Annonce
Langeland

Klumme: Så’en er det! Gør som Langelænderne

Sognepræst Hanne Davidsen.
Annonce

Sådan hører jeg tit langelænderne sige: Så’en er det! Det er nok, fordi jeg ofte møder dem i grænsesituationer.

Har man f.eks. fået et barn, er man bare så glad. Det blev en dreng, igen – man havde to drenge i forvejen og havde nok inderst inde ønsker sig en lille pige – men så’en er det, og det er også skønt!

Eller man har mistet en af sine nærmeste. Det er trist; men over for døden må vi, når det kommer dertil – som man siger – blot konstatere: så’en er det. Der er intet at stille op.

Eller er manden rent af huse efter 15 års ægteskab, og ser man kun ryggen af ham, så må man efter lang tids sorg til sidst sige, så’en blev det!

Resignerer man så? Nej, det er det forkerte ord. Man accepterer, at ens liv nu blev sådan. Man fik tre drenge. Farmor gik bort som 85-årig. Man kunne ikke holde på manden. Resignation forbinder jeg med bitterhed og sur indadvendthed. Man vender verden ryggen i fornærmethed. Accept derimod - også af svære tilskikkelser- betyder, at man forliger sig med tingenes tilstand, og fra nulpunktet kan det uventede ske, at nye muligheder viser sig. Man kommer efter en lang venten eller en smertefuld stilstand atter i bevægelse. Forandring er mulig, og glæden indfinder sig.


Det er faktisk lidt af en livskunst at kunne skelne mellem det, man har magt over, og det man ikke har magt over.


Det er sundt for krop og sjæl at kunne sige: så’en er det! Det er ikke det samme som at give op. Det er at forstå, at der er grænser for, hvad man har magt over.

Det er faktisk lidt af en livskunst at kunne skelne mellem det, man har magt over, og det man ikke har magt over. At kunne skelne mellem det, man skal tage ansvar for, og det, der er uden for ens herredømme. Pointen er, at man ikke har ansvar for det, man ikke er herre over. At tage den pointe til sig er faktisk en stor befrielse.

Det gælder også i klimadebatten. Ikke at jeg skal gøre mig klog på klimaforhold og klimaændringer. Men en ting ved jeg dog, og det er, at nogle klimaændringer er menneskeskabte, og andre er forårsaget af iboende forhold i naturen selv.

Jeg sorterer med glæde mit affald, og kommer der en virkelig funktionsdygtig el-bil, der kan køre langt, så vil jeg meget gerne købe sådan en. Jeg sætter også gerne mit indtag af grøntsager op (det skulle efter sigende også slanke!); men ved festlige lejligheder vil jeg dog ikke renoncere på en sikker vinder ved middagsbordet: oksemørbrad!

Jeg får ofte at vide, at præster taler for meget om synd og skyld – det forbinder moderne mennesker jo ikke noget med, påstår man. Men der tager man fejl. I samme øjeblik vi selv vil tage ansvar for alting: klimaforandring, sygdom og død osv., så bliver vi øjeblikkelig plaget af en meget tung byrde af skyld. Når Gud ryger ud, må vi bære hele ansvaret selv. Der er ingen aflastning. Så, jo vi præster taler om skyld, men vi taler også om frisættelse fra skyld. Men det kan vi kun opleve, hvis vi holder op med at være altfor selvcentrerede og selvovervurderende.

Jeg mener, at byrden af synd, skyld og skam er så tung, fordi vi er hildet i den illusion, at vi kan kontrollere og håndterer alting. Hvis vi bare tog os ordentlig sammen, tog de rigtige beslutninger, valgte de rigtige politikere osv. så ville alt være godt.

Meget kan og skal sandelig også gøres, men du må også gerne give Gud skylden for noget af det. Skæld ud på Gud – det letter. Og giver plads til et godt grin. Vi kan altså også blive for alvorlige. Lidt mindre hovmod, lidt mere ydmyghed, selvironi og humor ville være befriende.

Gør som langelænderne, sig: Så’en er det!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce