Annonce
Svendborg

Klumme: Popcornhjerne

Anna van Deurs. Klummeskribent for Fyns Amts Avis. FOTO: Andreas Bastiansen
Annonce

Post-it sedlerne flyver op på væggen. Jeg kan mærke min iver helt ned i tæerne, da min ide bliver grebet af et “hvad nu hvis” og “vi kunne også”. Rummet er badet i UV- lys, der får sedlerne til at skinne fra væggen som små gule post-it stjerner. Jeg er her, lige nu. Tilstede. Rammen er Culture Camp, og sammen med tyve andre unge har jeg nu 24 timer til - på tværs af film, musik, performance og billedkunst - at skabe et fælles værk. Startskuddet har lige lydt.

UV-lysene bliver til et kæmpe køleskab, mens vi reflekterer over, at alt har en deadline. En holdbarhedsdato. Begejstringen flyder i rummet, da vi kommer ind på, hvad det er, som er så fedt ved projekter. Udover vores egen lille synergiverden ser vi for os de tre sekunders lykke for enden af tunnelen. De tre sekunder, hvor vi inderligt føler, at “vi gjorde det!”.

Den følelse bliver ofte efterladt af et lille tomrum. Hvad nu? De tre sekunders lykke manifesteres i historien om en avocado, der venter og modnes, mens den drømmer om det øjeblik, hvor den vil blive taget op og brugt. De tre sekunders lykke, hvor den endelig får en mening med at være her i verden. Mens den venter, drømmer den sig væk i fremtidens lykke og fortidens varme. Nutiden er kulde og konstant summen. I et fællesskab af flydende begejstring leger vi historien frem. Den starter på skrift for så at bevæge sig over i stemme, den bliver levendegjort af “visuals” og samles i en film. Hele natten maler vi gigantiske madvarer. En rave-pink salami skriger syntetisk fra loftet, akkompagneret af en kæmpe mælk med teksten “holdbar til: i går”.

Lige så meget som det tværæstetiske fik ideerne i gang på Culture Camp, satte det også prikken over i’et i forestillingen “Hvis jeg bliver gammel”, som jeg lige har set på Baggårdteatret. Kombinationen af dans og skuespil løftede budskabet så smukt og smøg sig lige ind i mit hjerte. Selvom jeg måske ikke kunne relatere til hedeture og hænge-hage, så rørte historien mig dybt. Ligesom avocadoen har vi alle sammen en deadline. At blive gammel vedrører alle - hvis vi er heldige, bliver vi det, vi kender nogen, der er det eller nogen der frygter alderdommen.

Jeg gik ud derfra med et ungdommeligt “YOLO” på læberne og en lyst til at kramme mine forældre ekstra hårdt. Samtidigt fyrede det op under blusset for min popcornhjerne, som min mor har døbt den. Ideerne popper op, især når jeg skal sove, og så kan jeg slet ikke stoppe igen. I klem mellem madrassen og væggen på min hems ligger min trofaste idebog. Den har haft mange former og farver, og der drypper lidt hjerteblod ud over siderne, hver gang jeg åbner den og skriver. Nogle af ideerne bliver til virkelighed, andre ender som de upoppede majskorn i bunden af posen.


Ligesom avocadoen har vi alle sammen en deadline. At blive gammel vedrører alle - hvis vi er heldige, bliver vi det, vi kender nogen, der er det eller nogen der frygter alderdommen.


Når jeg så vågner næste dag, er gassen gået af blusset, og jeg mærker presset fra myten om kunstneren, der alene på sit loftsværelse skaber store tanker. For min popcornhjerne er på vågeblus, og det er først, når jeg fortæller min familie, hvad jeg er i gang med, at det begynder at poppe igen. Deres respons bliver katalysator for den kreative udvikling og mine små glædeshop tilbage mod skrivebordet. Der, hvor jeg får et kick, er jo netop, når jeg deler begejstringen og processen med andre, mærker pulsen fra min modtager og lader ideerne flyve ud af min mund. De tre sekunders lykke ved at skabe sammen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ærø For abonnenter

Teknik- og Miljødirektør: Det er ikke kommunens ansvar at skaffe vand til borgere i Lebymark

Ærø For abonnenter

Formand for Søby Vandværk: Kommunen har det overordnede ansvar for adgang til rent vand

Annonce