Annonce
Ærø

Klumme: Ude i fremtiden

Ib Monrad Hansen, klummeskribent. Arkivfoto
Annonce

En gang imellem siger vores sprog og forandringer i vores sprogbrug mere om vores verdensopfattelse, end vi går rundt og tror. Billeder sniger sig ad denne bagindgang ind i vores bevidsthed, hvor de både afslører og grundlægger nye tankebaner.

Et af de seneste udtryk for en sådan vekselvirkning er det famøse - og ind imellem utålelige - udtryk ”se ind i” eller sågar ”kigge ind i”, som siden Mette Frederiksen med en vis rimelighed lancerede denne frase i forbindelse med nedlukningen af samfundet, har bredt sig blandt folk, der gerne vil fremstå med statsministeriel eller seruminstitutionel pondus. Pludselig er folk begyndt at se ind i alt muligt, og deraf kan man aflæse betydelige og grundlæggende forskydninger i relationen mellem individ og omverden.

Det, man er begyndt at se ind i, er fremtiden. Som man ellers almindeligvis ser ud i. Det handler om orden og kaos. Om oplysning og romantik. Om angst og mod.

Hvor oplysningstanken søger at kaste lys over et landskab, så det bliver muligt at overskue, tælle og kontrollere, søger romantikken fortabelse i landskabets uigennemskuelige sum af ubekendte indviklede detaljer. Oplysningen tror i yderste konsekvens, at vi kan planlægge og strukturere fremtiden. I romantikkens yderste konsekvens kommer fremtiden som en tyv om natten, og kaster os som en klud rundt i livets tørretumbler.

Når nuet er stabilt, synes fremtiden også at være det. Fordi man ligesom satser på gentagelsen af i går i i dag, og derved blot fremad forlænger det, man kender. Hvis det skal lykkes, må der ikke være for mange ubekendte faktorer; antallet af x´er i ligningen må være begrænsede.

Når nu hele vores kultur i øjeblikket er i en form for chok, skyldes det, at de ubekendte faktorer pludselig er blevet for mange og for dominerende, så man må famle sig frem og prøve så lidt til højre og så lidt til venstre. Som når en hund skal gennem en dør med en for stor kæp i munden, og ikke evner at beregne længden af den.

De ubekendte faktorer kommer fra naturen, hvori kaos altid har huseret midt i al den orden, der også er i dens tilbagevendende cyklusser og gentagelser. Man kunne kalde det orden med kaos på. Omgangen med naturen, som mennesket er dømt til, fordrer altså et dobbelt blik, der både kræver sans for den evige gentagelse og den evige forandring. Naturen er gennem historien den midgårdsorm eller drage, der truer med at kvæle civilisationen. Da vi jo også selv er en hel del natur, bor ormen også i os, og vi står ikke med en Sct. Georg – et teknologisk vidunder, vi bare kan sende ud for at eliminere dragen og kaos. Ej heller har vi et sværd – et våben, der kan skære ret igennem den gordiske knude og løse problemerne militært.

Vi har det lidt som egypterne, der både var afhængige af en oversvømmelse til at gøde jorden, og samtidig var truet på livet, hvis den blev for voldsom. Derfor udviklede de et arsenal af vandreguleringsteknikker og, når det alligevel gik galt, et arsenal af guder. For med det irrationelle må det irrationelle åbenbart bekæmpes. Det følelsesladede, religiøse, mystiske og ikke mindst det konspiratoriske er altid Kaos’ følgesvend.


Kaos kan ikke bekæmpes systematisk

Ib Monrad Hansen, klummeskribent


Det er naturligvis coronapandemien, der har sat gang i dette sprogskred, fordi man hele tiden er nødt til at beregne effekter af noget, hvor faktorerne fortoner sig i det ukendte. Men bagved ligger klimakrisen med alle dens ubekendte sociokulturelle sideeffekter, som vedblivende poster utallige kryptiske størrelser ind i forsøget på at overskue fremtidige årsager og virkninger.

Grundlæggende set er orden noget, man ser ud over, kaos er noget man ser ind i. Man ser ind i det man ikke kan overskue – i hvepsereder, tørretumblere, grotter, mørke, glaskugler, øjne, sjælen. Og man overskuer det, man kender – byer, landskaber, produktioner, byggepladser.

Kaos kan ikke bekæmpes systematisk. Kunne det det, var det blot en kompleksitet. Inden vi står som en struds med hovedet i jorden og glor ind i mørket, er det dog værd at huske på, at vi ser ud i en fremtid, hvor vi får brug for det dobbelte blik, som har lige stor sans for det uudgrundelige og det grundlagte. Efter tusinder af år, hvor vi, som det er beskrevet i Syndefaldet, har troet, at naturen var en uendelig ressource, vi var dømt til at underlægge os og kontrollere, opererer vi nu i et felt, hvor kaos og orden, romantik og oplysning, må sameksistere i bevidstheden og i vores fremtidsbestræbelser. For vi kan lige så lidt danne os det totale overblik, som vi kan leve i kaos.

I en TV-reklame kan man i øjeblikket høre en nøje udvalgt fodboldumulius sige: Jeg er nærsynet på det ene øje og langsynet på det andet.

Det er måske en meget god ide!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Coronavirus

Live: Norsk opgørelse viser, at ni ud af ti coronadøde havde kronisk sygdom

Annonce