Annonce
Sport

Konkurrenter starter test med mere fart end Magnussen

Lluis Gene/Ritzau Scanpix
Kevin Magnussen tester i denne uge Haas-raceren i Barcelona sammen med de øvrige Formel 1-hold.

De fleste konkurrenter havde mere fart og tilbagelagde også en længere distance.

Annonce

Det er status for Kevin Magnussen og Haas efter Formel 1-holdenes første testdag lidt uden for Barcelona.

Umiddelbart skal man dog ikke konkludere for meget, da de forskellige teams kan have afprøvet forskellige setups og systemer.

Den 27-årige dansker tilbagelagde 106 omgange på den 4655 meter lange bane og satte 14.-bedste tid af de 15 kørere, der var i aktion på asfalten uden for den spanske storby.

Stort set samtlige ti hold havde tilsyneladende en gnidningsfri dag uden synderlige uheld, hvilket betød, at alle kørere fik tilbagelagt en masse kilometer.

Hollandske Max Verstappen (Red Bull) havde et par snurreture, men han nåede op på 168 omgange for hele dagen, hvilket var flest af alle.

Fem af holdene valgte at skifte kører ved middagstid - dog ikke Haas.

Magnussens racer blev i lange perioder inde i garagen, hvilket gik ud over antallet af omgange, hvor Haas tilbagelagde færrest af alle teams.

På de første testdage er det typisk vigtigere for Formel 1-holdene at få kørt så mange kilometer som muligt, så de kan lære bilerne bedre at kende. Farten er ofte mindre vigtig.

Magnussens hurtigste omgang på 1 minut og 18,466 sekunder blev sat om formiddagen og rakte til 14.-bedste tid - kun Antonio Giovinazzi (Alfa Romeo) kørte langsommere end danskeren.

Den regerende verdensmester Lewis Hamilton (Mercedes) satte hurtigste tid med 1 minut og 16,976 sekunder.

Torsdag er Magnussens holdkammerat, Romain Grosjean, bag rattet i Haas-raceren, inden den dansk-franske duo deles om køretiden på fredag. I næste uge er der yderligere tre testdage.

2020-sæsonen skydes i gang 15. marts i Melbourne i Australien.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce