Annonce
Ærø

Klumme: Nytårsforsættet for Ærø - nu fra en tilflytter

David Brandenhoff, klummeskribent. Arkivfoto: Andrea Bisgaard
Annonce

“Far, når mormor flytter herned, bliver hun ikke Ommelit. Det er man kun, hvis man er født i Ommel”

Citatet er fra min 9-årige datter, der glæder sig over, at hendes mormor, inspireret af os, har taget springet og om lidt flytter ind i et hyggeligt hus i Ommel. Og denne udtalelse gav mig lyst til at komme med en tilflytters pendant til sidste uges udmærkede klumme fra Julie Skaar, med hendes bud på et nytårsforsæt, at “vi skal stå fast”.

Vi har nu boet i Marstal i fem måneder og er ikke i tvivl om at øen adskiller sig fra København - det var jo en af årsagerne til, at vi tog springet. Men udover naturen, roen, tiden, udeblivelsen af lyskryds osv., så er der også nogle oplevede forskelle, som jeg synes er værd lige at give en tanke, mens kalenderen stadig giver anledning til overvejelser om, hvordan vi går til det nye år.

Jeg har haft bopæl i hovedstaden, mens jeg studerede og arbejdede i brancher, der var så forskellige, at dresscoden foreskrev alt fra sikkerhedssko til frisk-pudsede skindsko og hvide sneaks. Jeg har slappet af og nydt blot at være en i mængden og jeg har fægtet med armene for at tage opmærksomheden fra andre. Jeg følte mig accepteret og “integreret” fra det tidspunkt, hvor jeg bar den første flyttekasse op på fjerde sal på Vesterbro. Og jeg har ikke i en eneste sammenhæng oplevet, at det krævede Københavnske ringe i træstammen, før jeg måtte blande mig, eller at ydmyghed og tilbageholdenhed var at foretrække. Tværtimod har jeg gået op i at være god til det, jeg laver.

Sådan opfører jeg mig ikke her på Ærø. Her lader jeg mine empatiske evner og min ydmyghed få mest plads. Det gør jeg, fordi at jeg er vild med de fællesskaber, der trives her på øen. Og fordi jeg tror på, at fællesskaber skabes og styrkes ved at være åben, lytte til andres behov og til tider tilsidesætte egne og flytte sig for at opnå det fælles bedste. Og det praktiserer jeg i høj grad. Jeg har accepteret præmissen og har tapet albuerne ind til kroppen, efter jeg forlod hovedstaden. Jeg er glad for at være her og jeg elsker at lære noget nyt og finde min vej ind i et samfund, der fungerer anderledes end det, jeg var vant til.


Og tænk hvis jeg, uden at tænke i postnumre, kunne stikke fødderne i de sko, jeg havde lyst til om morgenen og lade ydmygheden blive hjemme. Hvis vi opfordrede nye kompetencer til at bidrage og honorerede at de havde valgt os, ved også at vælge dem og proaktivt invitere dem ombord i udviklingen af øen.

David Brandenhoff, klummeskribent


Men det er to ret forskellige tilgange, der kræver, at jeg er bevidst om, hvilket postnummer jeg befinder mig i, når jeg stiger ud af sengen og skal vælge sko og attitude. Men en ting er mig, min forståelse og mine bevidste valg om morgenen. Men tænk, hvad det betyder for min datters tilhørsfølelse at få at vide at mormor ikke må benytte ordet, der står på skiltet til den by hun, efter et langt liv på Sjælland, har valgt at flytte til. Eller hvis hun hører, at der stadig er 7,95 generationer og evnen til udføre et dobbelt halvstik med bind for øjnene igen, før hun selv vil være berettiget til stolt at sige “Jeg er Marstaller”.

Og tænk hvis jeg, uden at tænke i postnumre, kunne stikke fødderne i de sko, jeg havde lyst til om morgenen og lade ydmygheden blive hjemme. Hvis vi opfordrede nye kompetencer til at bidrage og honorerede at de havde valgt os, ved også at vælge dem og proaktivt invitere dem ombord i udviklingen af øen.

Jeg ønsker ikke klub for blærerøve eller en sydfynsk filial af København. Men hvis vi bød udtrykt selvtillid velkommen og gav en hestesko, når andre trådte op på ølkassen for at sige, hvem de er, hvad de kan og hvad de vil. Så kunne vi inspirere hinanden til at gøre det, vi hver især gør bedst. Og vores fælles stemme kunne, båret af kollektiv selvtillid, blive tydelig, vise personlighed og fortælle en historie, der kunne høres og som i højere grad handler om, hvad Ærø kan og vil, end hvad det var. Så ville andre kunne se sig selv i fortællingen og vælge øen, fordi de vil det samme.

Tilflyttere kunne vælge øen for at være medskabere af fremtidens Ærø, i stedet for at komme til eksamen i fortidens dyder. Og vi kunne fortsat fylde færgerne om sommeren. Men med betalende forventningsfulde turister, der havde planlagt deres ferie for opleve øens kendetegn, i stedet for at vælge destination med samme argument, som når man sætter kursen mod en discountbutik - at det er billigt.

Og inden jeg lancerer mit nytårsforsæt, så prøv at fatte et stykke papir og en blyant. Skriv "Ærø år 2051" øverst og brug så dine bedste evner til at tegne øen. Hvordan den ser ud, hvilket liv der er, hvor mange der bor her, hvem de er, og hvad deres ophav er. Og tænk så over, hvad det kræver af os i 2021, hvis din tegning skal blive til virkelighed? På min tegning står der at “vi skal være åbne, ambitiøse og i bevægelse”.

Ærø behøver ikke give køb på sit dna og på den stolte historie, der giver et fantastisk afsæt for at skabe en frugtbar fremtid. Men hvis vi træner de små tilflyttere i, at de ikke rigtigt er en del af fællesskabet, ja så er det et spørgsmål , du skal tegne min datter og den familie hun stifter, med på tegningen. Så skal du måske hellere tegne flere fritidshuse, sæson-liv og turister af den slags, der går mere op i, hvad tingene koster, end at interessere sig for - og værdsætte - hvor de er. Og som derfor ville misse den unikke oplevelse, de kan få her på Ærø.

Godt nytår.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce