Annonce
Debat

Klumme: Står Svendborg skarpt nok til fremtiden?

Klummeskribent i Fyns Amts Avis Peter Julius. Foto: Katrine Becher Damkjær

Odense har over tid fået opbygget en position omkring robotter. Det har taget en del år, og bag de indre linjer forlyder det, at man har skulle kæmpe for, at positionen skulle stå rent og ikke mudres af tomater, gartnere og alt andet godt mellem himmel og jord. Efter et langt sejt træk er det lykkes Odense at få skabt en magnet for vækst. Hvem skulle have troet, at Odense kunne udvikle sig til et internationalt fyrtårn, når det kommer til udvikling af robotter til forskellige industrier over hele verden?

Men hvad er fortællingen om Svendborg? Hvad er det for et indryk, der skal skabes omkring Svendborg? Hvilket billede står tydeligt frem, når man taler om Svendborg med folk uden for byskiltet? Tre spørgsmål, der drejer sig om samme akse, og som man burde kunne svare på, hvis man vil skabe et Svendborg, der står knivskarpt frem som noget særligt, der kan skabe værdi for andre.

Som en sagde til mig: ”Så længe du ikke skriver om havnen, parkeringspladser i centrum og Cittaslow, så går det nok med at skrive de klummer”. Men her på klumme nummer 7 fra min hånd går den ikke længere.

Annonce

Der er ikke parkeringspladser nok på torvet? Eller er der? Jeg er som relativ ny tilflytter lidt i tvivl om, hvad jeg skal tænke om den sag. Men der er ikke meget værdi i en så lille diskussion. Hvad med at tage en snak om at blive udviklingspartner for transport- og logistikfirmaer på den internationale scene? Man skal ikke bruge parkeringspladser, hvis man lukker centrum for transport og kun tillader gratis offentlig eldrevet transport. Men man kunne skabe noget nyt og spændende. En kommune, der går hele vejen, når det kommer til eksperimenter inden for flyvende og kørende transport. En spændende mulighed, som vil skabe langt mere værdi end snakken om parkeringspladser ved rådhuset.

Cittaslow er en snegl og noget med en by i Italien. Og her viser jeg større viden om Cittaslow end de fleste uden for byskiltet. Men min fantasi strækker sig ikke til at skabe en international position baseret på en italiensk bevægelse og tankesæt.

Så er der havnen. Der er noget, der spiller her. Havnen er endnu ikke lagt om til liebhaverlejligheder til boligrige københavnere. Hvad kan der ske der? Skal vi fokusere på udvikling af et maritimt udviklingscenter? Vi har en række naturlige ingredienser, der taler for opbygning af en styrkeposition baseret på det. En havn, et sund, skibe, viden og et uddannelsesmiljø, der kan forstærke opbygning af et miljø i verdensklasse. Intet mindre. Men det kræver, at vi går i gang nu. Og at vi finder en plan, der er stor nok til fremtiden.

Vi kunne også arbejde med sundhed og udvikle Svendborg Kommune til et internationalt testcenter for velfærd og sundhed. Vi har alle ingredienserne. En kommune, et hospital og en sammensætning af borgere, der fint kunne fungere som spejl for bæredygtig sundhed og velfærd på den globale scene. Men som Peder Jest, tidligere sygehusdirektør, skrev i sin seneste klumme, har vi været der. Og der skal helt andre ambitioner frem, hvis det skal blive til noget større, der rækker ud over byskiltet.

Vi skal finde noget særligt. Vi skal finde frem til en position, der er langtidsholdbar. Om det skal være som fyrtårn inden for sundhed, transport eller det maritime er ikke afgørende. Men et tydeligt aftryk kan skabe meget mere end det uklare indtryk, der er skabt gennem de sidste mange år.

Kan vi ikke tage en større diskussion? Lad os finde en position, der kan være vores og som vil skabe mulighed for at tiltrække vækst, virksomheder og arbejdspladser til gavn for både Svendborgensere, Sydfyn og Fyn i det hele taget.



Lad os finde en position, der kan være vores og som vil skabe mulighed for at tiltrække vækst, virksomheder og arbejdspladser til gavn for både Svendborgensere, Sydfyn og Fyn i det hele taget.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

Klar til at finde den store kædesav frem: Venstre vil fjerne øverste etage fra Rubberton-byggeri

Annonce