Annonce
Svendborg

Koncert: Stort ensemble rykker på Arne B.

Den herboende tjekkiske saxofonist er på plakaten sammen med sin oktet ved Giant Steps torsdagskoncert 28. november på Arne B. PR Foto
Der er udsigt til mangefarvet koncert med cremen af skandinaviske jazzmusikere 28. november.

Svendborg: Når Giant Steps inviterer til koncert torsdag 28. november kl. 20 står Lubos Soukup Scandinavian Oktet klar på scenen i Arne B.

Det store ensemble er en ny perle på den moderne skandinaviske jazzscene - og kapelmesteren er Lubos Soukup, som for små 10 år siden flyttede til Danmark.

Her fandt den progressive og fantasifulde tjekkiske saxofonist og komponist nogle af tidens dygtige og kreative jazzmusikere, der forstod at give hans kompositioner det rette touch.

Det gælder også for kapelmesterens oktet sammensat af solister fra Danmark og Sverige.

Annonce

To afdelinger

Soukup er kendt for sine fængende melodier med referencer til de gamle jazzlegender som Wayne Shorter og John Coltrane, men også den klassiske musik og folkemusikken skinner igennem.

Koncerten består af to afdelinger. I den første præsenteres suiten Through the Mirror hentet fra pladen af samme navn, der i 2013 blev kåret som det bedste jazzalbum af Tjekkisk Radio Jazz.

I anden afdeling serverer holdet medrivende og mangefarvede toner og rytmer duftende af både swing, peruansk og afrikansk musik.

De medvirkende musikere foruden Lubos Soukup er William Larsson, klaver, Henrik Olsson, guitar, Soma Allpass, cello, Anders Banke, basklarinet, Tobias Wiklund, trompet, Morten Haxholm, bas, og Morten Hæsum, trommer.

Inden koncerten er der som altid mulighed for at få serveret en to rettes menu. Billetter kan købes på Billet.dk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce