Annonce
Debat

Klumme: Tågen letter med april

Klummeskribent og kommunikationsansvarlig ved Baggårdteatret i Svendborg, Jannie Schjødt Kold. Foto: Katrine Becher Damkjær

“April is the cruelest month,” skrev T. S. Eliot i sit digt The Waste Land fra 1922. Et digt vi fik gennemtærsket på Litteraturvidenskab, og som jeg ikke kan huske ret meget af, bare denne ene sætning. ”April er den grusomste måned, driver Syrener frem af død Jord, blander Erindring og Begær, pirrer Sløve Rødder med Vaarregn.” Eliot skrev digtet i kølvandet på første verdenskrigs ødelæggelser og efter at have været syg med den spanske syge. I digtet er april den grusomste måned, fordi den mobber os med al dens håb og lunefulde forventning om gode ting, der aldrig kommer. I dag virker digtet ikke mørkt og modernistisk, snarere pandemisk-realistisk.

Vi befinder os i en form for limbo mellem genåbning og nedlukning. Vores ordbog er blevet specifik, mere tidssvarende end tidløs. Over sundet svæver en stille melodi. Sommeren er inden for rækkevidde, hvis den da ikke er et fatamorgana i test-tågen.

I København strejker de for Amager Fælled. Nægter at flytte sig for en bulldozer. I Svendborg forarges man mest over manglende parkeringspladser. Vi har plads nok til lærken. Den min farmor altid skrev om i breve til mig, da jeg var teenager. ”Har du hørt lærken?” Jeg vidste ikke helt, hvordan en lærke lød, men jeg forstod, hvad hun mente: Har du hørt, at foråret er på vej?

Annonce

Idrætshallen er forvandlet til testcenter. Jeg står i kø i en time og venter på at folde mig ud, et næsebor ad gangen. McDonald’s øger sin omsætning af take-away-kaffe. Verden er på pause. Eller er den?

Hver dag stiger og falder vandet. Hver dag vender strømmen. Jeg har lyst at sende et gækkebrev til min frisør. Teaterpremiere er noget, jeg ser på tv. Alligevel er året gået. Nogen har tabt en tand, og nogen er vokset fra hinanden. Vi joker med, at vores datter sikkert kan blive konfirmeret, når hun er 23. Jeg ser nogle af mine kollegaer i virkeligheden og overvældes. Jeg plukker flere og flere blomster ind. Jeg skriver en parringsannonce for min hund. Hvornår er denne pest slut? Hvad er sandsynligheden for en erotisk sommer?

Jeg læser et tidsskrift for naturkritik. Ny Jord hedder det. Der er et uddrag af den amerikanske forfatter og naturelsker Henry Thoureaus dagbog: ”Sand sort melankoli findes ikke for den, der lever midt i naturen med sine sansers fulde brug.”

Et barn i vores nærhed mister sin mor. Himlen urimelig blå. Vores tårer gøder jorden.

Vinterens sejrstog har ribbet naturen for alt, men det sitrer i undergrunden, som teenagere på en overbelastet netforbindelse. Måske starter året med en vintergæk? Tager fart med en fransk anemone og fornyer sig selv med alvorstunge syrener.

April kommer af det latinske ord aperire, som betyder at åbne. Jorden åbner sig for nye frø, årstiden står på spring som pæoner på stilke. April giver os noget at glæde os til. Netop det, som pandemien tog fra os. Forventningens glæde op mod en fest. Forventning i det hele taget. Vi lærte at leve i nuet, nu vil vi strække ben og se frem.

”Jeg vælger mig april,” skrev Bjørnstjerne Bjørnson i et digt fra 1870, der blev til en sang, jeg ikke kendte, før jeg mødte Mette i bofællesskabet i Albertslund. Jeg vælger mig april.

Jeg vælger mig april

I den det gamle falder,

I den det nye får fæste.

Det volder lidt rabalder,

Dog fred er ej det bedste,

Men at man noget vil.


Jeg vælger mig april,

Fordi den stormer, fejer,

Fordi den smiler, smelter,

Fordi den evner ejer,

Fordi den kræfter vælter,

I den bli’r sommeren til!


I digtet er april den grusomste måned, fordi den mobber os med al dens håb og lunefulde forventning om gode ting, der aldrig kommer. I dag virker digtet ikke mørkt og modernistisk, snarere pandemisk-realistisk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Nu er opgravningen af minkene i gang

Faaborg-Midtfyn

Går imod andre praktiserende læger: Faaborg-læge vil gerne vaccinere med skrottede vacciner - hvis myndigheder siger ok

Annonce