Annonce
Faaborg-Midtfyn

Kommentar: Hundelorte eller herreløse katte? Hjælp os med at sætte vores pelsede venner på dagsordenen

Ane Johansen, journalist, lokalredaktør i Ringe. Foto: Michael Bager
Annonce

Mange er som hund og kat, når det kommer til ja, hund og kat. Enten elsker man de pjuskede kæledyr, der sniger sig op i sofaen, eller også hader man de forbistrede kræ, der besørger i sandkassen.

Uanset hvad er dyr og kæledyr ofte et emne, der på enten den ene eller anden måde kravler ind på dagsordenen. For eksempel når en nordjysk hund pludselig bliver testet positiv for coronavirus – noget, man ellers ikke troede kunne ske.

Her i Faaborg-Midtfyn har vi også jævnligt fortalt historier om kæledyr. For nylig bragte vi eksempelvis historien om politihunden Helmuth, der blev hædret efter sidste sommer at have reddet en kvinde op fra en midtfynsk sø. Vi har også tidligere skrevet om nabokonflikter med kæledyr som omdrejningspunkt – for hvad gør man, når hunden inde ved siden af bliver ved med at gø?

Nu viser det sig også, at en af de mange afledte effekter af coronakrisen er, at mange familier forøges – altså med et familiemedlem af den firbenede slags.

Meldingen fra dyreinternatet, Husdyrenes Vel, lidt uden for Ringe, er, at alle bure står gabende tomme. Ikke én eneste hund er indlogeret i øjeblikket. Efterspørgslen på kæledyr under coronakrisen virker til at være steget – og det kan både være godt og skidt, som Karin Sørensen fra internatet påpeger. Men det er formentlig sket i takt med, at coronakrisen har aflyst hverdagsarrangementer og sommerferieplaner, og der derfor er god tid til at lære hvalpen at tisse udenfor, og ikke på gulvtæppet.

Med det in mente vil vi på avisens redaktioner i Ringe og i Faaborg hen over sommeren rette blikket mod de dyr, der bor i de faaborg-midtfynske hjem. Det gør vi i en artikelserie, vi kalder ”Vores kæledyr”.


Og vi vil gerne invitere dig og andre læsere til at være med til at sætte dagsordenen. Hvad mener du, er vigtigt at blive klogere på, debattere og sætte i perspektiv, når det gælder vores kæledyr?

Ane Johansen, lokalredaktør, Midtfyn


Vi vil gå på jagt efter de store, de små, de søde og de kritiske historier om de dyr, der er tættest på os - om det er hunde, katte, papegøjer eller slanger.

Og vi vil gerne invitere dig og andre læsere til at være med til at sætte dagsordenen. Hvad mener du, er vigtigt at blive klogere på, debattere og sætte i perspektiv, når det gælder vores kæledyr?

Skal vi debattere og søge løsninger på, hvordan man undgår hundelorte på byens fortove? Eller skal vi finde ud af, hvad kommunen egentlig gør for at hjælpe de herreløse katte? Måske synes du, vi bør undersøge, hvor der er flest – eller måske rettere færrest – flåter i de faaborg-midtfynske hundeskove? Eller noget helt fjerde?

Hold dig endelig ikke tilbage med at stille os nysgerrige spørgsmål, som du mener, vi journalister bør kaste os over. Du kan stille dine spørgsmål på spoergredaktionen.fyens.dk/faaborg-midtfyn eller i den spørgeboks, som er placeret nederst i de fleste af vores artikler på Fyens.dk.

Ingen spørgsmål er for store eller for små, for seriøse eller for sjove. Men for katten da, jeg håber, du vil hjælpe os med at opsnuse de hundegode historier.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce