Annonce
Langeland

Kritik af Langeland Forsyning: Firma skal ikke tjene penge på genbrugstøj

Tøj som ikke bliver afleveret i poser, pakkes af personalet, og nu solgt til Spot-Wear. Foto: Christian Moegreen Hjortshøj
Langelænder vil give sit tøj til godgørende organisationer og kører fremover til Svendborg i stedet for lokal genbrugsstation.
Annonce

LANGELAND: Genbrugstøj, som folk afleverer gratis, skal ikke bruges af firmaer til at tjene penge på. Det skal gå til godgørende organisationer.

Det mener Henrik Madsen-Østerby fra Simmerbølle, som nu tager konsekvensen og fremover vil køre til Svendborg for at aflevere direkte til den lokale afdeling af Frelsens Hær. Han vil ikke længere tage turen til genbrugspladsen i Rudkøbing.

- Tidligere har vi kunnet aflevere til Frelsens Hær via genbrugspladsen, hvor vi kunne lægge det brugte tøj direkte i en container, men nu har Langeland Forsyning øjensynligt valgt et privat firma, Spot-Wear. Er det det, som kommunens forsyningsselskab vil støtte, spørger Henrik Madsen-Østerbye.

Han har skrevet til forsyningen, har fået svar og vil ikke grave yderligere i sagen. Men altså tage den ekstra kørsel for at sikre sig, at en humanitær organisation kan arbejde videre med denne genanvendelige ressource.

Henrik Madsen-Østerbye og hans kone bor alene. Børnene er voksne og flyttet hjemmefra. Men han vurderer, at husstanden nok stadig har godt og vel en affaldssæk med genbrugstøj årligt, og det er det principielle spørgsmål, som for ham fylder mest.

Annonce

Opsagde aftalen

Direktør i Langeland Forsyning A/S, Lars Birk Rasmussen, bekræfter, at forsyningsvirksomheden havde en aftale med Frelsens Hær, som havde en række containere på Langeland, både på genbrugspladser og ved nogle miljøstationer. Så man både kunne aflevere glas, flasker, metal og lignende samt altså tøj ved samme besøg.

- Så meddelte Frelsens Hær, at man på grund af nogle organisatoriske ændringer ikke kunne servicere os på samme måde fremover fra starten af 2020. De ville ikke afvise det helt, men de ville kun hente tøj fra genbrugspladsen i Rudkøbing. Ændringen af vilkårene, sammenholdt med, at det med genbrug af tøj er blevet mere og mere aktuelt, var for os en anledning til at undersøge markedet. For os handler det hele tiden om at øge genbrug og genanvendelse til den bedst mulige økonomi, siger Lars Birk Rasmussen.

Så meget afhentes

I maj er indsamlet 1740 kg. tøj.

I juni er indsamlet 1200 kg. tøj.

I juli er indsamlet 1900 kg. tøj.

Spot-Wear afhenter efter behov.

Langeland Forsynings brugere kan aflevere genbrugstøj på genbrugspladserne i Rudkøbing, Lejbølle og Helsned.

Valget faldt så på Spot-Wear. I aftalen ligger, at Langeland Forsyning modtager 1,50 kr. pr. kg. indsamlet tøj. Dog minus det, der er i så ringe stand, at det end ikke kan bruges til tøjfibre, men må kasseres, for eksempel noget, der har ligget vådt i en plastikpose og er blevet muggent.

- Der er ikke mange penge i det, men det bidrager lidt til driften af genbrugspladserne, og vi sikrer os, at brugbart tøj får nyt liv, påpeger forsyningsdirektøren.

Direktør i Langeland Forsyning A/S, Lars Birk Rasmussen, bekræfter, at forsyningsvirksomheden havde en aftale med Frelsens Hær, og at den er bortfaldet. Arkivfoto: Birger Vogelius.
Annonce

Yderligere udvikling

Aftalen mellem de to parter er løbende og kan opsiges gensidigt med få måneders varsel.

- Jeg tror i øvrigt ikke, at vi har set det sidste udvikling inden for dette genbrugsmarked. Om området på et tidspunkt bliver så stort, at det skal ud i licitation, kan jeg ikke afvise. Langeland er ikke stor nok til et selvstændigt udbud, men forsyningsselskaberne samarbejder på en række områder, så hvis for eksempel alle de fynske er samlet, ligger der en vis mængde bag, nævner Lars Birk Rasmussen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Langeland

Pyromanerne på rådhuset

Annonce