Annonce
Fyn

Konkurrencen på medicinmarkedet kan styrkes, så patienterne ikke oplever store prishop

Der sker ikke et brud på konkurrencereglerne, når priserne på medicin hopper, lyder det. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Store prisforskelle på medicin kan modvirkes, hvis der indføres bedre system for prisfastsættelsen, så gennemsigtigheden er mindre end i dag, mener Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Annonce

Det er det modsatte af åbenhed, nemlig mindre gennemsigtighed, som kan være en af vejene til at undgå de store prishop på medicin, som mange oplever.

Den overaskende melding kommer fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Her siger kontorchef Louise Kastfelt om de store prisudsving:

- Der er flere problemer i det. Der er gennemsigtigheden omkring de udbudte priser. Alle priserne bliver offentliggjort, så producenterne kan indrette sig efter hinanden. Det er en udfordring, fordi de strategisk kan indrette sig efter hinanden. De presser langsomt hinanden ned i pris, og når den bliver så lav, at der ikke længere er den store profit at hente, hæver én producent prisen, og de andre følger efter. Det skaber de store prishop, og det efterfølgende langsomme fald går ud over forbrugerne.

Medicinmarkedet har flere udfordringer, mener Louise Kastfelt, kontorchef ved Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Foto: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Fyens Stiftstidende har tidligere skrevet om 82-årige Gerda Skytte fra Aarup, hvis medicin mod knogleskørhed pludselig kostede over 500 kroner mod de normale 40 kroner, og 78-årige Per Brochstedt, hvis medicin mod forhøjet blodtryk normalt koster 60-80 kroner men i en periode kostede mere end 600 kroner.

Danske Patienter frygter alvorlige konsekvenser for de borgere, der ikke har råd til dyr medicin. Apotekerne oplever jævnligt kunder, der er utilfredse med prisstigningerne. Men brancheforeningen IGL, der repræsenterer producenterne af generiske lægemidler, såkaldt kopimedicin, mener, at problemerne overdrives.

Prisudsvingene kan være en konsekvens af den måde, markedet fungerer på. Hver 14. dag byder producenterne ind med en pris på deres produkter. Det billigste produkt vinder markedet for 14 dage, og det er det produkt, apotekerne skal tilbyde først til kunderne.

"Må vi tilbyde det billigste" lyder det derfor hver dag på landets apoteker.

Men netop 14-dages-perioderne og i særdeleshed gennemsigtigheden i systemet kan være en væsentlig del af problemet, vurderer Louise Kastfelt.

Annonce

Bryder ikke reglerne

Det er dog ikke nødvendigvis i strid med konkurrencereglerne, når det sker på den måde. Medicinproducenterne behøver nemlig ikke aftale noget. De kan blot følge efter hinanden, fordi alle andres priser er synlige.

En anden udfordring, som Louise Kastfelt peger på, handler om markedsandele.

- Markedsandelen er en udfordring. Typisk får vinderen 70-80 procent af markedet, så selvom man med en høj pris taber 14-dages-perioden, får man stadig et salg. Hvis vinderen i stedet fik en højere andel af salget, ville det blive mere attraktivt at vinde auktionerne, siger hun.


Vi mener, at det kan gøres bedre.

Louise Kastfelt, kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen


Forlænger man perioden fra de nuværende 14 dage til for eksempel en måned, vil det også blive mere attraktivt at vinde auktionen, mener hun.

- Så er der en større leverance på spil, der kan give større salg og lavere priser, konstaterer hun.

Annonce

Pas på prisloft

Andre i sundhedssektoren har foreslået at indføre et prisloft på, hvor meget et produkt kan stige i pris. Men det skal man overveje nøje, vurderer Louise Kastfelt.

Der sker ikke et brud på konkurrencereglerne, når priserne på medicin hopper, lyder det. Foto: Frederik Steen Nordhagen

- Man skal indrette reguleringen af markedet smartere, men vi er forsigtige med prislofter, fordi det kan give nogle andre udfordringer. For det første er der risiko for, at producenterne lægger sig tæt op ad loftet. For det andet skal det være attraktivt at sælge i Danmark ved knaphed på medicin. Hvis der opstår knaphed i forsyningen globalt, og priserne bliver høje, kan et prisloft betyde, at producenterne vælger Danmark fra, siger hun.

Et andet forslag fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen går på hemmelige auktioner, så producenterne ikke kan se hinandens priser men kun det billigste, og derfor heller ikke kan lægge sig op ad hinanden. Det skal dog stadig være muligt for forbrugerne at få oplyst prisen på et dyrere produkt, hvis de har brug for det, når de står på apoteket.

- Vores anbefalinger retter sig mod at øge konkurrencen og dermed sænke priserne. Vi mener godt, at man kan have høj forsyning og lave priser. IGL mener, at vi har det, men vi mener, at det kan gøres bedre, konstaterer Louise Kastfelt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce