Annonce
Danmark

Kommentator: Kommunal udligning har gjort alle sure i 40 år

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Økonomisk udligning deler alt og alle i politik, men kritikken er dog skarpere denne gang, mener Hans Engell.

Den 31. januar præsenterede regeringen sit udspil til en reform af den kommunale udligning. Og udløste dermed en sand storm af protester og harme blandt folketingspolitikere og borgmestre i hele landet.

Annonce

Ifølge politisk kommentator Hans Engell var det ganske forventeligt. Og noget, der er sket regelmæssigt i en menneskealder.

- Jeg har selv fulgt udligningsforhandlinger siden slutningen af 1970'erne, så i 40 år har jeg fulgt optakt, forhandlinger og resultater på det her område.

- Og det følger altid det samme mønster. Udligning deler alt og alle i politik. Også internt i folketingsgrupperne.

- For det handler i den grad om penge, og tegnebogen er som bekendt nabo til hjertet, siger Hans Engell.

Fredag har bygen af vrede og kritik nået et nyt højdepunkt. I Jyllands-Posten er borgmestre vrede over, at de kan komme til at hæve skatterne. I Berlingske mener flere borgmestre fra Venstre og De Konservative, at de kommer til at bidrage for meget.

I Ekstra Bladet mener flere socialdemokratiske borgmestre, at de enten får for lidt ekstra eller skal afgive for meget. I B.T. mener borgmestre, at de bliver straffet for at få flere i arbejde, og til Fyens Stiftstidende siger fynske borgmestre, at forslaget vil skævvride øen.

Det er lidet overraskende, siger Hans Engell:

- Det er jo rå politik. For vi er nede i, hvad de enkelte borgmestre kan eller ikke kan økonomisk.

- Og vi taler om en reformtype, der typisk holder i ganske mange år. Så der er rigtigt meget på spil for dem, siger Hans Engell og noterer sig:

- Men nu er det selvfølgelig også sådan i politik, at dem, der er glade og tilfredse, hører man ikke meget fra.

Mens kommentatoren altså genkender forløbet, opfatter han, at den kritik, der lyder fra borgmestre, er blevet stærkere denne gang.

- Jeg synes, at denne runde har en betydelig bitterhed og skarphed, som jeg ikke synes, vi har set før.

- Og det tror jeg, hænger sammen med, at det på mange måder er blevet sværere at være kommune. Mange har store problemer, siger Hans Engell.

Det er ikke kun borgmestrene, der har fundet de hårde ord frem. Venstre vil ikke deltage i forhandlingerne med regeringen, før flere data fra reformen bliver præsenteret.

Netop Venstre er nøglen til, om der kan gennemføres en reform. Uden partiets deltagelse tror Hans Engell ikke, at reformen bliver til noget og droppes i god tid inden det kommende kommunalvalg i 2021.

- Det mest spændende bliver, om det lykkes at lave en bred aftale.

- Udligningsforhandlinger egner sig bedst til, at de to store borgmesterpartier, Venstre og Socialdemokratiet, laver en aftale en mørk nattetime og så lader stormen af læserbreve, borgmestre, der går amok og skælder ud, drive over, siger kommentatoren.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Annonce