Annonce
Debat

Klumme: Os der oplevede revolutionen

Klummeskribent Lasse Handberg. Foto: Katrine Becher Damkjær
Annonce

Jeg har en ven, som aldrig har haft en profil på sociale medier. Han er jævnaldrende med mig og er ved sine fulde fem. Ja, endda med dejlig familie, god karriere og en hæderligt stor vennekreds.

En gang i mellem forestiller jeg mig, at jeg er ham. At leve dag efter dag uden de kanaler. Og måske væsentligere: Leve dag efter dag med kun en profil – den af kød og blod. Og hver gang jeg tænker sådan, så får jeg et lille smil på læben og rolige øjenlåg. Lidt som at tænke tilbage på barndommens varme sommereftermiddage, der havde uendeligheden i sig.

Fortabelsen i at male noget med en mælkebøtte eller pille sig i næsen til et lydbånd. Jeg kan mærke en længsel mod dengang, hvor jeg ikke skulle forholde mig til kakofonien af meninger, medier og mine 4-5 offentlige jeg’er. En længsel mod monopolet. Det medierede og det eksistentielle.


Jeg kan mærke en længsel mod dengang, hvor jeg ikke skulle forholde mig til kakofonien af meninger, medier og mine 4-5 offentlige jeg’er. En længsel mod monopolet. Det medierede og det eksistentielle.


”Ok, boomer!” – Ville mine børn nok sige, selvom jeg slet ikke er gammel nok til at blive kaldt den slags, og udtrykket sikkert allerede er bedaget. ”Så må du jo bare afinstallere og finde papiravisen og sutskoene frem! – Ingen tvinger dig..!”

Hm. Jeg har ikke noget godt svar. De har jo ret. Og vi kunne også sælge det hele og flytte ud i en svensk skov og leve af bær og rødder. Mon ikke mange indimellem har brinkmann’ske drømme om at stige af og stå fast og være til stede, dér hvor vi er.

Så hvorfor ikke? Hvorfor bliver jeg ved med at tjekke de 4-5 forskellige feeds 15-20 gange om dagen? Hvorfor bliver jeg ved med at begejstres når endnu et like tikker ind på noget, jeg har ytret? Måske fordi jeg er slave af tech-giganternes snedige algoritmer. Måske fordi jeg ikke hviler nok i mig selv og en gang i mellem må søge den hurtige bekræftelse af, at jeg findes i verden og ovenikøbet er ’liket’. Det føles tabu-agtigt bare at foreslå det.

Men der findes måske også en simplere forklaring. Jeg bliver ved, fordi sociale medier er fede. De er mit gadekær, min TV-avis, min underholdning, min smutvej til hele verden. Alt sammen i et herligt kaotisk sammensurium, hvor alle har ytringsret og -mulighed. Det er jo egentlig ret vildt! Monopolet er blevet til polypolet. Steen Bostrup og Jørgen de Mylius er skiftet ud med millioner af nyhedsværter og musikeksperter. Poul Thomsen og Otto Leisner er skiftet ud med alle der kan filme en frø eller tegne et meme. Ja, det er alle klar over.

Det synes nærmest banalt at skrive det. Men det er alt andet end banalt. Det er en revolution. Og os der er født før 1993 er de eneste mennesker i verdenshistorien, der har oplevet et før og et efter. Det synes jeg godt man kan bruge en tænkepause på. Sådan lige sidde i fem minutter og vænne sig til det. Mærke efter hvad der forandrede sig og hvornår. Jeg er for eksempel holdt op med at se fjernsyn. Hvornår gjorde jeg egentlig det?

Jeg forestiller mig at sådan en tænkepause også kan bruges til gensidig kvalitetsforbedring af vores fælles feed. Nu har vi fået ytringsmuligheden. Nu er vi blevet hinandens tv-station. Hvad bruger vi det til? Sort galde med STORE BOGSTAVER? Gylden ammunition til sølvpapirshatte? Kulørte anklager i folkedomstolen? Det kaotiske støjer og stritter og er ikke altid lige kønt.

Længe har de sociale medier netop haft deres skønhed og grumhed i at være uredigerede. Alle kan sige alt om alle. Jo, jo, så på et tidspunkt blev meget hadsk tale og meget bare kvindebryster censureret, men alt i alt har de sociale medier glimret ved ikke at mene noget selv.

Altså lige indtil i lørdags, hvor verdens mest magtfulde mand – Donald Trump – fik lukket for sine konti hos en række sociale medier. En helt ny rolle for sociale medier. De tager ansvar. Og tager dermed også stilling? Er det godt eller skidt? Er det en tilbagerulning af den ytringsfrihed og -mulighed de selv samme medier gav os? Det må tiden vise. Men i hvert fald var det endnu en lille revolution, som os, der er , oplevede.

Min ven har sikkert set det i fjernsynet og brugt resten af tiden på noget fornuftigt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Bagsiden

Fra pletslud til kunstsne

Debat

Klumme: Jamen, vi hilser da på hinanden

Ærø

Ny dagligvarebutik bekymrer købmænd på øen: Jeg forudser 12 fyringer

Annonce