Annonce
Ærø

Klumme: Vi er alle forfattere til Ærøs fremtid

David Brandenhoff, klummeskribent. Arkivfoto: Andrea Bisgaard
Annonce

Den 1. september 2018 stod jeg foran alteret i Rise Kirke og modtog mit livs bedste JA fra min hustru.

Det var vores manifestation af et stærkt makkerskab skabt på trods af, at vi år tidligere ankom med hver vores bagage fyldt med historier, der endte galt. Historier, der kunne få det til at virke naivt igen at sætte hånden på kogepladen og tro på kærligheden og på hinanden.

Men vi så hinanden i øjnene og traf et valg. At vores liv sammen skulle bruges til at forfatte historien om vores fælles fremtid. Frem for at genfortælle fortidens beretninger og besætte de ledige roller, der med sikkerhed ville blive skrevet ud af historien igen, som en del af en allerede gennemspillet handling.

Vi aftalte at bruge fortiden til at forstå hinanden og lade et billede af vores drømme om fremtiden blive det, vi sammen styrer mod. Et billede, der kan flimre ved siden motiverne fra fortiden, der står knivskarpt, fordi de skildrer ting vi kender så godt og som ikke kan ændres. Men samtidig et billede, der er vores, og som bygger på tro, vilje og mod. Et mod, der har ført os her til Ærø, til en ny bopæl, der nu skal udgøre lærredet for fremtidens motiver.

En bopæl, jeg forlod en søndag i november, for at cykle ned på havnen og vise min respekt for en mand som viger fra rorpinden på søfartsmuseet. Her lyttede jeg til de mange talere, der forsøgte at nedkoge 40 års betydningsfuld karriere til et fem minutters punkt i et tætpakket program.

Og blandt talerne var forfatteren til en bog, om alle de druknede, der indtager en fortjent plads på vores reol. En bog, der har taget mig tilbage til dengang, hvor jeg tavst sad foran min morfar og lyttede til hans barndom i Marstal. En bog, der har skærpet min opmærksomhed på den stolte historie, som de tavse bygninger fortæller, når jeg bevæger mig rundt i skipperbyens gader.

Og med bevidstheden om, at jeg nu lyttede til en tale, forfattet af en person, der har ordene i sin magt, mærkede jeg min overraskelse, da der midt under de malende beskrivelser blev affyret verbale hofteskud. Ammunitionen var anekdoter omhandlende de fartøjer, der fragter os til og fra øen, og sigtekornet var rettet mod de følelser, som de store flydende jernkonstruktioner for mange er blevet symbolet på.

Og til reaktioner af spredte grin og klapsalver, mærkede jeg, at denne søndag, trods solen, også var en kold en af slagsen. Så jeg hørte forfatterens tale i mål og steg tilbage på cyklen og tænkte over de ord, jeg havde hørt. Jeg tænkte over det valg, der havde ligget til grund for at benytte en hyldest til den afmønstrende styrmand til, foran et stort publikum, at give liv til en fortælling, der gennem tiderne har ført til så meget uro og splittelse på øen.

Jeg tænkte over de valg, vi alle har, og hvor vigtige de er. Når vi, med retfærdighedens fakkel i hånden, lader vores tanker fylde kroppen med energi. Om traditioner kommer til udtryk som inkluderende samlingspunkter eller som opskrift på korrekt opførsel. Når vi vælger om historierne skal løbe videre eller ud i sandet. Om vi omtaler dem, der laver det samme som os, som kolleger eller konkurrenter. Når vi tillægger betydning til ordene der står på skiltene på kanten af vores by. Om jeg er ydmyg eller bedrevidende, når jeg ankommer som ny. Om det er indtagelse af kildevand eller riga balsam, der giver adgang til at være med i hulen. Om vi færdes med alle eller i cirkler, og hvor stor omkredsen på cirklerne er.


Jeg kan blot fortælle om min oplevelse, og hvad det gør ved mig. Og ikke mindst lade min families tilstedeværelse på øen være vores eksempel på, hvad andet og godt der fandtes i vores fremtid, fordi vi turde give slip på fortiden, da vi traf et af vores valg.

David Brandenhoff, klummeskribent


Det valg vi har, om vi genfortæller historierne, der fastholder de negative mønstre, eller tør støtte os til det flimrende billede af fremtiden. Hvad vi kan skabe sammen, når vi lader fortiden give anledning til forståelse og lader fremtiden være åben for nye, positive og samlende motiver. Selv om det kræver vilje og mod og kan virke naivt. Og selv om det ikke skaber hujen fra ringen omkring de kæmpende drenge i skolegården og ikke genererer klapsalver og likes.

Det kan virke banalt og ligegyldigt – for det er jo bare ord. Men jeg tror på, at ord er med til at skabe virkeligheden. At vores fortællinger er med til at forme den fremtid, vi går i møde. Og at vi hver især kan bidrage til vores fælles fremtid på Ærø med de valg, vi hver dag træffer.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over berettigelsen af fortidens historier, og jeg har ikke en aktie i deres tilblivelse. Jeg kan blot fortælle om min oplevelse, og hvad det gør ved mig. Og ikke mindst lade min families tilstedeværelse på øen være vores eksempel på, hvad andet og godt der fandtes i vores fremtid, fordi vi turde give slip på fortiden, da vi traf et af vores valg.

Så min opfordring er, at vi alle reflekterer over, hvilken fremtid vi ønsker at bidrage til og det valg vi har, når vi agerer, og når vi siger noget højt - hvad enten vi taler med naboen over muren, poster på Facebook eller træder op på scenen til en tændt mikrofon.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

GOG er på corona-standby resten af ugen

Annonce