Annonce
Langeland

Kommunalbestyrelsen i forbifarten: Navnlig grundsalg fik mange ord med på vejen

Formanden for Sundhedsudvalget, Lisa Pihl Jensen (S), glæder sig til at komme godt i gang med at se på, hvordan Langeland kan nytænke ældreområdet. Der er kun otte punkter, hvor lovgivningen fuldstændigt skal følges som hidtil, har regeringen og Folketinget bestemt. Resten er op til lokalsamfundet i de kommende år.
53 minutter tog årets første møde, hvor man også nåede at berøre den delvise frisætning af ældreområdet og tilskuddet til færgeoverfarten
Annonce

LANGELAND: 52-53 minutter tog årets første møde i kommunalbestyrelsen, der fandt sted mandag sent på eftermiddagen og på grund af coronakrisen måtte holdes virtuelt.

---

Mest debat var der om det fornyede forsøg på at sælge 29 kommunale byggegrunde. Venstre og DF med i alt fem stemmer forsøgte forgæves at få de øvrige 10 fra SF, Socialdemokratiet og Konservative med på en halvering af mindstepriserne for alle de grunde, der ligger uden for Rudkøbing. Kim Welcher (DF) havde gerne set disse grunde sendt ud uden nogen mindstepris i det hele taget, men fandt dog den anden idé brugbar. Bjarne Nielsen (V) slog på, at kommunen i Bagenkop havde været for grådig, fordi man tidligere havde solgt to til 15.000 kroner pr. styk, men nu ville have det dobbelte og gik glip af handlen.

Omvendt ville Bo Nissen (K) og Nynne Printz (SF) ikke forære kommunens værdier væk, som de udtrykte det. I Kerteminde koster en byggegrund rask væk en million, og Erik Jørgensen (SF) remsede 14 grunde på Langeland op fra en ejendomsmæglers katolog med priser, som lå væsentligt højere end de kommunale.

Denne gennemgang blev til sidst for meget for Lisa Pihl Jensen (S), der gav udtryk for, at folkesocialistens pointer var forstået, hvorpå hun fik en reprimande i den meget milde ende fra borgmester Tonni Hansen (SF) om, at man ikke afbryder, når andre taler.

Arno Kruse (S) mente, at der i Danmark er faldet domme for, at man ikke må sælge grunde under markedsprisen, men Tonni Hansen fandt ikke, at man har noget markedsgrundlag i dette tilfælde.

I øvrigt ønskede Kim Welcher, at man fremover angiver, hvornår den enkelte grund første gang kom på salgslisten. Så vil længst hedengange kommunenavne som Tranekær og Sydlangeland dukke op.

---

Ikke alt handlede om byggegrunde. Der var også en gennemgang af den frisætning på ældreområdet, som Langeland Kommune får lov at foretage i fire år, dog minus otte punkter, hvor loven fortsat skal følges slavisk.

Lisa Pihl Jensen, formand for Sundhedsudvalget, understregede, at der er mange grupper, man skal have i tale, og at fleksibilitet bliver et nøgleord. Indtil videre savnede hun to grupper i det foreløbig dokument - de pårørende og Lokalt Demokratiudvalg, men var samtidig sikker på, at de nok skal blive inddraget.

Til samme arbejde er nedsat en følgegruppe med alle partier i; Lisa Pihl Jensen, Bo Nissen, Winni Kielstrup Hansen (SF), Ulrik Kølle Hansen (V) og Kim Welcher samt Tonni Hansen som borgmester. Suppleanter er Bjarne Nielsen og Erik Jørgensen, der begge har sæde i Sundhedsudvalget.

---

Bo Nissen kunne som formand for Trafik-, Teknik- og Miljøudvalget oplyse, at statstilskuddet til Strynøfærgen betyder, at man indtil videre kan fortsætte med takster på 40 kroner for voksne og en flad femmer for børn. Når man har set regnskabet for 2020, vurderes taksterne påny.

---

Tonni Hansen kunne under meddelelser fortælle den glædelige nyhed, at Langeland er sluppet med to nye registrerede covid-19-ramte den seneste uge, og at 600 modtagere af hjemmeplejeydelser står lige foran vaccination.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Harders åbner bar med Morten i spidsen: - Jeg håber, det bliver noget med, at i aften skal vi kun høre goth rock fra 1980’erne

Annonce