Annonce
Klumme

Klumme: Synlighed starter ved spisebordet

Annonce

Hvem tager ordet hjemme hos jer, når I bænker jer om bordet pinsesøndag?

Det er en Netflix-dokumentar, der har fået mig til at tænke over det. ”Becoming” hedder den og er en ukritisk, men alligevel gribende skildring af Michelle Obamas vej fra et mindre pænt kvarter i Chicago til Det Hvide Hus. Dokumentaren viser noget om den tidligere førstedames selvforståelse og noget om hendes vigtigste bedrift: At få en stemme og bruge den til at give andre unge kvinder superkræfter.

I dokumentaren taler Michelle Obama således med en række forskellige unge kvinder med forskellig minoritetsbaggrund. Hun lytter, roser og giver dem troen på sig selv. Som hun siger på et tidspunkt: ”Synlighed starter ved spisebordet.” Hun blev hørt, når der blev debatteret om bordet i køkkenet i ”South Side” Chicago.

Gælder det også i dit barndomshjem? Var der nogen, der lyttede, da du forsøgte at formulere din første spæde holdning? Var der nogen, der så dig, mens du selv stadig var en skitse? Kærlighed er også at se, og vi tænder et lys i børn, når vi ser dem. Et de bærer med sig til den første jobsamtale og et, de især får brug for den dag, de får et afslag. En slags ’husk, du må gerne være her’. Der er brug for din stemme.

Som Hillary Clinton siger i en anden dokumentarserie, der ligger på DR. ”I alt for lang tid har kvindernes historie været en historie om tavshed.” Jeg tror, at mange af dem, vi lytter til i dag, har haft en oplevelse af at være blevet hørt. Set omkring køkkenbordet, i skolen eller på det første arbejde som ekspedient i en bagerbutik. Jeg tror også, at mange af de samme mennesker har mødt modstand. Noget der har gjort dem trodsige. Måske skal man have begge dele? Medvind og modspil. For Hillary var det eksempelvis afgørende, fornemmer man, at der på universitetet, hvor hun gik, ikke var nogle kvindelige forbilleder eller undervisere. Hun ville ændre på tingene. Hun troede også, at hun kunne. ”Tag din plads på gulvet,” var der engang en kollega, der sagde. Gad vide om vi fylder nogenlunde så meget i livet, som vi gjorde i vores barndomshjem? I så fald har vores hund gode chancer.

At finde sin stemme er svært og tager tid. Derfor er det så rørende, når en person springer ud som taler eller som sanger. Og så åndeløst, når en solist træder frem af et kor – det hele ansigt oplyst af bevægelse. Nu er det nu! Det er derfor, videoer fra for eksempel ”Americas got talent” florerer på Facebook. Hvor det utrolige sker; en 14-årig synger Aretha Franklin som aldrig før. Eller hvad det nu kan være. Mennesker, der i deres ansigtsudtryk afslører, at de egentlig også selv er lidt overrasket. ”Hvor kom det fra?”

Jeg har hørt flere forfattere sige, at det på en måde var skuffende at møde deres egen stemme. Især hvis man havde forestillet sig at være lyde mere som Klaus Rifbjerg, Helle Helle eller J.K. Rowling.

Dokumentarerne, jeg her har nævnt, er oplagte og højest relevante. Både den tidligere præsidentkandidat og den tidligere førstedame er mennesker, der har levet ekstraordinære liv, opnået ekstraordinære ting og så er de - og det er den vinkel, fortællingerne er skåret over - en slags kvindelige krigere. Det er de for mig og for mange, mange andre kvinder verden over. Jeg husker stadig, da Danmark fik en kvindelig statsminister. Da USA fik sin første farvede præsident. Det var, som om tiderne stod stille. En stor klokke lød et sted. Jeg tudede. Jeg så over på vores piger. Forstod de det? Næppe.

I disse år oplever flere arkæologer, at der spørges specifikt ind til kvindelige krigere især i vikingetiden. Filmproduktionsselskaberne ringer i en sådan grad, at arkæologerne ikke har oplevet noget lignende. Hvorfor? Fordi en kvindelig kriger er det stærkeste billede på den omvæltning, der sker i vores tid. Ikke mindst på film. Der fandtes kvindelige krigere i vikingetiden, de var formentlig bare ikke så udbredte. Man opdager dem blandt andet ved, at krigerne er begravet med våben. Men en begravelse er også en iscenesættelse, en repræsentation af hvem vi gerne vil ses som. En slags før-vores-tid Facebook for de inviterede. Eller det kan det være. Det er op til vores tolkning, og den tid, vi lever i, farver vores blik. Det, vi fortæller om fortiden, fortæller mere om os selv. Præcis som en delvist selvbestilt dokumentar gør det.

Men det er interessant, om kvinder var med ude at slås. For hvad nu hvis kvinder ikke kun var samlere, men også jægere? Falder så i hvert fald ikke et af argumenterne for mange års kønsroller fra hinanden? Hvad nu hvis kvindeundertrykkelse er en moderne opfindelse? Vi bliver færdig med at se ”Vikings” på Netflix på et tidspunkt, og vi får nok af arrede mænd og storbarmede kvinder, der slås. Måske. Men vi bliver aldrig færdig med at fortælle historien. Godt det samme. For så får vi måske øje på dem, der var usynlige i deres egen tid.

Arkivfoto: Kenneth Skipper
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Flere indbrud i virksomheder: Tyv smurte ketchup, kartoffelsalat og marmelade på vinduer

Annonce