Annonce
Svendborg

Kort nyt fra byrådet: To stolte fædre og hele fire afstemninger om vejskilte

Søren Kongegaard (S) viste stolt sin fire uger gamle søn Johannes frem i byrådsmødets pause. Foto: Andrea Bisgaard
De gamle vejskilte i bymidten og Troense bliver bevaret, og så blev flere nye svendborgensere vist frem, da politikerne gennemførte et byrådsmaraton tirsdag aften.

Svendborg: Politikerne havde svært ved at beslutte, hvilken vej de skulle gå, da de på tirsdagens byrådsmøde - som varede hele fire timer - skulle afgøre, hvad der skal ske med den igangværende udskiftning af kommunens vejskilte.

Siden det kom frem, at kommunen er gået i gang med at udskifte de gamle, historiske reliefvejskilte med moderne blå refleksskilte, har debatten været hed.

Det har fået Enhedslisten til at rejse sagen i byrådet, og hele fire forslag nåede at komme på bordet, inden byrådet kunne gå til en afstemning.

Annonce

Henrik Nielsen (K) endte med at få flertal for sit forslag, som var, at man fortsætter med at opsætte de nye vejskilte undtagen i de områder, som har en bevarende lokalplan. Det vil sige i bymidten og i Troense. Hvis de gamle vejskilte i disse områder allerede er pillet ned, skal de sættes op igen, lød det.

Flemming Madsen (S), som er formand for Teknik- og Erhvervsudvalget, og som hele tiden har været for de nye vejskilte, lagde dog ikke skjul på, at det koster kommunen kassen at bevare de gamle skilte.

- 1200 nye vejskilte koster os en million kroner. Renoveringen af de gamle vejskilte - som ikke engang er trafiksikre - koster os cirka fem millioner kroner. Hvem skal pengene tages fra? Skolerne? Børnene?, sagde han og stemte alligevel for, at en god portion af de gamle vejskilte skal bevares.

Enighed var der også, da politikerne skulle beslutte, om de vil rette henvendelse til Kommunernes Landsforening og Børne- og Undervisningsudvalget på Christiansborg, for at friholde skolebørnene i Svendborg Kommune for nationale test i 2021.

Sagen var rejst af Stina Sølvberg Thomsen (EL) som mener, at børnene ikke skal belemres med nationale test, når de vender tilbage til skolebænken efter en lang corona-nedlukning.

- Der skal være fokus på børnenes trivsel. Ikke på hvor de er fagligt lige nu, sagde hun.

I pausen blev der tid til at fremvise den nyeste generation i de små hjem.

Søren Kongegaard (S) fremviste stolt sin fire uger gamle søn Johannes og fortalte, at det i øjeblikket var så som så med nattesøvnen. Den nybagte far kunne dog ikke slå Bruno Hansen i træthed, for SF-veteranen blev i søndags far til en to måneder gammel hundehvalp af racen Berner Sennen.

- Jeg er oppe to gange om natten for at lufte ham, så jeg har nok at se til i øjeblikket, sagde den udkørte SF'er.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Debat: Populistisk, Mette Kristensen

Svendborg For abonnenter

Ekspert: Det skal der til, før kommunen kan rive øverste etage af Rubberton-byggeri ned

Annonce