Annonce
Danmark

Kristian Jensens Verden: Er sultanen på vej tilbage i Tyrkiet?

Kristian Jensen, MF (V) og tidligere udenrigsminister, skriver jævnligt om udenrigspolitik i Avisen Danmark under overskriften "Kristian Jensens Verden". Foto: Birgitte Carol Heiberg
Erdogan har genoplivet de osmanniske storhedsdrømme. Er sultanen på vej tilbage?
Annonce

Det Osmanniske Rige kollapsede under og efter første verdenskrig. Riget gik fra at være en stormagt i slutningen af 1600-tallet strækkende fra det nuværende Algeriet til Iran, fra det sydlige Egypten til hele Balkan, til at være et meget reduceret land inden for grænserne af det nuværende Tyrkiet. Efterfølgende blev den religiøst-funderede sultan væltet af den ikke-religiøse Kemal Atatürk, og en verdslig stat med valg og parlamentarisme voksede frem, indtil den nuværende præsident, Erdogan, valgte at genoplive de osmanniske storhedsdrømme. Er sultanen på vej tilbage?

Når man ser Europas historie siden 1945, har den været ufattelig ublodig i forhold til de mange århundreder forud. Gennem hele Europas historie har vi udkæmpet blodige krige med os selv og mod udefrakommende styrker. Fra maurernes erobring af Spanien over Djengis Khans mongolske ryttere til angrebet på Wien i 1684 har vores verdensdel været mål for andre folkeslags ambitioner. Men værst har vore egne krige været: Hundredårskrigen og to verdenskrige har efterladt millioner af tabte liv og ufattelige ødelæggelser.

Nu har vi oplevet 75 år i Europa med kun få og sporadiske krige og indre konflikter (Eksjugoslavien, Nordirland m.v.). Måske derfor har vi glemt, at der i den menneskelige natur ofte er en drivkraft til at overvinde og bestemme over andre. Men det er bestemt ikke glemt i vores naboregioner.

Tyrkiet har siden 1980’erne oplevet stor økonomisk vækst og med kloge reformer åbnet økonomien mod udenlandske investorer, samtidig med at inflationen er kommet under kontrol. Men i takt med den stærkere økonomi fremkom kritik af, at ikke alle dele af Tyrkiet oplevede fremgang. Især landområderne følte sig glemte.

På den baggrund kom Erdogan til magten i 2002 og har i skiftende positioner bevaret og styrket sit greb om landet. I de senere år har en anti-vestlig retorik, stigende utilfredshed, hårdhændet behandling af det kurdiske mindretal og økonomisk uro fået mange investorer til at trække deres gevinster og virksomheder hjem, hvilket har øget utilfredsheden blandt borgerne. Flygtningestrømmen fra Syrien er på den ene side et enormt problem for Tyrkiets økonomi og på den anden side en gigantisk forhandlingsbrik i forhold til EU. Truslen om at åbne de tyrkiske grænser for strømme af flygtninge og migranter sender kuldegysninger gennem Europas hovedstæder.

Alt sammen har fået Tyrkiets politiske ledelse til at se mod udlandet for at søge opbakning. Det er et kendt politisk kneb, at en ydre fjende eller konflikt kan skabe indre sammenhold. Derfor har Tyrkiet en finger med i spillet i alle konflikter i nærområdet. Ofte meget mere end bare ”en finger”. I Nagorno-Karabakh bidrager Tyrkiet med våben og angiveligt også lejesoldater. I Syrien har Tyrkiet ensidigt etableret en 32 kilometer bred ”sikkerhedszone” mod grænsen. Zonen betyder, at de kurdiske soldater, som stoppede Syriens hær og bekæmpede Islamisk Stat, brutalt blev smidt ud af det område, de havde kæmpet for.

I Middelhavet har Tyrkiet søgt efter naturgas inden for Grækenlands havområde, og i et forsøg på at håndhæve Grækenlands suverænitet stødte to krigsskibe fra hvert sit land fysisk sammen i august. Konflikten omfatter også Cypern, og det lille land tog hele EU som gidsel, da EU skulle vedtage sanktioner mod Hviderusland for nylig. Først efter resten af EU-landene havde bakket Cypern op i konflikten med Tyrkiet, accepterede Cypern at indføre sanktioner i en helt anden konflikt.


Tyrkiet er aktivt igen i næsten hele det område, Det Osmanniske Rige dækkede over på sit højdepunkt. Og lige nu forsøger ingen at rive Erdogan eller Tyrkiet ud af drømmen.

Fra analysen


I Libyen var den FN-anerkendte regering i Tripoli trængt i knæ af den russisk-støttede general Haftar, som pressede den valgte regering mere og mere i baggrunden. Sammen med Egypten og De Forenede Arabiske Emirater har Ruslands støtte givet Haftar styrke til næsten at erobre hele Libyen og dermed den vigtige olieeksport. Men kun indtil Tyrkiet så en mulighed for at øge sin indflydelse og gå ind i kampen på regeringens side. Det kan virke mærkeligt, at en FN-støttet regering ikke havde andre steder at gå hen, men ingen andre lande har interesse eller overskud til at blande sig i det libyske kaos, samtidig med at Rusland har blokeret for alle effektive FN-vedtagelser for at støtte landets egen magtposition.

Hvis EU, FN eller bare lande, som bør være bekymrede over Tyrkiets aggression, vil gøre noget, kræver det, at de tør gå op mod en spiller, som tager alle midler inklusive lejesoldater, droner og økonomisk samt menneskeligt pres i brug. Omvendt vil et Tyrkiet, som får held med sine mange konflikter, være endnu sværere at håndtere. Indtil nu er der bare ikke tegn på, at verden omkring vågner op og ser faren.

Tyrkiet er aktivt igen i næsten hele det område, Det Osmanniske Rige dækkede over på sit højdepunkt: Kaukasus, Mellemøsten, Balkan, Middelhavet og Nordafrika. Ikke fordi Tyrkiet er det rigeste eller stærkeste land, men fordi det har den mest kyniske leder, og fordi han forstår at spille på gamle stormagtsdrømme. Og lige nu forsøger ingen at rive Erdogan eller Tyrkiet ud af drømmen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

GOG er på corona-standby resten af ugen

Annonce