Annonce
Debat

Klumme om bosætning og kulturlivet: Det virkede, sgu! Ejendomsmæglerne siger det selv!

Klummeskribent Lasse Handberg. Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær

”Det er godt for bosætningen." Sådan siger kunstnere og kunstbegejstrede ofte, når de skal overbevise kunstskeptikerne om at investere offentlige midler i kommunalt kulturliv. De begejstrede ved godt, at skeptikerne har svært ved at se kunstens værdi i sig selv – eller bare synes, at det er noget de, der gider, selv må betale for. Så derfor argumenteres der med kunstens afledte effekter. Det er godt for skolerne, det holder ungdommen fra gadehjørnerne, det er godt for sammenhængskraften, sundheden, beskæftigelsen, det kan betale sig, pengene kommer tilbage… og ikke mindst: Det er godt for bosætningen.

Sådan argumenterede jeg også tilbage i 2006, da jeg som chef for Baggårdteatret arbejdede for egnsteater-status i den ny-sammenlagte Svendborg Kommune. Argumenter af den slags leveres ofte med let flakkende øjne. Sådan har jeg det i hvert fald. Det ene øje flakker, fordi det føles lidt fattigt at instrumentalisere kunsten. Lidt som at forklare kærligheden i parforholdet med det praktiske i at være to om opvasken og huslejen. Det andet øje flakker, fordi en lille usikkerhed sniger sig ind. Holder det vand? Og i givet fald, hvor meget vand? Er det overhovedet målbart i forhold til prægtige Svendborgsund? Er der reelt nogen, der flytter efter egnsteatre, regionale spillesteder eller lokale kunstforeninger?

- Ja, sagde jeg med svung i stemmen, mens jeg stålsatte blikket på de politikere, der skulle ti-doble den kommunale investering, hvis egnsteaterdrømmen skulle indfries.. Men i virkeligheden var det nok mest en intuitiv formodning. Måske endda blot et håb. Jeg ledte vidt og bredt efter undersøgelser, der kunne underbygge påstanden. Og fandt faktisk også et par stykker. På CBS havde nogle forskere for eksempel påvist, at det man dengang kaldte den kreative klasse havde en forkærlighed for områder med god adgang til kunst og kultur. Og der findes også en del udenlandske undersøgelser, der indikerer kunst- og kulturinvesteringer som løftestang for egnsudvikling og boligpriser. Men hvor meget? Mon ikke det er nogle få decimaler i det store regnestykke, der afgør hvor man skal bygge og bo? Jo, måske. Men når alt andet er mere eller mindre lige, så er det jo decimalerne, der tæller. Og noget tyder på, at det rige kunst- og kulturliv på Sydfyn er medskyldig i det bosætnings-boom, som i disse år rammer Svendborgsund og omegn. Det er i hvert fald min konklusion på den ejendomsmægler-sang jeg nu har hørt i en måneds tid. En ganske uvidenskabelig og overordentlig subjektiv måling, men dog et unisont kor af mæglere, som synger det samme.

Lad mig forklare: Siden egnsteaterforhandlingerne i 2006 har min kone og jeg fået tre børn. Og nu går den ikke længere: Vi skal have noget mere plads! Jeg har derfor i kvadratmeter-jagten talt med mere end et repræsentativt udsnit af den sydfynske mægler-stand. Og de fortæller alle den samme historie: ”Københavnerne kommer! Folk vil ud af de store byer! Vi har jo også så meget herligt at byde på med skov og strand”… Og så kommer det - og det er her mæglerne går lidt op i toneleje, sådan for at understrege en ny vare på hylden, tænker jeg: ”..Og så sker der jo rigtig meget. En masse musik og teater og mange kunstnere, der bosætter sig, og det er jo sådan et miljø, og det betyder meget for flere og flere..” På det her tidspunkt har de fleste mæglere glemt, at jeg er svendborgenser. Sikkert på grund af den dialekt, jeg tog på mig på Østerbro i 80erne og aldrig rigtig fik lagt af mig igen. Så de begynder at fortælle mig, hvorfor 707 andre københavnere flyttede til Sydfyn sidste år. Og jeg smiler og tænker for mig selv: Det virkede, sgu! Ejendomsmæglerne siger det selv.

Og så sender jeg et kip med flaget og et anerkendende løft på hatten til de byrådspolitikere, som dengang for snart 15 år siden tog chancen og sagde ja til en investering. Både dem, der gjorde det for kunsten og dem, der gjorde det for bosætningen. Noget tyder på, at den kunne betale sig.



Men når alt andet er mere eller mindre lige, så er det jo decimalerne, der tæller. Og noget tyder på, at det rige kunst- og kulturliv på Sydfyn er medskyldig i det bosætnings-boom, som i disse år rammer Svendborgsund og omegn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce