Annonce
Indland

Krav om mundbind gælder også i tog gennem jyske kommuner

Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix
I seks af landets kommuner skal der bæres mundbind i den kollektive trafik. Det gælder også ved gennemrejser.
Annonce

Når man rejser med bus eller tog igennem et område med krav om mundbind, så skal man undervejs påføre sig mundbind.

Det vil sige, at selv om man hverken starter eller slutter sin rejse i et af områderne, så skal der stadig tages mundbind i brug undervejs på rejsen.

Det oplyser Transport- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

Først gjaldt kravet om mundbind i den kollektive trafik kun i Aarhus Kommune. Det er siden blevet udvidet til kommunerne i Silkeborg, Favrskov, Skanderborg, Odder og Horsens.

- Der er en risiko for, at rejsende til og fra Aarhus kan sprede smitte til de omkringliggende kommuner. Det kan vi allerede se med den bekymrende udvikling i Silkeborg.

- Ved at udvide kravet om mundbind i kollektiv trafik til et sammenhængende område af østjyske kommuner håber vi at være med til at begrænse sådan en spredning, siger transportminister Benny Engelbrecht (S).

Kravet om at bære mundbind vil være gældende i alle Midttrafiks lokal- og regionalbusser. Kravet vil være gældende i disse ruters fulde længde.

Det betyder, at hvis en busrute kører til eller fra området, eller igennem området og videre, så vil kravet også være gældende, når bussen kører i en anden kommune - også for passagerer, der ikke skal til en af de omfattede kommuner.

Kravet om brug af mundbind gælder også for togpassagerer i det pågældende område. Det betyder, at alle passagerer på tog, der kører i området, skal være iført mundbind.

Når et tog kører ind i området, skal passagererne være iført mundbind, når de kommer til den første station. Man skal også påføre sig mundbind, selv når man rejser igennem området, men ikke står af toget.

Hvis man ikke bærer mundbind i de områder, hvor man skal, vil man blive bedt om at forlade bussen eller toget, forklarer transportministeren.

Der kan dog være tilfælde, hvor rejsende ikke er opmærksomme på reglerne, og i den slags tilfælde vil man kunne få udleveret et gratis mundbind.

/ritzau/

Link til pressemeddelelse
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Coronavirus

Live: Professor opfordrer til at droppe daglige coronatal

Sport

Genlæs livebloggen: GOG tager den første titel i 13 år efter drama

Annonce