Annonce
Sport

Kompetente læser-spørgsmål på stribe: Stor interesse for GOG-podcast

GOG's storskytte, Emil Lærke, der fik debut på landsholdet i søndagens EM-kvalifikationskamp i Aarhus mod Finland, med den signerede GOG-trøje, som vil blive afleveret til en heldig læser. Hvem bliver offentliggjort søndag morgen i avisen og på fyens.dk/faa.dk. Foto: Karsten L. Sørensen
Sport Fyns mailboks er fyldt med gode spørgsmål fra læserne i forbindelse med en podcast, der optages i Gudme i denne uge med cheftræner Nicolej Krickau og anfører Frederik Clausen.

HÅNDBOLD: I fredags efterlyste Sport Fyn spørgsmål fra læserne i forbindelse med en podcast, der i denne uge optages i Gudmehallerne med GOG's cheftræner Nicolej Krickau og holdets anfører, Frederik Clausen.

Spørgelysten har været overvældende. Da tidsfristen for at stille spørgsmål udløb mandag middag, havde Sport Fyn modtaget mere end 50 fra læsere overalt på Fyn - og nogle endog også bosiddende uden for øen.

Mange af spørgsmålene vil lægge grunden for den podcast, der optages og offentliggøres på fyens.dk og faa.dk søndag morgen som optakt til GOG's sidste hjemmekamp i slutspillets puljespil mod ærkerivalerne fra KIF Kolding. Der er kampstart søndag kl. 18.00.

Annonce

På grund af mængden af spørgsmål vil ikke alle komme med i podcasten. Men bare rolig - alle indsendte spørgsmål vil blive besvaret. De spørgsmål, der ikke når podcasten, vil i de kommende uger løbende bliver præsenteret både i avisen og på fyens.dk/faa.dk under overskriften "En læser får svar".

Alle deltager i trøje-lodtrækning

Mange af spørgsmålene er naturligt rettet direkte til Nicolej Krickau og/eller til Frederik Clausen, men nogle af spørgsmålene drejer sig om overordnede klubforhold, som skal besvares af direktør Kasper Jørgensen. Og det vil de blive.

Samtidig betyder den store interesse hos læserne, at Sport Fyn allerede har besluttet at invitere til en Café Stiften i Gudmehallerne, når der igen bliver mulighed for at samle mange læsere.

I fredagens optaktsartikel satte Sport Fyn en GOG-hjemmebanetrøje med truppens autografer på højkant som lodtrækningspræmie blandt dem, der har indsendt spørgsmål. Trøjen kan jo blive et klenodie, for GOG er en af de varme DM-kandidater 2021 som sikkert tophold i slutspillets Pulje 1.

Det er vigtigt at understrege, at samtlige indsendere af spørgsmål - afleveret inden deadline mandag kl. 12.00 - deltager i lodtrækningen. Også selv om et spørgsmål ikke kommer med i podcasten.

Vinderen af den signerede GOG-trøje vil også blive offentliggjort søndag morgen, og vedkommende vil i øvrigt også få direkte besked.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce