Annonce
Danmark

Krav, undtagelser og straf: Her er alt, du bør vide om reglerne om mundbind

Kollektiv transport inklusive banegårde og stationer var de første steder, hvor der blev indført krav om at bruge mundbind. Siden er spisesteder, butikker og kulturinstitutioner blevet omfattet.  Foto: Johan Gadegaard
Hvornår skal man bære mundbind, hvem skal gøre det, hvilke undtagelser er der, og hvordan kan man blive straffet, hvis man ikke gør det? Få overblikket her.
Annonce

Det kan efterhånden være svært at holde styr på de mange regler om at bære mundbind. Her giver vi svar på de vigtigste spørgsmål.

1 Hvornår skal man bære mundbind?

I august kom der landsdækkende krav om mundbind, når man benytter kollektiv trafik samt i taxaer og på færger. Man skal også bære mundbind, når man opholder sig på tog- og metrostationer, banegårde, busterminaler, letbanestoppesteder og færgeterminaler.

I september kom der krav om mundbind, når man er på serveringssteder, hvor der serveres mad, drikkevarer eller tobak, som spises, drikkes eller bruges på stedet.

Også ansatte på restauranter, caféer og lignende med kontakt til kunder skal bære mundbind eller visir - medmindre de opholder sig i et lukket rum eller bag en afskærmning, hvor kunderne ikke har adgang.

Og fra torsdag 29. oktober skal man nu bruge mundbind indendørs på en lang række offentligt tilgængelige steder. For eksempel når man går i butikker, supermarkeder, storcentre og stormagasiner. Det nye krav gælder også sygehuse, hos lægen og tandlægen samt andre dele af sundheds- og plejesektoren og i nogle situationer på ungdomsuddannelser, voksenuddannelser og videregående uddannelser. Det bliver også et krav, at både elev og prøvesagkyndig skal bære mundbind eller visir til køreprøver.

Også indendørs kultur-, sports og fritidsaktiviteter er nu omfattet af kravet om mundbind. Det gælder blandt andet museer, biblioteker, teatre og biografer, fitnesscentre og svømmehaller.

Derudover er også lokaler, hvor folkekirken og trossamfund uden for folkekirken gennemfører aktiviteter, omfattet.

De nye regler gælder foreløbig frem til 2. januar. Også de tidligere tiltag om mundbind fra august og september forlænges frem til 2. januar.

2 Hvilke undtagelser er der?

Er man på et sted, hvor der serveres mad eller drikke, må man som kunde tage mundbindet af, når man sidder ned. Det samme gælder kulturinstitutioner og idrætsfaciliteter; man behøver ikke have mundbind på, når man sidder ned.

I indendørs idrætsfaciliteter og kulturinstitutioner gælder kravet om mundbind desuden ikke for optrædende, deltagere og udøvere. Man behøver heller ikke bruge mundbind i for eksempel fitnesscentre og svømmehaller under træning, omklædning og badning.

På ungdoms-, videregående- og voksenuddannelserne må man tage mundbindet af i selve undervisningen.

I den kollektive trafik må man fjerne mundbindet kortvarigt, hvis man spiser eller drikker. Og generelt må man tage sit mundbind af, hvis man får vejrtrækningsbesvær, hvis man skal indtage medicin, hvis politiet skal foretage identifikation, eller hvis man er sammen med en person, der mundaflæser.

3 Hvem er helt fritaget?

Børn under 12 år behøver ikke bruge mundbind. Mentalt handicappede personer er også undtaget.

Det samme er personer med fysiske svækkelser eller lidelser, der gør, at de ikke er i stand til at bære mundbind eller visir.

Der er ikke noget krav om, at man skal fremvise en lægeerklæring eller journal, hvis man af disse grunde er undtaget. Men det kan gøre det lettere at opnå hurtig adgang til de steder, hvor man ellers skal bære mundbind.

4 Hvem håndhæver reglerne?

Ifølge lovgivningen skal de omfattede butikker, restauranter, transportselskaber, kultur- og uddannelsesinstitutioner skilte tydeligt med reglerne for mundbind. Deres ansatte skal desuden håndhæve reglerne og nægte adgang til personer uden mundbind, ligesom de skal bortvise personer, der ikke følger reglerne.

Arbejdsgiverne kan straffes med bøde, hvis de ikke sørger for, at reglerne håndhæves. De kan også få bøder, hvis deres ansatte ikke overholder reglerne.

5 Hvilke slags mundbind må jeg bruge?

Ifølge bekendtgørelserne om mundbind kan man enten bruge engangsmundbind eller stofmundbind. Mundbindet skal dække næse og mund og være strammet til med snor eller elastik bag ørerne, så det sidder tæt til ansigtet.

Man kan også bruge et visir, som med en plastikskærm dækker øjne, næse og mund uden at sidde helt tæt til ansigtet.

6 Hvad sker der, hvis man ikke bærer mundbind?

Ansatte på de omfattede steder kan nægte én adgang eller bortvise én, hvis man ikke bærer mundbind og ikke har en god grund til at lade være.

Nægter man derefter at forlade stedet, bussen eller toget, kan politiet give en bøde.

---

Kilder: Bekendtgørelserne om krav om mundbind i den kollektive trafik og på serveringssteder, myndighedernes fælles side Coronasmitte.dk, Ritzau samt pressemødet i Statsministeriet 23. oktober. Den nye bekendtgørelse om mundbindspåbud på offentligt tilgængelige steder var ikke offentliggjort ved redaktionens slutning.

7 Hvad kan du gøre, hvis brillerne dugger


Annonce
Fyn

OB ramt af skov af skader igen

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ærø

Elev på HF-Sørfart smittet med corona

Annonce