Annonce
Langeland

Klumme: Nytænkning og oprydning

Jørgen Jensen. Foto: Hans-Henrik Dyssel.

Foråret er kommet og naturen blomstrer. Sommeren står for døren med alle de glæder og fornøjelser, der følger med denne tid på året. Der er så meget at tage sig til. Vi vælter os i udbud som tilbudsvarer fra butikker, arrangementer i foreninger og frivillige, der for eksempel åbner haven for andre, der måtte have lyst til at kigge ind.

I takt med, at corona-restriktionerne lempes og lidt efter lidt bortfalder, kan vi se frem til en sommer, der tegner til at blive mere hektisk end sædvanligt. Også her på Langeland, hvor vi byder os til og heldigvis gerne deler natur og attraktioner med turister og sommergæster.

Jørgen Jensen

Født og opvokset på sydlangeland.

Har boet i Odense i 42 år, men flyttede tilbage til Langeland i 2011.

Uddannet elektroingeniør og har været selvstændig i en årrække.

Er i dag pensioneret og bor i Lindelse.

Er formand for Langelands Mobil- og Bredbåndsforening og deltager aktivt i lokalsamfundet og er blandt andet tilknyttet Lokalhistorisk Arkiv i Humble.

Hvis vi kender vores besøgelsestid og bl.a. satser meget mere på oplevelses- og naturturismen, venter der Langeland en stor fremtid. Gode eksempler er der allerede: Koldkrigsmuseet, alle aktiviteterne i Bagenkop, dyrene, skoven og markerne på Skovsgård, havnefaciliteterne i Lohals, handelsgaderne i Rudkøbings gamle bymiljø, Strynø med flere.

Annonce

Men der skal meget mere til, og mange flere initiativer efterlyses. Nogle af havnene trænger til at blive opgraderet. Det gælder især i Dageløkke, men også havnen i Ristinge trænger. Der er ikke plads til ret mange gæste-lystsejlere i Ristinge, det burde ændres. I gamle dage gik der flere skibsruter til og fra Ristinge, hvad nu hvis havnen regelmæssigt om sommeren blev anløbet af et mindre skib på ruten Kiel-Marstal-Ristinge-Bagenkop-Kiel?


Det undrer mig, hvorfor ingen tilbyder guidede sejlture på Lindelse Nor. Jeg tror, turisterne ville stå i kø.

Jørgen Jensen, klummeskribent


Lindelse Nor er et usædvanligt naturområde, der gemmer på en mængde historier, som blot venter på at blive fortalt: Jens Winthers udgravninger på Lindø, borgen på Købingshoved og inddæmningen af Henninge og Bogø norene. Det undrer mig, hvorfor ingen tilbyder guidede sejlture på Lindelse Nor. Jeg tror, turisterne ville stå i kø for at deltage i en guidet sejltur rundt om alle de historiske steder og slutte af med en gang spisning udendørs.

Foråret og sommeren er også tiden, hvor der kan ryddes op. Jeg ville hellere skrive skal ryddes op, men desværre er der ingen, der forbyder en landmand eller håndværker at lade udrangerede redskaber, maskiner, ja endog traktorer, og andet gammelt skrammel stå og ruste op udenfor. Der er heller intet, der hindrer en ejendomsejer i at opgive at vedligeholde og renovere en ejendom, så hele skidtet falder sammen styk for styk. Det ser herrens ud, når et forhenværende husmandssted eller mindre gård på den måde bliver et offer for tidens tand.

Jeg opfordrer derfor til, at ejendomme, der ikke kan renoveres eller reddes, snarest fjernes fra jordens overflade. Det skal selvfølgelig ske miljørigtigt, hvor murbrokker, asbestplader, staldinventar og meget mere sorteres i fragmenter, der kan genbruges eller deponeres forsvarligt.

Staten stiller for tiden 10 millioner kroner til rådighed for Langeland Kommune. Pengene skal bruges til forskønnelse af landsbyerne og til nedrivning af forfaldne ejendomme. Der er ingen ansøgningsfrist, så det er bare med at ansøge om økonomisk støtte. Fremgangsmåden ligger på Kommunens hjemmeside.

Mange af vores sommergæster nyder den langelandske natur ved at cykle rundt på bi- og markvejene. Dem skylder vi også at fjerne faldefærdige ejendomme og ruiner og få ryddet op i skrotbunkerne.

Der er mere end rigeligt at gå i gang med. God forsommer!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Fire nye dyt i bamsen: Danmark rev russerne midt over i vild spille-rus

Annonce