Annonce
Ærø

Klumme: Vi har ikke kontrol over virussen, men vi har kontrol over vores opførsel

Iza Alfredsen, klummeskribent. Foto: Andrea Bisgaard
Annonce

Da Danmark lukkede ned, ændrede min hverdag sig ikke ret meget.

Min datter var det eneste barn i skolen, min søn var det eneste barn i børnehaven, men for mig fortsatte hverdagen. Der var ikke meget at lave, men folk holder ikke op med at dø, blive født eller få urinvejsinfektioner blot fordi, der hærger en ny virussygdom. Der var ikke så travlt med patienter, men papirarbejdet med nye vejledninger tårnede sig op. Vi fik 10-15 tætskrevne teknisk orienterede sider hver dag i perioder.

Det blev rutine. Hverdag.

Men det var mærkeligt at følge andres liv på de sociale medier.

Mens jeg afleverede børnene hver dag, begyndte andre at brokke sig over, hvor træls det var at være hjemme med børnene.


Alt var anderledes, skræmmende og fremmed

Iza Alfredsen, klummeskribent


Mens jeg afleverede børnene hver dag, begyndte andre igen at agitere for, at det kun var uansvarlige forældre, der afleverede børn i smitterederne som institutionerne hurtigt blev kaldt.

Det eneste jeg ønskede dengang, var at skærme mine børn og gå hjemme med dem.

Alt var anderledes, skræmmende og fremmed. Da coronaen for alvor begyndte at hærge det lokalområde, jeg arbejdede i, ventede jeg ofte med hjertebanken på, at en jeg havde været tæt på fik svar på test, fordi de havde været tæt på en coronasmittet.

Så kom sommeren og friheden sammen med en pause fra corona. Jeg glemte næsten, den havde været her og helt sikkert, at den stadig var til stede.

Men onsdag morgen blev jeg ringet op af min datter, der fortalte, at skolen lukkede på grund af corona.

Alt det jeg ikke kunne give, da de fleste andre kunne, det skulle destilleres ned til dette øjeblik.

Hvalpen røg ud i gården og turen gik mod Ærøskøbing, hvor det viste sig, at det heldigvis indtil videre kun var en forælder til et barn på skolen, der var smittet. Det betød, det kun var min datter, der skulle isolere sig hjemme, så jeg kunne handle ind og hente min søn. Alt destilleret ned til en dag med trylledej og papirsflyvere.

I Sindal var der nogle gange endda, hvor forældre var blevet smittet, men det var kun børnene fra familien, der kom i karantæne.

Det blev rutine. Hvem er næste? Blot uden angst, fordi der var så mange, så hurtigt. Men det var hverdagen for mig, og den lærer man at være tryg i.

Så jeg er ikke bange for ventetiden.

Det jeg er bange for, det der bekymrer mig allermest, det er små samfund, når de er værst.

Folk, der arbejdede med de coronasmittede i Sindal, blev anråbt, når de var ude at handle, fordi folk var bange.

Andre igen oplevede, at folk mente, de skulle isolere sig, fordi de mente at vide, at de havde haft kontakt til den og den. Frygt. Angst. Små samfund. Sladder.

Kan vi gøre det anderledes?

Hvis det bryder ud her, som jeg oplevede det i mit lokalsamfund i Nordjylland, så vil nogle kunne gå ud af karantæne allerede før weekenden er slut. Andre vil være med i flere smittekæder og vil skulle testes forskudt for hver smittekæde, så de nærmest skal testes hver dag og isolere sig i lang tid.

Nogle vil få symptomer og gå i isolation af den årsag. Det er et uoverskueligt smittenetværk med mange forgreninger, som ikke engang læger har det fulde overblik over. Derfor bliver vi nødt til at stole på, at alle gør det bedste, de kan. De går i karantæne, til de bliver frigivet. Tillid og omsorg. Både for de vi passer på, og de, der ændrer hele deres familieliv i perioder for at passe på.

Og vi startede godt i onsdags.

Friskolen havde formentlig ikke behøvet at lukke ned, men mistanken gjorde, at der blev truffet en førerbeslutning. Hellere for meget i starten end at halse efter resten af epidemien. Men det er børnene og børnefamilierne, der betaler prisen for at beskytte de sårbare lige nu.

Kender du nogen, der kunne have brug for hjælp til at handle eller andet? Så hjælp.

Og hvis du ser en børnefamilie i byen så håber jeg, at du tænker: "Dejligt, de gik fri!" og ikke: "De burde holde sig hjemme!".

Nu må vi vente og se.

Jeg håber, den hurtige og effektive lukning var nok.

Og jeg tror på, at vi kan gøre det anderledes nu.

Tillid, selvom angsten forsøger at overtale os til mistro.

Åbenhed, selvom det ukendte byder os at tale bag om ryggen.

Hjælpsomhed, selvom kriser kan lokke os til at lukke os om os selv.

Det kan være, vi slipper med ganske få smittede. Det kan være, vi er knapt så heldige.

Uanset har vi ikke kontrol over virussen.

Men det har vi over vores opførsel.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Nu lukker håndbolden i 1. division også ned

Annonce