Annonce
Ærø

Kommentar: Ærø er stadig en oase - dyrk den nu og støt din avis

Ærø er en mediemæssig oase, mener Fyns Amts Avis' lokalredaktør, som nu går på orlov for at undersøge nyhedsørkener i Danmark. Illustration: Leif Nørmark
Annonce

Det er efterhånden en kendt sag, at de danske lokale og regionale medier er i krise på grund af faldende abonnementstal og ditto annonceindtægter. Konsekvensen er nedskæringer og færre journalister til at dække lokale samfund. I sidste ende kan det føre til såkaldte nyhedsørkener, altså områder med slet ingen eller meget ringe mediedækning.

Ørkenerne er på vej, også i Danmark. Mandag den 3. august begynder jeg et halvt års orlov fra Fyns Amts Avis, fordi jeg - tilknyttet Syddansk Universitet - skal undersøge, hvordan lokaljournalistikken har det i Danmark, og hvad man kan gøre for at forhindre udbredelsen af ørkenerne.

Endnu er Ærø ikke en ørken. Så langt fra. Jeg er overbevist om, at en nærmere kortlægning vil vise, at Ærø ligger helt i top i sammenligning med andre kommuner. I virkeligheden er det i dagens Mediedanmark helt uhørt, at en kommune med cirka 6000 indbyggere dækkes fast af 3,3 journalister, som den aktuelle normering lyder på (det skæve tal skyldes, at en journalist er på deltid, og at praktikanten tæller for en halv).

Det gør nærmest Ærø til en medieoase, og det skulle jo helst fortsætte sådan.

Men desværre oplever vi også på Ærø, at der bliver færre, der abonnerer på Fyns Amts Avis. Da jeg 1. april 2015 var helt ny på posten som lokalredaktør, var der 807 abonnenter på Ærø. I dag er der 600. Det er et fald på omkring 25 procent. Tallet indeholder både klassiske printabonnenter, e-avis-holdere og plus-abonnenter på fynsamtsavis.dk. Ser man udelukkende på printabonnenter, er faldet en anelse større. Her er tallet per juni 2020 457 abonnenter mod 721 i april 2015. Det er et fald på 36 procent.

I gamle dage holdt stort set alle avis, og det var ofte den lokale. Sådan er det ikke længere i et fragmenteret mediebillede, hvor de unge får deres nyheder gennem de sociale medier og i øvrigt plukker lidt her og der fra forskellige medier. Groft sagt kan man sige, at når en klassisk printabonnent på 80 eller 90 år dør, kommer der ikke en ny til på 30 eller 40 år.

Vi ser heldigvis en stigning i antallet af digitale abonnenter, altså på vores plus-abonnement, hvor man har adgang til alt stof på fynsamtsavis.dk til den aktuelle (og rørende) pris af 49 kroner om måneden.

Det er klassisk, at flere husstande deles om den samme (papir)avis. Det er hverken etisk i orden, tilladt eller noget, der gavner Jysk Fynske Mediers forretning. Men det er dog forståeligt, al den stund at et papirabonnement i dag løber op i 5.388 kroner årligt.

Jeg hører dog også om, at man deler login til den digitale udgave, og det er langt mindre forståeligt, prisen taget i betragtning. Der er trods alt tale om det, det omtrent koster at få en kop kaffe på en café nu til dags. Det bør enhver kunne overkomme at betale.

Hvis man vil følge med i, hvad der sker på Ærø, og hvis man vil være klædt på til at diskutere aktuelle sager på Ærø, skal man efter min mening læse Fyns Amts Avis. Vi har noget, der ligner et mediemonopol, for andre medier kommer her sjældent, fordi færgen er en praktisk barriere.

Vi er her hele tiden, og vi har fingeren på pulsen, fordi vi bor og lever blandt øens borgere. Derfor kan vi dække vedkommende emner tæt og indgående og informere borgere om væsentlige samfundsforhold. Det er vigtigt.


Vi kan se, at der er en stor interesse for vores historier, for ofte har de langt flere læsere, end der er abonnenter på Ærø. Men journalistik koster altså penge at producere, så hvis vi også skal være her mange år ud i fremtiden, har vi brug for flere læsere, der vil betale for at læse os.


Ind imellem får vi på redaktionen reaktioner fra læsere og kilder, der spørger, hvorfor vi dog ikke dækkede dette arrangement i hine landsby. Det er fint, at folk er engagerede og har holdninger til, hvad der står i deres avis, og deltagelsen vidner om, at de synes, avisen er vigtig. Men tit har jeg tænkt, at ærøboerne ikke ved, hvor heldige de i virkeligheden er, når man sammenligner med andre kommuner. Barren for, hvad vi skriver om, er væsentligt lavere end mange andre steder, men selv om normeringen er god, kan vi ikke være alle steder, og vi må prioritere og dække det mest væsentlige.

Men den gode normering risikerer at blive dårligere med tiden, hvis borgerne ikke bakker op om deres lokale avis. I sidste ende kan det ende med, at der sidder en enkelt journalist tilbage, eller - Gud forbyde det - at redaktionen må lukke, og øen må dækkes fra Svendborg.

Så kommer journalisterne længere væk fra det liv, der leves på øen, og færre gode historier kommer os og dermed offentligheden til kendskab. Det giver mindre kritisk journalistik og mindre lødig og korrekt information. Hullet vil blandt andet fyldes ud af Facebook, hvor det ofte er den, der råber højest, der får ret. Vi kan som uddannede journalister belyse en sag fra flere sider, høre begge parter i en konflikt og tilføje baggrund og perspektiv til nyhederne.

Når journalisterne ikke længere er der til at give borgerne netop det, kommer der et demokratisk underskud og en manglende sammenhængskraft i lokalsamfundet. I Norddjurs Kommune, hvor Århus Stiftstidende for nogle få år siden lukkede sin lokalredaktion, begræder borgere og politikere fraværet af fast tilstedeværende journalister. Kommunens socialdemokratiske borgmester, Jan Petersen, udtalte for nylig til flere medier, at han savner journalisterne. Og det er immervæk tankevækkende, at en politiker siger det, for man skulle ellers tro, at politikerne var trætte af journalisternes evindelige nævenyttige og kritiske spørgsmål.

Men både politikere og offentlighed har brug for velfungerende, vågne og vedkommende medier. Derfor skal en opfordring fra mig lyde: Støt nu din avis! Tegn et abonnement, køb en annonce, giv et abonnement til dine børn eller din nye tilflyttede nabo.

Og jeg ved det selvfølgelig godt. De fleste, der umiddelbart læser denne kommentar (og måske endda er nået til bunds i den), er allerede abonnenter, så jeg prædiker for de frelste. Derfor kommer - udover en tak for det - her en tillægsopfordring: Klip kommentaren ud af din avis, og giv den til en, som endnu ikke holder avisen. Eller endnu bedre: Del den digitale udgave med dine venner på de sociale medier, og opfordre dem til at købe et abonnement.

Vi kan se, at der er en stor interesse for vores historier, for ofte har de langt flere læsere, end der er abonnenter på Ærø. Men journalistik koster altså penge at producere, så hvis vi også skal være her mange år ud i fremtiden, har vi brug for flere læsere, der vil betale for at læse os.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg For abonnenter

Stadig flertal for Broholm-møller: - Med mindre der kommer noget helt vildt i hvidbogen, så mener jeg, at vi skal stille møllerne op

CORONAVIRUS

Live: Kæmpe smitteudbrud på populær Aarhus-bar - Genbrug af drikkeglas og ingen afspritning

Annonce