Annonce
Debat

Klumme: Tak for din tid

Ole Finnerup fra Søby er klummeskribent og skiver i denne klumme om tidens uransagelige veje, og om hvordan man sjældent har nok af tiden. Foto: Privat
Annonce

I disse dage, hvor vinteren strenges og Kyndelmisse længst er passeret, kan man jo godt forfalde til at længes mod bedre tider.

Af og til støder man på beklagelser over, at man ikke kan få tiden til at gå. Tiden føles lang og for nogle dræbende kedsommelig. - Var vi dog bare fremme ved foråret, eller: - Hvor er det dog træls, at man skal vente så længe, før..., er nogle kendte beklagelser.

Jeg ville egentlig have skrevet en klumme om mink-erstatningen, fordi den sætter en ny standard for tildeling af erstatninger eller overkompensationer. Ifølge respektable, uvildige økonomer kan minkfarmere nu i gennemsnit afvikle deres gæld og se frem til de næste ti år uden at skulle arbejde for føden – og måske endda starte på en frisk. Men min hustru syntes, at det var et emne, der var for nedslidt.

Sidste lørdag jublede man over endnu en grandios glamour-opsætning af en tv-transmitteret landsindsamling, der indbragte 120 millioner kroner – men hallo – det er cirka 0,6 procent af minkerstatningen. Man diskuterer nu hjælpen til det spirende demokrati i Myanmar, som beløber sig til 20 millioner kroner– altså én promille af minkstøtten.

Nå, men efter at have drukket et glas koldt vand og fået pulsen i ro, må jeg hellere vende tilbage til det med tiden. Tiden går alt for hurtigt. Er det ikke tilfældet for alle tænkende mennesker – altså fratrukket børn? Det ser ikke sådan ud. Folk klager over kedsomheden og tidens langsomme fremadskriden. Jeg forstår det ikke.

Det er helt overrumplende, hvor ofte jeg skal til den månedlige blodprøve. Og skraldespanden skal nu igen ud til vejen – to-ugers intervallet føles som to til tre dage. Hårvækst og negleklipning kræver stadig vedholdende opmærksomhed. Der er ikke tid nok.

Som Benny Andersen skrev: - Vi har 12 ure i huset – alligevel kan vi ikke få tiden til at slå til. Tidens tand gnaver løs på mine fremtidsudsigter. Man kan arbejde imod tiden og måske udsætte dens virkning på sind og krop og prøve at være ung med de unge, men i længden er det umuligt – og i de fleste tilfælde latterligt. Derfor hader jeg ordet tidsfordriv.


Det er i øvrigt paradoksalt at, at få tiden til at gå er det samme som at slå tiden ihjel. Hvor ellers kan man få noget til at gå, som man først har slået ihjel.


Tiden er den dystre mester, der skal behandles med ærbødighed, omhu og respekt – og ikke fornægtes eller fordrives. Det er også rædselsfuldt, når nogen bare vil slå tiden ihjel med et eller andet ligegyldigt. Det er i øvrigt paradoksalt at, at få tiden til at gå er det samme som at slå tiden ihjel. Hvor ellers kan man få noget til at gå, som man først har slået ihjel. Nej, tiden er kostbar. Ræk blot hånden ud i retning af andre mennesker. Engagement i det fælles liv giver selvforglemmelse på den gode måde.

Og hvis det i disse pandemi-tider er besværligt, så ræk ud efter værdifulde oplevelser eller viden. Bøger - selv klassikere og andre kvalitetsbøger kan fås for ingen penge. Musik kan søges på YouTube og mange andre steder. Radio og Tv sender sjove, spændende og berigende ting ud i din stue (selvom DR godt nok også benytter sig af en masse amerikansk fyldstof og hurtigkost). For ikke at nævne de muligheder, motiver og oplevelser, den ærøske natur breder ud lige foran din dør.

Men nu har jeg brugt noget af min kostbare tid på at skrive teksten her – så jeg må videre. Og du, der har læst den, har brugt noget af din tid. Derfor: Farvel – og tak for din tid.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Fem nye lyntestcentre åbner mandag: Denne gang skal podepinden ikke så langt op i næsen

Annonce