Annonce
GOG

Kontant GOG-nederlag: Skidt optakt til nøglekamp

GOG's norske stregspiller, Oscar Bergendahl, fik noget usædvanligt kun scoret en enkelt gang i Skjern. Arkivfoto: Mads Dalegaard
Skjern Håndbold med Kasper Søndergaard og Bjarte Myrhol i hopla løb fra GOG til sidst i det vestjyske til 2518 tilskueres udbredte fornøjelse. Nu venter stærke polakker for fynboerne på søndag i Odense.

Håndbold: På søndag skal GOG spille en nøglekamp i Champions Leagues gruppe D mod stærke Wisla Plock fra Polen i Jyske Bank Arena i Odense. Den opgave skal fynboerne løse efter et kontant og fortjent nederlag sent onsdag aften i Skjern.

Der var opløsningstendenser i GOG-forsvaret til sidst, men fynboerne fik dog begrænset nederlaget til fire mål. Så det blev altså ikke til en mental snitter som optakt til søndagens vanskelige kamp.

Men det er udpræget bekymrende, at GOG slet ikke fik løst spillet omkring bagspiller Kasper Søndergaard og stregen Bjarte Myrhol, der begge var i vildt hopla efter to liganederlag i streg til Skjern. Søndergaard endte på otte scoringer - Myrhol på fem.

- Ja, det skal vi hjem og have kigget på, konstaterede GOG-cheftræner Nicolej Krickau, der tilføjede:

- Stor cadeau til Skjern for indsatsen. Holdet fik løftet sig efter to nederlag.

Med hensyn til søndagens opgør i Champions League i forhold til nederlaget, lød det fra Krickau:

- Sådan er det. Det skal løses. Det er en ny opgave, og spillerne skal kunne lægge det her nederlag bag sig.

Annonce

Skjern Håndbold-GOG: 36-32 (17-15)

Ligaen, mænd

Kampens gang: 2-2, 6-5, 8-6, 10-10, 14-11, (17-15), 20-17, 22-20, 26-23, 29-24, 34-29, 36-32.

Mål:
Skjern: Kasper Søndergaard 8, Anders Eggert 8 (4), Bjarte Myrhol 5, Thomas Mogensen 4, Jesper Konradsson 3, Rene Rasmussen 3, Eivind Tangen 2, Jonas Tidemand 2, Elvar Jonsson 1.
GOG: Lasse Møller 8, Stig-Tore Moen Nilsen 7, Frederik Bo Andersen 5, Emil Jakobsen 5 (1), Josef Pujol 3, Arnar Freyr Arnarsson 2, Emil Lærke 1, Oscar Bergendahl 1.

Bedste spiller:
Skjern: Robin Haug.
GOG: Stig-Tore Moen Nilsen.

Udvisninger:
Skjern: 2.
GOG: 3.

Dommere: Mads Hansen og Martin Gjeding - sikker styring af opgøret.

Tilskuere: 2518.

GOG’s næste kamp: Søndag den 13. oktober, kl. 15.10: GOG-Wisla Plock (Polen) i Champions Leagues gruppe D.

Klokken faldt i slag

GOG var målmæssigt med langt hen i anden halvleg. Men det var på den måde, at fynboerne hele tiden halsede efter - kom bagud med tre-fire mål for så at skulle kæmpe sig op. Det var en mental og fysisk udfordring.

Da hjemmeholdet atter - efter 47 minutter - var kommet foran med fire mål, 27-23, var alle i Skjern Bak Arena klar over, at klokken var faldet i slag for GOG. I offensiv stil forsøgte fynboerne at satse, men hver gang, GOG havde scoret, ja, så løb hjemmeholdet bolden i mål i den anden ende.

Skjerns nye målmand, Robin Haug, leverede en stor kamp og stod bag gode kontramuligheder til hjemmeholdet. Søren Haagen stod mellem GOG-stængerne i 50 minutter og gjorde det reelt også godkendt. Men heller ikke han kunne forhindre, at fynboerne knækkede til sidst.

Fejlafleveringer og brændte straffekast ved både Emil Jakobsen og Lasse Møller blev dyre for GOG.

På den positive side for fynboerne er det spændende at se GOG's nye højre back, norske Stig-Tore Moen Nilsen, fortsætte sin fremgang. Han virker til at være et stærkt køb - og til at blive en stærk erstatning for Niclas Kirkeløkke.

Med otte point for syv kampe holder GOG fast i top-otte i ligaens grundspil, men det er tæt i midten af ligaen.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce