Annonce
Fyn

Kommunaldirektør efter it-skandale: Det var forkert

Kommunaldirektør Lars Svenningsen siger, at kommunen har lært af sagen, hvor to ansatte blev overvåget i det skjulte. Foto: Michael Bager
Mens de ansatte på 4Kløverskolen undrer sig over det langtrukne forløb, erkender Nyborg Kommune, at skjult overvågning af ansatte var "ekstraordinært og uheldigt".

Nyborg: Et år efter, en it-konsulent mødte op på 4Kløverskolen i Ørbæk med et skjult kamera, har den såkaldte it-skandale i Nyborg Kommune fundet en afslutning.

Efter et langstrakt forhandlingsforløb har Nyborg Kommune erkendt fejlen og erklæret sig parat til at betale en bod på 70.000 kroner.

Det fremgår af et forlig, der afslutter den faglige strid om udspionering af skoleleder Palle Graae Nielsen og skolesekretær Lone Nellemann Ølgaard.

Ifølge forliget, der ud over af de to ansatte er underskrevet af Nyborg Kommune, KL, Lærernes Centralorganisation, Skolelederforeningen, HK Kommunal og de faglige organisationers Forhandlingsfællesskabet, erkender Nyborg Kommune, at "datasikkerhedsundersøgelsen har haft et ekstraordinært og uheldigt forløb".

Samtidig er parterne enige om, at der ikke kan rejses yderligere krav i forbindelse med sagen.

Annonce

Ansatte undrer sig

Palle Graae Nielsen, Lone Nellemann Ølgaard og Nyborg Kommunes kommunaldirektør, Lars Svenningsen, er alle glade for, at sagen nu er lukket.

Men de to ansatte på 4Kløverskolen har svært ved at forstå, at der skulle gå et år, før Nyborg Kommune og Kommunernes Landsforening kom frem til den erkendelse, at det, der foregik på skolen den 20. november 2018, var forkert.

- Jeg er glad for, kommunen nu erkender det. Men det har været slidsomt, og jeg undrer mig over det lange forløb. Den sag burde have været afsluttet den 23. november sidste år, siger Palle Graae Nielsen.

Og Lone Nellemann Ølgaard supplerer:

- Jeg kan undre mig over, det skal tage et år at få afsluttet sådan en sag, siger hun.

Sagen har været en lang vej igennem de faglige organisationers forhandlingssystem.

Og det var først, da de ansattes fagforeninger truede med en sag i Arbejdsretten om brud på Forhandlingsfællesskabets aftale om kontrolforanstaltnniger, der kom skred i forhandlingerne.

En tilståelsessag

Nyborg Kommunes kommunaldirektør Lars Svenningsen siger, at der fra kommunens side er tale om en tilståelsessag.

- Vi anerkender, at de skjulte videooptagelser, der blev foretaget uden at varsle medarbejderne, var et brud på aftalen om kontrolforanstaltninger. Det var den forkerte måde at gøre det på, erkender han.

- Men, hvad der er nok så væsentligt, var der også tale om en krænkelse af de værdier, vi gerne vil arbejde efter i Nyborg Kommune, tilføjer Lars Svenningsen.

Han siger, at Nyborg Kommune har lært af sagen og blandt andet har foretaget ændringer i organisationen, så ledelse og medarbejdere i dag arbejder tættere sammen om it-sikkerheden.

- I sådan en sag handler det også om at lære noget. Og det har vi, fastslår Lars Svenningsen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
GOG

Cheftræner om GOG-nedturen: Mit ansvar

Annonce