Annonce
Svendborg

Klumme: Stå vagt om nationens værdighed

Pia Skovshoved er ny klummeskribent i Fyns Amts Avis.
Annonce

Vi befinder os globalt set i to potentielt livstruende kriser, som menneskeheden p.t. ikke har kontrol over. Klimakrisen har sendt os i et hårdt kapløb med tiden, og sundhedskrisen, hvis lige vi skal finde 100 år tilbage i tiden, har efterladt kloden tæt på afmagt.

Men her på mikroplan Danmark mener vi at have styr på det. Vi sætter en ære i at gå forrest i klimakampen, og vi har indtil videre også en tro på, at vi er et af de lande i verden, som har bedst kontrol over sundhedskrisen. Vi fortjener et klap på skulderen, jovist, men i en lille overskuelig stat med et stærkt velfærdssamfund og en høj grad af tryghed, tillid og troværdighed er det vel nærmest vores pligt at gå forrest. Vi har intet at frygte og har nærmest kun værdigheden at sætte på spil.

Og det er netop værdigheden, jeg vil kredse omkring her i min klummedebut.


Jeg vil dog benytte ordet til at udtrykke mit håb om, at vi alle står vagt om nationens værdighed ved at behandle hinanden værdigt.


Det handler i bund og grund om værdigheden i den retorik, som tages i anvendelse, når talen kommer på vores nydanske medborgere. En retorik som toppede i grimhed op til folketingsvalget 2019, hvor rabiate udlændingefjendske partier fik ubegrænsede muligheder for i ytringsfrihedens hellige navn at rykke ved hele nationens værdighed. Jeg minder lige om, at Danmark på det her tidspunkt havde lagt en standard, hvor vi i fulde alvor talte om smykkelov, anbringelse af afviste asylansøgere på en øde ø og dertil børns anbringelse under fængselslignende forhold på Sjælsmark. Tiltag, som sammen med mange andre såkaldte stramninger, blev fejret med lagkage serveret af en af landets saglige og ansvarlige ministre.

Nationens værdighed blev for alvor sat på spil. Her var der åbenlyst tale om, at sagesløse mennesker fik en uværdig behandling, hvilket vi desværre også ser i andre sammenhænge. Men det man måske ofte overser er, at man selv mister sin værdighed ved at behandle andre mennesker uværdigt. Noget føles forkert. Det etiske kompas er i udu. Man føler sig magtesløs. Det er ikke det her, jeg mener, når jeg hylder ytringsfriheden. Hvor går grænsen for, hvad man kan sige? Hvem fortjener politibeskyttelse?

I løbet af det sidste års tid har jeg vovet at lægge øre til æteren og der konstateret, at der er blevet skruet mærkbart ned for den uværdige retorik. Er coronaen løbet med mediernes bevågenhed? Er de mest rabiate midlertidigt optagede af deres retssager? Er de mindre rabiate bare blended ind? Eller er det den nye regering, som elegant er driblet uden om Sjælsmark og Lindholm og generobret den gode og ordentlige tone i den offentlige debat. Måske er det lidt af det hele?

Det er måske for naivt at håbe på, at denne ”stilhed” varer ved.

Jeg vil dog benytte ordet til at udtrykke mit håb om, at vi alle står vagt om nationens værdighed ved at behandle hinanden værdigt.

God sommer.

Blå Bog

Pia Skovshoved er 62 år og bor på 24. år i Hesselager med sin mand i et ”alt for stort” hus.

Hun er dybt engageret i det lokale foreningsliv. Var oprindelig lærer, og har været musikskoleleder i Gudme Kommune. I dag er hun proceskonsulent og fundraiser - og vikarierende redaktør på ”Månedsavisen for Gudmekongens Land & Skårup Sogn”.

Musicerer ud i klaverspil og tekstskrivning.

To børn på 37 og 39 år, der begge bor på Sjælland, samt et barnebarn på 16.

Hun interesserer sig meget for politik, og hendes klummer kan blandt andet handle om politisk kultur.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Badutspring i boligområderne

Annonce