Annonce
Ærø

Klumme: Vi sejler under katastrofens flag

Kunstner Ib Monrad Hansen. Arkivfoto: Anders C. Østerby

Da min yngste datter Linn blev døbt for nylig, og jeg, som nok de fleste fædre, prøvede at se frem i tiden og danne mig billeder af den verden, hun skal leve i, slog det mig, hvor meget ikke bare tiden, men også den måde vi ser den på, har forandret sig, siden mine forældre stod i samme sted og døbte mig i nittenhundrede og treogtres. Og hvor omsonst det netop denne uregerlige forandringsdynamik in mente kan føles at prøve at danne sig sådanne billeder og fremtidsfatamorganaer, uden man af den grund kan lade være.

I foråret 63 var den gamle verdens konflikter forbi, og den nyes endnu ikke rigtigt åbenbaret. Marshallhjælpen havde haft sin indvirkning på krigserindringen, - den var "lykkeligt" overstået. Beatles var ikke på stoffer (endnu), Kennedy var ikke myrdet (endnu). Alt gik fremad - for nogen meget og for andre bare lidt, men fremad: produktion, indkomst, forbrug, teknologi. Der var ingen økokrise, selvom videnskaben netop på det tidspunkt for alvor begyndte at se flaskehalsproblemer forude, og ingen klimakrise.

Hverken Vietnam eller atomkraftsspørgsmålet var folkeligt rejst endnu, mere af verden lå åben. Kun koldkrigen lagde en skygge ind over det hele, til gengæld kunne man hygge sig med, at man stort set var enige om, at USSR var fjenden. Tidsånden, - også den der boede i den enkelte var præget af fortrøstningsfuldhed, og tiden hengik i en let opadgående kurve gennemstrømmet af en hvis optimisme og menneskelig selvtillid.

I lille Linns verden er denne fortælling vendt på hovedet. Noget er blevet overset, et rødt mørketal kom ind i regnskabet, da man omsider opdagede at tingenes værdi ikke kun var afgjort af udbud og efterspørgsel i markedet, men også af det aftryk produktionen sætter på naturgrundlaget. Mennesket har på global skala mødt en grænse, det aldrig før har kendt til. Civilisationsprojektet er grundlæggende udfordret, og følelsen af usikker grund under fødderne går ikke bare væk, fordi de kurver og beregninger, der fremkalder den, kun måske og meget langsomt lader sig bøje.

På bare halvtreds år er vi gået fra en eksistensopstilling med en guldalder bag os og en glorværdig utopisk fremtid for os. Til en opstilling, hvor ikke bare utopien er væk, men hvor en selvskabt dystopi har indtaget netop dens plads i fremtidsperspektivet. Vi sejler under katastrofens flag, ikke mod åbne horisonter, men mod et udefinerbart skær, som ikke var på kortet. Til gengæld er vi for første gang som menneskehed i samme båd. Vi har forskellige roller ombord, men der går ikke et andet skib den anden vej.

Vi har bevæget os fra det offensive spørgsmål: Hvordan underlægger vi os mest effektivt naturen? Til det defensive: Hvordan får vi overhovedet en forhandling på plads med den - en fornuftig deal i hus?

Vores små vil altså hele livet skulle leve med en hel anden situationsfornemmelse og en hel anden menneskehedsfortælling. Der er også håb i den, men det handler om, hvorvidt og hvordan forliset kan undgås eller dets skader begrænses. Og måske er denne ydmyge selvforståelse bedre end den hovmodige, som bragte os på kollisionskurs.

Da min ældste datter fik navnet Selma for bare to år siden, brugte jeg dåbstalen til også at pege på nogle af de problemer. I dag kigger alle i den retning, det er ikke nødvendigt at pege, men at finde konkrete politiske og tekniske løsninger, der overskrider det tyvende århundredes dialektiske kamp mellem de røde og de blå. (Hvis du vil læse om en sådan løsning, kan du gøre det her.)

Kan vi leve mentalt leve med det? Hvad kan vi gøre som lokalitet?

Blå bog

Ib Monrad Hansen er født 1963 og opvokset på Ærø.
Han er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademis billedkunstskoler og er endvidere cand. phil. i kunstteori og formidling.

Han er kendt for sine detaljerede og tidskrævende malerier. Blandt andet udsmykkede han i 2018 Den kongelige livgardes kasernes kantine.

Ib Monrad Hansen flyttede for fire år siden permanent tilbage Ærø, hvor han nu bor med sin kæreste, lægen Kathrina Handrup Haugaard, og deres to små døtre.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ærø

Borgmester meget tilfreds med elfærgerapport: - Bedre end vi havde regnet med

Annonce