Annonce
Ærø

Kommunen melder ud: Kontakt os, hvis du vil vaccineres på Ærø

Har man modtaget brev, og vil man gerne vaccineres på Ærø, skal man ringe eller sende en mail til Ældre- og Sundhedskontoret. Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær.
Mange modtager i disse dage invitation til at blive vaccineret mod COVID19, men i det online bookingsystem kan man slet ikke vælge Ærø som vaccinationssted. Det er en teknisk udfordring, oplyser sundheds- og ældrechef Marianne Møller og opfordrer til, at man kontakter kommunen, hvis man har modtaget en invitation til vaccine og vil vaccineres på øen.

Ærø: En del ærøske borgere har i disse dage modtaget brev i posten eller på e-Boks fra Statens Serum Institut, SSI, om invitation til vaccine.

I brevet står der, at man skal bestille tid til vaccinen ved at ringe på et regionalt nummer eller gå ind på www.vacciner.dk, men i bookingsystemet er der bare ikke mulighed for at blive vaccineret på Ærø.

Ifølge sundheds- og ældrechef i Ærø Kommune, Marianne Møller, er det en teknisk udfordring, at man ikke kan booke til Ærø, og alle, der ønsker det, kan blive vaccineret på Ærø.

- Det brev, der er sendt ud fra SSI er et generelt brev, der bliver sendt ud til hele landet, og de forholder sig ikke til, at der er særlig Ærø-ordning, forklarer hun.

- Hvis man ønsker vaccination på Ærø, skal man kontakte os enten på mail eller på telefon, og så bliver man skrevet på en liste og kontaktet, hvis ikke vi har en dato endnu.

På Ærø kan man blive vaccineret i vaccinationscentret i Rise Minihal.

- Det er for, at ærøboerne ikke skal rejse til Svendborg to gange for at få en vaccine. Så har vi fået lov til at lave vaccinationscenter her.

Annonce

Vacciner ikke klar

Ifølge Marianne Møller har man i Ærø Kommune vaccineret gruppe 1, har næsten færdigvaccineret gruppe 2 og vaccinerer nu gruppe 3.

- Indtil nu har det været sådan , at vi har haft kontakt til alle borgere i målgruppe 1, 2 og 3 og  spurgt, om de ville vaccineres, og om de ville vaccineres på Ærø. Så har vi sørget for, at de får en tid, og at de kommer ind til vaccinationen.

De 12 målgrupper

Sundhedsstyrelsen har inddelt befolkningen i 12 målgrupper. Befolkningen vil overordnet blive tilbudt vaccination i følgende rækkefølge:

1. Personer som bor i plejebolig mv.

2. Personer med alder ≥ 65 år som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp.

3. Personer med alder ≥ 85 år.

4. Personale i sundheds-, ældre- og udvalgte dele af socialsektoren med særlig risiko for smitte, eller som varetager en kritisk funktion.

5. Udvalgte personer med tilstande og sygdomme, som medfører særligt øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19.

6. Udvalgte pårørende til personer med særligt øget risiko for et alvorligt forløb ved COVID-19 eller pårørende, som er en uundværlig omsorgs- eller plejeperson.

7. Personer på 80-84 år.

8. Personer på 75-79 år.

9. Personer på 65-74 år.

10. Personer på under 65 år, som har tilstande og sygdomme, som medfører øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19.

11. Personale, der varetager øvrige samfundskritiske funktioner.

12. Øvrige befolkning, fx segmenteret efter alder.

Statens Serum Institut har dog sendt breve ud til alle borgere frem til målgruppe 7, og det er det, der volder problemer, forklarer Marianne Møller.

- Vi har hverken vacciner eller dato til vacciner til de grupper, så vi er slet ikke så langt, som  Statens Serum Institut har sendt breve ud, siger hun.

-  Men jeg kan fuldt ud forstå, at borgere er frustrerede over at få brev, hvor der står, at man kan bestille tid til vaccine, og når de så forsøger, er der ingen vacciner. Den problematik er dog bare i hele landet. Indtil videre skal de ringe ind til os, når de får det brev.

Annonce

Gruppe 5 er planlagt

Kommunen har dog ikke indflydelse på vaccinationsfordelingen, og derfor er det er svært at planlægge datoerne.

- Det letteste vil jo være, hvis vi for eksempel vaccinerede på Ærø hver tirsdag, men det kommer ad hoc, når der er vacciner, så det afhænger af vaccinetilgængelighed og målgruppe.


Hvis man ønsker vaccination på Ærø, skal man kontakte os enten på mail eller på telefon.

Marianne Møller, sundheds- og ældrechef i Ærø Kommune.


Det er dog offentliggjort, at borgere i gruppe fem vaccineres den 10. marts på Ærø. Har man  modtaget brev, og vil man gerne vaccineres på Ærø, skal man ringe eller sende en mail til Ældre- og Sundhedskontoret på 63525500 eller aeldresund@aeroekommune.dk.

Ved fase 2, som starter, når målgruppe 8 skal vaccineres og er de reelle massevaccinationer, er planen, at man skal kunne booke sin vaccine på Ærø i det online bookingsystem som planlagt.

- Det er de resterende, de yngre og friske, og til den tid er planen, at man også skulle kunne booke sin tid på Ærø.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce