x
Annonce
Ærø

Klumme: Varme hoveder

Klummeskribent Ib Monrad. Arkivfoto: Anders C. Østerby

Normeringerne i daginstitutionerne rejser evigt tilbagevendende debat, fordi det simpelthen handler om, hvad samfundet prioriterer - om hvor mange penge vi smider efter fremtidens generationer. Vi har lige flyttet vores ældste barn fra en fremragende privat dagpleje til en virkelig seriøs og velfungerende kommunal børnehave. Sidstnævnte er som alle offentlige dannelsesinstitutioner presset, da antallet af varme hænder sat i forhold til antallet af børn er skåret ned til et minimum i forhold til, hvad forældre og samfund forventer. Og hvad er så det? Ja, det spørger man sig jo om, når en sådan overgang finder sted for øjnene af en.

I dagplejen er kontakten personlig, og finder primært sted mellem et barn og en voksen. Opdragelse, grænser og sprog formidles af et individ. I børnehaven bliver regelsættet mere abstrakt, og forvaltes af en række forskellige pædagoger, ligesom børnene indbyrdes overtager en vigtig del af socialiseringsprocessen og sprogudviklingen. Som man siger i den moderne socialpsykologi, dannes identiteten i interaktion med andre individer. Det er på mange måder fint, men det er også en identitetsteori, der er knyttet til en større ramme og samfundsmodel med nogle specifikke forventninger til, hvad det er for voksne, der kommer ud i den anden ende, når de små poder står med en "samfundsbillet" i hånden i 2045.

Denne ramme har de seneste 25 år været konkurrencestaten. Den fordrer omstillingsparathed, så de individer, der kommer ud af det, er parat til at indtage den plads i systemet, det end måtte have brug for i det givne moment, så såvel samfund som individ kan klare sig i den indbyrdes konkurrence. Når nogle sociologer benævner, hvad der kommer ud af denne specifikke dannelsesproces kalder de det et divid. Noget der i modsætning til det udelelige individ, kan deles- altså divideres. Plusordet er robusthed. Andre kalder det vendekåber. - Man vender kåben og skifter lige kasketten ud, som man siger.

Det forekommer mig, at denne ydre samfundsramme er under forandring, og at vi som mennesker i fremtiden får brug for andre kvaliteter ved det menneskelige. Det handler om at udvikle det indre liv, altså varme hoveder kunne man kalde det.

- At dyrke den individuelle refleksion. Det vi har mellem ørerne, som er forskelligt. Det vi selv kan bære uden udgangspunkt i interaktionen, som vi til gengæld derefter kan dele med andre. Så vi deler noget i stedet for os selv. Man kunne også kalde det åndsliv, som er det eneste, der er gratis i tilværelsen, og derfor relevant at betænke i en fremtid, hvor den rene forbrugsmaterialisme næppe er vejen frem som primært livsindhold.

Man kan ikke binde ånd, sagde en gammel kulturradikal koryfæer, hvilket er en sandhed med modifikationer, men man kan dyrke, det frie ved den. Det vil sige, at idealet for et åndsliv, hverken er det højpandede, det gammelborgerlige, det finkulturelle, det poppede, det kulturradikale, det kristelige, religiøse, spirituelle, mystiske, eller det modernistiske, men dem alle samme, og hvad man ellers frit med fantasien kan finde på. Altså et åndbegreb, der ikke på forhånd er defineret af noget bestemt, men drevet af lyst og fri tænkning.

Skal man udnytte denne enorme i individet indbyggede gratis ressource, med henblik på at skabe gode liv for kommende generationer, - og det er vel det, det går ud på, - må man i institutionerne understøtte og udvikle denne anden indvendige side af identitetsdannelsen. Det kræver ikke bare varme hænder, men også varme hoveder i og udenfor institutionerne, der prioriterer den enkeltes indre liv. Det er rart med udvendige goder, som længe har været denne verdens satsning, men det koster ressourcer, og lykken vokser inde fra.

Ib Monrad

Ib Monrad Hansen er 55 år. Han er opvokset på Ærø, hvor hans far har været praktiserende læge i Marstal. Han er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi og maler typisk meget detaljerede tableauer, som tager lang tid at lave. Derfor producerer han blot halvandet værk om året. For et par år siden udførte han for eksempel et bestillingsarbejde i forbindelse med 500-året for Luthers teser, et værk det tog ham omkring syv måneder at lave.

Han har været to år om at male to store malerier til Livgardens Kasernes kantine. Derudover har han kreeret et større dekorativt element. Til det har han fået assistance af maler Peter Jørgen Jørgensen, Marstal.

Ib Monrad flyttede for fire år siden permanent tilbage Ærø, hvor han nu bor med sin kæreste, lægen Kathrina Haugaard. Sammen har de en datter på knap to år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce