Annonce
Svendborg

Klumme: Når man ikke kan se skoven for bare strukturer

Klummeskribent Lasse Handberg. Foto: Katrine Becher Damkjær
Annonce

Diskrimination i alle farver og former rydder tidens forsider. Et opgør er i gang. Eller rettere mange opgør. - #metoo, #blacklivesmatter og en bølge af andre hashtags er i gang med at forskubbe vore mentale tektoniske plader, middagssamtaler og arbejdspladspolitikker. Og måske også magten imellem os? Det er glædeligt, at det nu i stigende grad er blevet legitimt at sige fra – og klædeligt, at så mange, inklusiv mig selv, nu tænker sig om en ekstra gang. Både i bagklogskaben og horisontens lys.

Kendetegnende for de mange opgør er udfordringen af nogle strukturer. Det hører jeg i hvert fald hele tiden. Strukturel racisme, strukturel sexisme, strukturel chikanekultur.. Og der er utvivlsomt noget om snakken. Men så sagde en ven forleden til mig: ”Det er som om, at dén, der først siger ’strukturel’, har vundet diskussionen”… Udsagnet har rumlet i mit hoved lige siden. Hvorfor er definitionen ’strukturel’ en diskussionsvinder? Handler det om at vinde? Og hvad er det, vi diskuterer? Om diskrimination finder sted? Det kan der næppe være tvivl om!

Men spørgsmålet har nok også spøgt i mit hoved, fordi jeg selv har flakket lidt med øjnene, når nogen har talt om den ’strukturelle diskrimination’. Der er noget diffust, uangribeligt, uforsvarbart, og samtidig bredt anklagende over opråbet: "Vi må gøre op med den strukturelle racisme, sexisme, kønsfascisme, etc..!" Hvad er det for en underlæggende, systemisk, kulturel kraft, der skal gøres op med? Hvem har ansvaret for den? Hvem er egentlig under anklage? Hvad kan vi gøre? Hvad kan jeg gøre?

Jeg er begyndt at forstå, hvorfor begrebet er en diskussionsvinder. I det øjeblik vi diskuterer en konkret problematisk hændelse, så kan argumentet om det strukturelle rydde bordet. Det er nogle underlæggende strukturer, siger man, og så er samtalen slut. Anklagen er altomfattende, og ingen ved, om nogen skal forsvare sig. Argumentet om strukturel diskrimination er på en måde en dehumanisering af problemet. Nogle eller noget er underlagt en historisk betinget kraft. Dermed er ingen og alle skyldige i problematikken på en og samme gang.

Det minder lidt om begrebet privilegieblindhed. Utvivlsomt et faktum, men argumentatorisk en showstopper. ”Når du siger og tænker, som du gør, så er det fordi du er privilegieblind!””, må den anklagede så respondere – og skynde sig at blive seende, nok uden at vide hvordan. For kan man lægge sit privilegie af sig? Og hvis man prøver, så er argumentet stadig altid gyldigt. En skrue uden ende: ”Du har stadig ikke set, hvad jeg har set, så du må stadig lede”.


Jeg frygter i hvert fald, at vores diskriminationsdebatter ender resultatløse, hvis vi bliver ved med at henvise til de bagvedliggende strukturer. Vi risikerer, at konklusionen bliver: Alle er idioter, men ingen kan gøre for det.


Godt ord igen. Jeg skal ikke reducere tidens mange tiltrængte opgør til en retorisk diskussion. Dertil er der alt for meget på spil! Men jeg tænker på om den ’strukturelle pointe’ er en bjørnetjeneste for sagen. Hvis ingen og alle føler sig truffet af det strukturelle argument, så risikerer vi, at denne særlige tid bliver stor ståhej for ingenting. Vi må finde en tredje vej, så anklagen om diskrimination hverken er enkeltstående eller strukturel.

Som gammel filosofistuderende ihukommer jeg (alt for) tykke bøgers beskrivelse af hvordan strukturalismen, som paradigme, historisk set overtog efter humanismen. Humanismen havde sat det enkelte menneske i centrum, som det væsentligste kompas for vores gøren, laden, tanke og lov. Så kom strukturalismen, som beskriver al vores gøren, laden og sprog som noget, der er udtryk for et bagvedliggende system. Det er forjættende at kunne analysere underlæggende strukturer som de egentlige årsager til enkeltstående handlinger, men måske røg der noget personligt ansvar ud med badevandet, da humanismen blev sendt uden for døren.

Jeg frygter i hvert fald, at vores diskriminationsdebatter ender resultatløse, hvis vi bliver ved med at henvise til de bagvedliggende strukturer. Vi risikerer, at konklusionen bliver: Alle er idioter, men ingen kan gøre for det.

Jo, det strukturelle findes. Og netop fordi diskriminationsproblematikker har strukturelle rødder, er de så vanskelige at få bugt med. Og ja, jeg forstår også godt argumentet: Hvis flertallet uforsætligt eller ubevidst diskriminerer mindretallet, så skal de vækkes. Bevidstgøres, om man vil. Men gør man det ved at pege på den struktur, som flertallet per definition ikke kan se? Er det vækkeuret? Jeg tror det ikke.

Så hvad? Ja, jeg tror vi må vække humanismen til live igen. Det enkelte menneske som målet og den enkeltes ansvar som midlet. Så tror jeg på samtalen. Mit udgangspunkt er, at jeg tror på, at alle mennesker er tænkende og empatiske. Det tvivler jeg på, at strukturalisterne tror.

Vækkeuret ringer og den gamle humanist Knud Ejler Løgstrup vågner og siger: ”Alt hvad du vil, at de andre skal gøre imod dig, det skal du gøre imod dem. Det er alt andet end en lunken regel om at gøre gengæld. Den forlanger, at vi skal fantasere os til, hvordan vi ville ønske, der blev handlet imod os, hvis vi var i den andens sted for så aktuelt at handle imod den anden på den måde.”

Se det er en god regel! Ikke altid nem. Men god.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Alarm 112

Peter Madsens flugtforsøg: Truede med bombeattrap og hoppede ind i hvid varevogn

Annonce