Annonce
Langeland

Klumme: Så enkelt kunne det gøres i 1724 - så enkelt kan det gøres i dag

Lulu Okholm.
Annonce

Du milde kineser for en oplevelse at lægge ører og øjne til nyhederne i disse tider. MeToo-bevægelsen har pludselig, efter flere års ihærdige forsøg på at fremvise utilbørlige eksempler på seksuelt magtmisbrug, uden at det fik de store konsekvenser, fået gang i nedslagtningen af gamle grise. Gamle OG yngre grise.

Først trak min generations mænd og kvinder lidt på skuldrene, en hånd på låret for 10 år siden, who cares, men så viste det sig, at det bare var en spæd begyndelse, og at der virkelig blev åbnet for en ren Pandoras æske af uhørte, seksuelle tilnærmelser fra magtgrisene. Herregud, I fjolser, kunne I ikke, før I ”grabbed them by the pussy”, som Trump kalder det (-ja, lad os endelig få ham valgt igen), have spurgt kvinderne først?

Jeg mindes en TV-transmission fra min ungdom af Ludvig Holbergs vidunderlige teaterforestilling Maskerade. Her er en scene, hvor en midaldrende herre læner sig ind over sin dekolleterede sidedame og siger henført: ”Må jeg have lov at berøre Fruens barms citron?” Og hun svarer med koket nedslagne øjne og et saligt smil: ”Jeg siger så mange tak”. Så enkelt kan det gøres i 1724, så enkelt kan det vel også gøres 300 år efter?

Men nu er der dukket en ny forsidehistorie op: En stakkels lærer, der underviste i ytringsfrihed på en fransk skole, fremviste som dokumentation for sit eksempel på krænkelsen af samme, selveste de danske Muhammedtegninger, hvilket kostede ham livet på allermest bestialske vis. Og nu kører så diskussionen for fulde højttalere herhjemme, under bl.a. overskrifter som ”Vi er alle lærere” – underforstået, at vi burde handle ligesådan. Gu er vi da ej ”alle lærere”, jo, jeg er godt nok, men det betyder ikke, at jeg kunne drømme om at fremvise de tegninger, som unægteligt har gjort skade nok.


Hvis man skal vise sit mod og sin styrke, kan man så ikke gøre det på en måde, der ikke indbefatter risiko for andre mennesker?


I morgenens radionyheder, hørte jeg Jacob Ellemann med stor overbevisning og indlevelse plædere for, at det var nødvendigt for en lærer i sådan en undervisningssituation at fremvise det relevante billedmateriale: ”Et billede kan sige mere end 1000 ord”. Sikke noget vrøvl. Skulle de 12 tegninger kunne fortælle en folkeskoleklasse mere om islam (og islamisme) end en velforberedt undervisning, et godt tekstmateriale og en efterfølgende dialog?

BLÅ BOG

Lulu Okholm har været lærer på Rudkøbing skole gennem 33 år.

Hun er sanger, pianist og forfatter til utallige sange og flere teaterstykker.

Klummeskribent siden 2005.

Senere fulgte et interview med Skoledernes formand Claus Hjortdal. ”Det er ikke os, der skal tage den kamp”, sagde han kategorisk. ”Hvorfor vise tegningerne, hvis man på forhånd ved, at man krænker nogle forældre og støder elever fra sig? Og hvorfor skal skolen gå forrest i det, som ingen andre tør?” Jeg er i den grad enig med ham i begge argumenter. Men det er åbenbart ikke normen.

Til min store undren forelå en hurtig undersøgelse af 200 læreres stillingtagen til spørgsmålet. Og af dem ville de 174 vise tegningerne. Det overgår min fatteevne, og jeg håber inderligt, at stemningen ændrer sig, når billedet af de forfærdelige, mulige konsekvenser bundfælder sig i de tapre sind. Hvis man skal vise sit mod og sin styrke, kan man så ikke gøre det på en måde, der ikke indbefatter risiko for andre mennesker?

Jeg vil meget nødigt lægge barnebarn til en skolelærer, som vejer ytringsfrihed i alle dens aspekter højere end sikkerheden for de børn, hun/han er betroet. En af de interviewede kvindelige lærere, som gik ind for at vise tegningerne, præsenterede sig som ”lærer i Nordsjælland”, hvorefter den kvikke programvært tankeløst afslørede byen og skolens navn.

Rabiate islamister, ved vi fra andre lande, kan sagtens hævne sig på mere end den person, de har set sig gal på. Det kan godt være, jeg er en hare, men harer har også deres berettigelse her på jord.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

GOG er på corona-standby resten af ugen

Annonce