travlhed i køkkenet

Som alle andre har Kværndrup Kro været lukket ned siden kort før jul. Det gælder også kroens selskabslokaler og restauranten.

- Selskabslokalerne giver jo sig selv, og vores restaurant er ikke a la carte, men kun til selskaber, så vi har heller ikke haft takeaway. De to første selskaber er booket til maj og juni, og så må vi se, hvad der er muligt dér, siger Ulla Jakobsen, der trods nedlukningen har haft ganske travlt i køkkenet.

Krostuen i Kværndrup er som resten af kroen stadig lukket ned. Det er den, indtil bordbestilling ikke længere er et krav. Arkivfoto: René Johansen

- Vi har faktisk været så heldige, at vi siden 2. februar har lavet mad til autismecentret her i Kværndrup. Det skal vi frem til 5. maj, og det har da været vores redning.

Lige nu hedder genåbningsdatoen af krostuen 6. maj. Ulla Jakobsen afviser ikke, at krostuen åbner før den tid.

- Hvis der kommer ændringer i restriktionerne, så gør vi det. Men lige nu har vi ingenting, for vi har også solgt vores øl retur, siger Ulla Jakobsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Beboere på småøerne får en forlomme i vaccinationskøen

Annonce