Annonce
Svendborg

Kommunen knokler for at blive klar til genåbning - men meget er stadig uklart

Børnehaver, vuggestuer og skoler åbner så småt efter påske, men myndighedernes retningslinjer for åbningen er ikke endeligt på plads endnu. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Statsminister Mette Frederiksen sagde mandag aften, at daginstitutioner og skoler til og med 5. klasse åbner onsdag efter påske, så nu arbejder Svendborg Kommune på højtryk på at være klar til at tage imod børnene. Der er endnu en række ubekendte faktorer, der skal afklares, lyder det fra borgmesteren.

Opdateret 13.50 med kommentar fra Nanna Lohman, Skole- og uddannelseschef i Svendborg Kommune. Svendborg: Det kan godt være, at statsminister Mette Frederiksen (S) mandag aften bebudede en delvis genåbning af Danmark med ikrafttræden efter påske. Men hvordan genåbningen helt lavpraktisk kommer til at forløbe, er langt fra sat på skinner endnu, forstår man på borgmester i Svendborg, Bo Hansen (S).

- Jeg har sat mine folk i Svendborg Kommune til at arbejde med, hvordan vi kan genåbne skoler og daginstitutioner, selvom vi på nuværende tidspunkt ikke har modtaget de rammer og retningslinjer, Sundhedsstyrelsen siger skal gøre sig gældende, siger Bo Hansen og fortsætter:

- Så vi arbejder med en udrulningsplan samtidig med, at vi afventer retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen og fra Kommunernes Landsforening.

Han regner med at få retningslinjerne i løbet af dagen, og onsdag formiddag koordinerer man indsatsen i Svendborg Kommune, så planen kan blive sat i værk.

- Og vi har travlt for at kunne åbne onsdag efter påske, for det giver os i realiteten kun to arbejdsdage til at løse det her, siger han og giver udtryk for, at han har svært ved at vurdere, om det overhovedet kan nås at være klar til en genåbning umiddelbart efter påske, da også det kommer an på de rammer, myndighederne udstikker.

Annonce

Hygiejne

Dagtilbudsleder i Svendborg Kommune Birgit Lindberg er klar til at tage fat på at lave en plan. Men meldingen om retningslinjerne mangler fortsat.

- Så det venter vi på. Ministerier og Kommunernes Landsforening arbejder jo på højtryk for at få det her beskrevet. Og når vi så har modtaget det, så er det jo, at vi skal finde ud af, hvordan vi så løser opgaven i Svendborg. Nogle ting vil være besluttet fra centralt hold og andre ting, skal vi have lagt en linje for i Svendborg.

- Det drejer sig om kravene til, hvordan genåbningen kan foregå, og hvad er der af sundhedsmæssige krav til hygiejne, og hvordan skal vi arbejde med børnene i denne periode, siger Birgit Lindberg som eksempel på, hvad det er, der skal planlægges.

Ekstra rengøring af skoler og institutioner er formentlig også noget af det, man skal tage højde for, og spørger man Bo Hansen, regner han først med at have en mere konkret plan for kommunens indsats ved middagstid onsdag.

Skoleklar

Nanna Lohman, der er Skole- og uddannelseschef i Svendborg Kommune, har allerede holdt flere virtuelle møder med kommunens skoleledere efter statsministerens udmelding.

- Alle skoleledere mødtes virtuelt i morges og drøftede, hvad der skal til for at blive klar. Men der mangler stadig retningslinjer i forhold til det sundhedsfaglige; dem venter vi på, siger Nanna Lohman.

- Men jeg forestiller mig, at vi godt kan lave et godt skoletilbud, hvor vi spreder eleverne ud og deler os i små grupper, så vi kan komme godt i gang stille og roligt, siger hun og medgiver, at det er en fordel, at ikke alle elever skal møde onsdag efter påske. Elever fra 6. klasse og op skal blive hjemme, og det gør, at de mindste børn nemmere kan spredes ud over skolematriklerne.

- Det kan vi i hvert fald på de skoler med overbygning. Og så må vi lave undervisning ude også. Og tage faglokaler i brug, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ærø For abonnenter

Mistillid, illoyalt og ufortjent: Fond opsiger samarbejde om solcellepark med forening, den selv har stiftet

Annonce