Annonce
Langeland

Klumme: Tak for festen, ordene, glæden, musikken og god rejse på stjernefarten

Ingen kunne som Michael Bundesen stå på en scene og få alle 25.000 på Langelandsfestivalen til at gå i massepsykose og skråle med på alt, hvad de fandt på, lyder det fra Anni Bagge Jensen om Shi-bi-duas forsanger. Foto: Anna Stærbo.
Annonce

Kære Michael Bundesen. Så blev det endegyldigt forbi med at håbe på, at du på nærmest mirakuløs måde blev så rask, at vi kunne opleve dig og din uforlignelige stemme og timing på en scene igen.

Jeg har været med næsten hele vejen fra Fed rock, Stærk tobak og ikke mindst Står på en alpetop. I min pure ungdom blev de hits på diskoteket. Det særlige kendetegn ved Shu-bi-dua var sjov, gode melodier og især de finurlige tekster. Jeg er SÅ vild med deres tekster.

At Dan Turell gik i brechen for deres tekster som forsvar for alle dem, der bare mente, det var pjat, viser, hvor geniale de ind imellem kunne være. Platte, sjove, men også samfundskommenterende.

Hvis man som jeg den seneste tid har gennemlyttet langt de fleste af sangene, opdager man, både hvor tidstypiske de var, og hvordan de flere gange end man umiddelbart tror kommenterede samfundsforhold. Ikke som Røde Mor, naturligvis, men sange som Minus til Plus, Familien kom til kaffe, Costa Kalundborg, Rom & Cola og naturligvis Den røde tråd er fuldgyldige bidrag til at beskrive samfundsforhold, der også i dag holder. Og som udsprang af forhold fra dengang, de blev skrevet.

Jeg er en tekst-nørd, der kan virkelig mange af sangene næsten udenad stadigvæk. De sjove tekster er helt uforlignelige: Kære Lone, I Østen stiger Olsen op, Mig og så Harry, Greven ud af luften, Karl Oskar og Sand-Hans med den fantastiske linje: ”solen er så rød mor som en ketchupklat – den banker ned i bølgen, det er ved at blive nat – så jeg må hjem – jeg må edderbroderemig hjem”. Der var flovsere ind imellem, men tak for hele tre gode julesange – for kærlighedssangene: Først til sidst, Basuner og engle – og for Vuggevise og ikke mindst den smukke Stjernefart.

BLÅ BOG

Anni Bagge Jensen er biblioteksleder, Langeland Bibliotek.

Begyndte som bibliotekar i 1982 på Langeland Bibliotek.

Fra 2001-2011 arbejdede hun på Svendborg Bibliotek.

Næstformand i Repræsentantskabet for Fyns Amts Avis.

Har skrevet klummer for avisen siden 2008.

Ingen kunne synge dem aldeles præcist som Michael Bundesen med en stemme, der både kunne gå dybt, synge rock og gå i højden. Ingen kunne som ham stå på en scene og få alle 25.000 på Langelandsfestivalen til at gå i massepsykose og skråle med på alt, hvad de fandt på. Nej, de var ikke banebrydende eller musikalsk fornyende. Men at DR i stedet for at hylde Michael Bundesen mandag 8. november sendte en udsendelse, som mest bestod af bebrejdelser mod ham og bitre udfald om hans rolle, er bare beskæmmende og måske også kendetegnende for den lettere nedladende eller måske rådvilde holdning til et orkester, der var så populært, at der nok var noget galt.


Hvis man som jeg den seneste tid har gennemlyttet langt de fleste af sangene, opdager man, både hvor tidstypiske de var, og hvordan de flere gange end man umiddelbart tror kommenterede samfundsforhold


De ubehjælpsomme klip af de gange, de optrådte på det daværende monopoltv, viser på ingen måde den stemning, der var af kærlighed og samklang, som var mellem publikum og Shu-bi-dua, totalt og aldeles veldirigeret af forsangeren. Uden Michael Bundesen var og er der ikke noget Shu-bi-dua, uanset om han tog dirigentstokken og ikke var en blid, sød fyr, men en ledertype, der ikke kunne acceptere, at trommeslageren ikke kunne holde takten. Det fortæller han også ærligt i sin biografi: Alting har en ende.

DR rettede lidt op på det om fredagen i Fællessang – hver for sig.

Så kære Michael: Tak for alt, håber der er sjov og musik i himlen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Kaninerne skal have slikket såret

Ærø

Ny dagligvarebutik bekymrer købmænd på øen: Jeg forudser 12 fyringer

Annonce