Annonce
Debat

Klumme: Vi tror, vi ved, hvad vi får, men så kommer livet med overraskelser

Anna van Deurs. Klummeskribent for Fyns Amts Avis. Foto: Andreas Bastiansen

Jeg står på banegården. Et godstog tromler forbi - vogne med træ og containere i én lang uendelighed. Hele min krop drages af det, alle mine sanser opsluges af larmen og dette vilde væsen, der et kort øjeblik fylder hele min verden. Det føles som en uendelighed. Da sidste vogn passerer, bliver der helt stille. I ekkoet efter larmen føler jeg mig tom indeni.

Så vender lydene langsomt tilbage. Jeg kigger rundt på stationen. Imens godstoget passerede, er toge både ankommet og fløjtet til afgang ved de andre perroner, jeg har bare ikke lagt mærke til det. Et kort øjeblik var godstoget hele min virkelighed. Men var det ti sekunder eller en uendelighed? Jeg tør ikke helt stole på min tidsfornemmelse.

Som tog kører relationer ind og ud af et liv. Nogle er bare forbipasserende som godstoget, der for en kort stund drager alle mine sanser og opmærksomhed. Når de er væk, er der stille. Andre er som Svendborg-toget, der trofast gør sit bedste for at holde trit med tiden. Det er ikke altid, at det lykkes, men det gør sit bedste. Ligemeget hvor længe det tager, er jeg sikker på, at det vender tilbage til stationen. Til mig. Det giver en ro i maven. Der er også de tog, der bare holder på perronen for en periode. Perioderelationer, som hvor vi går i klasse sammen og virkelig hygger os i den tid. Når vi ikke længere er i samme kontekst, så kører toget videre, og det er egentlig fint. Så er der de tog, der lige skal et smut ud i verden, hvor vi trykker pause på relationen. En dag triller toget ind på stationen igen og tapper lige ind i den samme gode energi, der var der, da det kørte. Starter sætningen, der hvor vi slap.

Annonce


En italiener på vej til Ålborg prikker mig på skulderen for at spørge, om der kræves pladsbillet. Lige der i ventetiden krydses vores veje et kort sekund.


Det er længe siden, jeg har rejst med tog, og det bobler indeni. Min længste togtur har været i Indien, hvor jeg kørte halvandet døgn gennem et land, der bare blev ved. Det var vildt at komme frem og se sit navn på den lange passagerliste. Nu står jeg igen med en fysisk billet i hånden, for app'en er gået ned. Billetten er stemplet og ligger i et lille rødt chartek. Sølvmærket på den blinker til mig i solen. Fra min anden hånd drysser flager af en chokoladecroissant ned på min røde jakke. Jeg tager en bid, mens jeg venter og spejder ud over stationen. Hver perron rummer et venteminde. Derovre ventede jeg spændt og med sommerfugle i maven på en kærlig bekendt. Derover sad jeg i sommers klokken fem om morgenen efter et studentergilde. En italiener på vej til Ålborg prikker mig på skulderen for at spørge, om der kræves pladsbillet. Lige der i ventetiden krydses vores veje et kort sekund. Han byder mig på kaffe. Så triller hans tog ind, han vinker farvel og suser mod en anden destination end min. En meget kort perioderelation.

Solen danser på min næse. Det er fregnevejr. Jeg tager den sidste bid af croissanten, og mine tanker vandrer til min mormor og morfar, da de købte Too Good To Go fra bageren. Hele dagen gik de og glædede sig til det, de troede var kærnemælkshorn. Så tager min mormor første bid, og der kommer en pølse ud af den anden ende. Vi tror, vi ved, hvad vi får, men så kommer livet med overraskelser, og et kærnemælkshorn viser sig at være et pølsehorn. Vi har et udgangspunkt, men så kommer verden ind over med sine planer. Jeg kan købe en togbillet, men så er toget forsinket, eller jeg har glemt pladsbillet. Vi ved aldrig, hvordan rejsen ender.


Gad vide hvor langt italieneren er nået? Mit tog triller ind på stationen, og inden jeg stiger på, læner jeg nakken tilbage.


Jeg funderer over mødet med italieneren. Transportmidler kan et eller andet med relationer, for i et tidsrum er vi samlet samme sted, med samme formål, hvor verden kan vente. For en stund bumler vi afsted i den samme lille verden. Jeg nyder at falde i snak med andre rejsende. Da jeg tog toget til Berlin, faldt jeg i snak med en mand, der skulle dertil for at se opera. Vi fandt et fælles mål i at nå vores tog, der uden varsel havde skiftet perron. Mens verden passerede forbi, snakkede vi en time på engelsk om løst og fast. Så stillede jeg ham spørgsmålet: - Where are you from?. Han svarede: - Kolding, a little town in Denmark. Verden er lille. Andre dage bruger jeg togturen til at være i mit eget lille univers.

Lige nu spiller Dreams af Fleetwood Mac i mine ører og sætter alting på pause. Da nummeret er færdigt, tager jeg den ene høretelefon ud og opdager fuglen, der synger foråret ind. Gad vide hvor langt italieneren er nået? Mit tog triller ind på stationen, og inden jeg stiger på, læner jeg nakken tilbage. Som en blomst suger jeg de sidste stråler til mig. Det er solskinsvejr. Fregnevejr. Det-skal-nok-gå-vejr.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Møder massiv kritik: Ingen vil have jobbet - nu søger kommune politibetjente til at passe voldsom og autistisk borger

Annonce