Annonce
Ærø

Klumme: Vi behøver ikke være alene

Klummeskribent Kristine Skytte Glue. Arkivfoto

Klumme: For to år siden flyttede jeg med min familie til et hus på en mark. Jeg havde drømt om den mark. Om livet med de åbne vidder og intet til at forstyrre øjet hele vejen ned til havet. Fred og ro. Og det er dejligt, og jeg værdsætter det hver eneste dag. Stilheden. Skønheden.

Men sidste år sad jeg flere weekender i træk i det hus med syge børn og selv syg. Alene. Og der følte jeg mig pludselig afsondret. Hvor kunne jeg række hen efter hjælp? Hvem kunne jeg tillade mig at kalde på i den stund, hvor vi ikke havde nok i os selv, men alt for lidt? I mit hoved blev det til en ond spiral, fra at ingen kunne hjælpe, til at ingen ville hjælpe.

Det blev en skræmmende og skelsættende oplevelse, som trak spor af stress, overbelastning og ensomhed langt ind i foråret. Men det gjorde også, at jeg har rakt en masse ud med mit overskud siden. Jeg må bidrage hvor jeg kan, når jeg har det godt. Forhåbentlig er der nu nogen, hvis jeg igen mister grebet og står der alene i mørket.

Men sagen er den, at jeg ikke tror, jeg var den eneste. Man behøver ikke bo på en mark for at føle sig afsondret. Og jeg er ikke den eneste der føler, at netop når jeg har det skidt, så må jeg ikke række ud. Det kan lige såvel være i lejlighed og i byen omgivet af mennesker. Hvor går man hen, når alt er mørkt, og det hele er for tungt at bære?

Når jeg underviser i yoga, fokuserer jeg på muskler og knogler og de rette linjer i kroppen. Jeg arbejder på, at mine elever skal blive stærkere og kunne overkomme mere. Vi påvirker nervesystemet og omkoder musklerne, så de bliver mere udholdende. Typisk beskrives en efterfølgende følelse af lethed. Ubesværethed.

Mange elever kommer med fysiske udfordringer, som vi arbejder på. Tristhed og ensomhed er lidt mere uspecifikt – og måske skamfuldt? Heldigvis kommer mange og træner, og man behøver jo ikke fortælle noget som helst. Men forhåbentlig får man en oplevelse af at høre til der i yogarummet. At alle kan være med, og vi kan alle arbejde med de udfordringer, vi har – fysiske eller psykiske – i fællesskab.

Noget andet, vi træner på yogamåtten, er at blive i de fysiske fornemmelser, også når det er hårdt. Vi bliver stående på måtten, også når det er svært. Og vi bliver i stillingen, ja, også når det gør ondt. Det er selvfølgelig en balance og vi må lære vores smerte at kende. I den utrænede muskel går der mange alarmsignaler til hjernen, når den bevæges. Når musklerne trænes til at blive i en krævende stilling, ændres receptorerne, og vi genopdrager nervesystemet, så der bliver ro. Og så vi kan blive stående i det udfordrende.

Det forunderlige er, at det ikke kun virker i musklerne. Yogatræningen gør at vi også generelt i tilværelsen kan blive stående i det, der er svært. Vi kan holde til at lytte til andres smerte, fordi vi ved, vi kan stå stærkt. Og vi kan blive stående i vores egen smerte så længe, at vi kan gennemskue, hvad det handler om, og forsøge at gøre noget ved det.

Og der er det, jeg sådan håber på, at yoga ikke kun er et projekt for den enkelte, men at det bliver et arbejde for alle og for fællesskabet. At vi kan bruge den styrke, vi træner på måtten til at række ud, både mod andre der har det svært og efter andre, når man selv synker.

Det sværeste er at vise, at man ikke kan. Men der er faktisk mennesker klar til at hjælpe. Jeg er godt klar over, at netop det indre mørke og de dystre tanker kan afholde os fra at række ud. Og jeg ved, at man kan have det så svært, at man ikke kan. Men jeg prøver at huske det igen og igen. At bære andres smerte og selv give efter og få hjælp. Vi behøver ikke være alene.

Annonce

Kristine Skytte Glue

Kristine Skytte Glue er født i Odense i 1979. Uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab og moderne kultur og kulturformidling og certificeret yogalærer.
Flyttede til Ærø i 2014, hvor hun siden blandt andet har arbejdet som lærer på asylskolen og som fransklærer på HF/VUC.
Har sin egen yogaskole og udgav den 13. oktober en bog om Ærø sammen med fotograf Bjørg Dalheim. Gift og har tre døtre på 15, 12 og 3 år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Folkemødet har gjort i nælderne

Det er en skam og et tab for årets folkemøde på Bornholm, at coasteren Samka ikke lægger til i Allinge i begyndelsen juni. Ombord skulle repræsentanter fra Ærø, Samsø, Læsø og interesseorganisationen Balance Danmark have befundet sig, men en plads på ydermolen resulterede i denne uge i en boykot af mødet. Insinuationer om, at det er økonomi, der har presset Samka ud af inderhavnen er naturligvis ikke klædelige, så længe der ikke er dækning for påstanden. Det ændrer dog ikke på, at netop besøget fra de tre øer samt Balance Danmark er et væsentligt bidrag til Folkemødet. Det er også den vurdering, der kommer fra både Bertel Haarder, der stod fadder til Folkemødet, og Bornholms Tidendes chefredaktør Øjvind Hesselager. Formålet med Folkemødet er at styrke demokratiet og dialogen i Danmark. Det sker blandt andet i dialogen mellem kommunerne, regionerne, folketingspolitikerne og borgerne. Fordi de tre øer og Balance Danmark står med en oplevelse af at være blevet skubbet ud i periferien, bliver de trukket ud af den ligning. Og hvem skal repræsentere deres synspunkter og tale deres sag, skabe debatter set fra netop deres perspektiv på Folkemødet? Det kommer til at mangle, når Folkemødet åbner i uge 24. Og det er her Folkemødet svigter sit eget formål. Nu bliver Folkemødet formentlig også i år et tilløbsstykke. Priserne for overnatninger med meget mere stiger med raketfart, og omsætningen buldrer afsted i en uges tid, og der er liv og glade dage med masser af debatter og underholdning. Og afbuddet fra Samka hverken kan eller skal lægge en dæmper på Folkemødet. Vi kan ærgre os over det, og så er den måske ikke så meget længere. Men afbuddet kan være en påmindelse om, hvad essensen i Folkemødet er. Er det den rette beslutning at skubbe Samka ud af inderhavnen, eller mister man derved en vigtig brik i dialogen om demokratiet og den måde, vi har valgt at skrue vores samfund sammen på. Samka og besætningen på coasteren bidrager i hvert fald med noget til festen for demokratiet, som andre ikke har med. Det gør de, i kraft hvem de er, og hvor de kommer fra. Og det er en styrkelse af demokratiet, når Balance Danmark, Ærø, Samsø og Læsø er en del af Folkemødet. Sådan bliver det ikke i år, men lad os håbe, at dialogen ikke er lukket, så Samka en anden gang vil lægge kurs mod Bornholm.

Annonce