Annonce
Ærø

Makkerpar skal deltage i ultraløb på Ærø - og kommer cyklende hele vejen fra Vestjylland

Kenneth og Carsten er klar til en ny udfordring. Denne gang går turen til Ærø og deltagelse i et ultraløb på 66 km. Arkivfoto: Johan Gadegaard

Karsten Clemmensen og Kenneth Ørum skal lige efter påske deltage i et såkaldt ultraløb på Ærø - og de cykler naturligvis frem og tilbage fra Humlum i det nordlige Vestjylland til Sydfyn

HUMLUM: Kongen er Karsten Clemmensen, og Den Hvide Kenyaner er Kenneth Ørum - og dette makkerpar blev for alvor kendte for et par år siden, da de tog cyklerne til København, rejste videre til Bornholm for at løbe et maratonløb - og tog samme tur tilbage til det vestjyske udgangspunkt - uden pause.

Nu har de to gæve gutter planlagt et nyt eventyr, og det skal afvikles fra fredag den 18. til søndag den 20. april - altså lige efter påske.

- Vi kom til at sige ja til udfordringen ved lidt af en tilfældighed. Der er et fodboldhold i RHIF, der skal deltage i en stor ungdomsturnering i Spanien til sommer, og de har brug for et økonomisk tilskud til turen. Nogle mente, at vi kunne gentage den form for sponsorløb, som vi tidligere har lavet - og selvfølgelig ville vi gerne det, siger Kenneth Ørum.

Hvor andre motionister bruger lang tid til at forberede sig på de store udfordringer, som et ultraløb byder på, så gør Karsten og Kenneth tingene på deres egen måde.

- Al respekt for dem, der har en professionel tilgang til et krævende arrangement, men vi er nok mere til det impulsive, hvor vi ikke altid gennemtænker vores beslutning. For os er det lysten, der driver værket - og vi plejer at sige, at det jo kun kan gå galt, siger Kenneth Ørum med et smil.

Annonce
Vi er nok lidt impulsive, hvor vi ikke altid gennemtænker vores beslutning. For os er det lysten, der driver værket

Kenneth Ørum, motionist

En løbetur på 66 km efter 266 km på cyklen

Karsten og Kenneth har endnu ikke fastlagt den endelige tidsplan for aktiviteterne i weekenden efter påske.

- Der er nogle detaljer, som vi skal have styr på, men vi vil starte fredag morgen fra Humlum for at cykle de 266 km til Svendborg, hvor vi så kan tage færgen over til Ærø, siger Kenneth om fredagens program, der nok vil tage 12-15 timer.

Lørdag gælder det så deltagelse i ultraløbet Ærø Route 66, der første gang blev løbet i 2018. Løbet starter i Marstal ved Ærøhallen og følger den nye Kyststi på sydsiden af Ærø ud til Søby ved Vitsø, hvor den rammer den gamle Ø-havssti. Her løber man så mod Marstal forbi Ærøskøbing på Ærø's nordside ad Ø-Havsstien.

- Et ultraløb er betegnelsen for et løb, der er længere end et maratonløb på de godt 42 km. Ærø-løbet er på 66 km, så det bliver da den helt store udfordring, for ingen af os har løbet længere end 43 km, oplyser Kenneth Ørum.

Underlaget på ruten er desuden meget forskelligt. Der er både asfalt, strand, trailspor, bakker og flade strækninger. Nogle steder på Ø-Havsruten skal man lige kravle over et hegn, men da det er en offentlig sti, vil der være slået trin på pæle, så deltagerne nemt kan komme over.

- Der er en tidsgrænse på 10 timer til løbet, så mon ikke vi klarer det, lyder det optimistisk fra Den hvide Kenyaner.

Efter løbet tager makkerparret færgen til Svendborg, hvor de spiser og slapper af hos noget familie, inden turen tidligt søndag morgen atter går mod Vestjylland - på cykel.

Hjælp fra akutbil

Kenneth og Karsten har ikke en decideret følgebil med på cykelturene, men der vil dog være hurtig hjælp at tilkalde, hvis noget skulle gå galt.

- Karstens bedre halvdel, Heidi, har taget fri fra arbejde om fredagen, så hun kører en slags akutbil, der vil være klar til at rykke ud, hvis det bliver nødvendigt, siger Kenneth, der har en særlig personlig udfordring op til arrangementet.

- Jeg har faktisk ikke løbet en meter siden april sidste år, hvor jeg blev skadet i låret til Hamborg Marathon. Jeg er dog nu så klar, at jeg kan starte løbetræningen.

De to motionister håber, at de kan samle 35-40.000 kroner ind med denne event, men det er et udvalg i RHIF, der tager sig af den kommercielle del af arrangementet.

Roue 66 på Ærø er ikke alle steder på flad mark. Arkivfoto: Peter Becher Damkjær
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Sæt fuld turbo på turismen

Indimellem kan man stadig høre folk her på egnen vrænge lidt af turismen her - som om det ikke var et rigtigt erhverv. Den slags ord falder tit, når snakken falder på, hvad området skal leve af fremover - og her må man forstå, at vi ikke "skal rende rundt i nationaldragter", men noget "rigtig produktion" ville være bedre. Den slags ytringer er ikke bare dumsmarte og forældede, men også direkte skadelige for vores egns udvikling. Fordi vi har brug for turisterne. Derfor er det godt nyt, at man med de seneste opgjorte tal for Langeland kan se en meget positiv udvikling. Øen er nu den næstmest populære kommune for turisterne i forhold til antallet af overnatninger. Det er især tyskerne, der er vilde med den lange ø - de tegner sig for næsten halvdelen af de godt 500.000 overnatninger, der var sidste år. På Ærø er tallene knap så gode og viser en lille tilbagegang i forhold til året før, men her er til gengæld optimisme og tro på fremtiden, fremgår det blandt andet af øens turist- og erhvervsdirektørs nyhedsbrev. Nedgangen tilskrives nedgangen i bryllupsindustrien, som ellers har varmet godt i lavsæsonen i foråret og efteråret. Til gengæld er der tro på, at det med den forøgede færgekapacitet er muligt at tiltrække endnu flere turister den kommende sæson, og modsat manges og ikke mindst indenrigsministerens opfattelse, så melder øen om kapacitet til endnu flere turister. Det er værd at notere sig i den on-going debat om landevejsprincippet, der som bekendt fortsat ikke gælder hele året, netop med henvisning til, at nogle øer ikke ville kunne klare flere turister. Med hensyn til de sydfynske øer kan man vist roligt sige, at man godt kan rumme flere turister - og at der er i den grad er brug for det i vores erhvervsudvikling. Det er afgørende vigtigt, at vi alle har det store potentiale for øje, når vi snakker udvikling af området. Det handler ikke kun om udvikling for os lokale eller for tilflyttere, men i særdeles også om de gæster, vi kan tiltrække til at tage del i livet her - gerne hele året rundt. Så med den store vækst, der er igen er set inden for turismen bredt set i Danmark sidste år, så er det bare med at sætte turboen på også her. Og det gælder i øvrigt også for os selv: Micro-eventyr og stay-cation er jo ikke længere nye begreber, selvom de lyder som sådan. Det handler bare om at være turist på egen egn. Og måske det var værd lige at tjekke de sydfynske øer til næste weekendtur eller måske sommerferie. For turisterhvervet her har ret meget at byde på - også selvom de ikke går i nationaldragter...

Annonce