Annonce
Svendborg

Klumme: Når CPR-nummeret tikker

Anna van Deurs. Klummeskribent for Fyns Amts Avis. FOTO: Andreas Bastiansen

Den oprigtige barneglæde skinner igennem TV-skærmen, da jeg river gavepapiret fra hinanden.“Det var liige, hvad jeg ønskede mig” siger fire-årige Anna. Lyset i øjnene, da jeg ser tasken, som min mormor og morfar har taget med hele vejen fra Thailand. På stort set alle klippene står min mund åben. Jeg måber over verden, forundres. Det føles mærkeligt at se sig selv udefra og få sat billeder på de mange historier, som jeg har fået fortalt. Mormor, morfar og jeg har inde på hans kontor fundet en stor, sølvgrå skattekiste med nøje sorterede CD’er, der indeholder de første fem år af mit liv. Udstyret med en flødebolle til hver af os, en bolle med ost og filterkaffe er vi nu ved at genopleve det hele. Hvor jeg vokser op, ligner mormor og morfar sig selv. Samme frisure, samme brillestel blot i forskellig farve. Lidt af et kompliment, når der nu er gået 19 år, siden jeg kom til verden.

Min fødselsdag er lige om hjørnet, og når CPR-nummeret tikker, sætter det tanker i gang. Både de helt basale, som “hvem skal jeg have med?” og “hvad ønsker jeg mig?”, men fødselsdag bringer også altid et mærkeligt perspektiv af tid. En zoomen jeg i et øjeblik sidder på en asteroide og ser ned på det, vi kalder livet. Sidste år fik jeg Tove Ditlevsens “Pigesind og kvindesind” af min farmor, og der i TV-stuen slår det mig, at jeg jo netop er midtimellem. Hverken pige eller kvinde. “Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø, hun er ikke længere mig, og jeg ikke hende, men hun stirrer på mig fra spejlet, i øjnenes sø, som søger hun noget, hun ikke mere kan finde. Hun har ikke andre at spørge end mig: hvor er mine drømme? Og hvor er min tyveårs glæde? Hvor er de uskyldige smil, den alvorlige leg? Hvordan er mit pund forvaltet i årenes kæde?”. Fra TV-skærmen kigger lille Anna direkte ind i kameraet, mens hun stolt viser sin taske frem. Et blik fra øjnenes sø.


Min bedste ven går utrolig lidt op i gaver og fødselsdagskort, men giver til gengæld verdens bedste krammere. Vi har forskellige kærlighedssprog, men de tæller jo lige meget i regnskabet.


Når CPR-nummeret tikker, har jeg en tendens til at gøre op, hvilke relationer jeg har i mit liv. Jeg lægger meget energi i at huske fødselsdage og bestille romkugler en uge forinden, som jeg kan overraske med på dagen. Men det er jo ikke et regnestykke, der kan gøres op på én dag. Min bedste ven går utrolig lidt op i gaver og fødselsdagskort, men giver til gengæld verdens bedste krammere. Vi har forskellige kærlighedssprog, men de tæller jo lige meget i regnskabet. Som lille baby bliver vi introduceret til dem alle fem: Vi får anerkendende ord fra mor og far og bruger tid sammen med dem med fælles fokus. Bedsteforældrene kommer på besøg og viser kærlighed med det fineste legetøj til den lille, ny guldklump. Mor ammer, og vi bliver nusset, puttet og krammet.

Senere i livet udtrykker og får vi stadig kærlighed gennem de sprog, vi lærte som barn: anerkendende ord, tid sammen, fysisk berøring, tjenester og gaver. Nogle er mere vigtige for os end andre, men vi har dem alle i os. Jeg er vokset op med små hilsner i madpakken, og omkring min seng hænger der breve, som betyder ekstra meget. Samtidig sætter jeg stor pris på et rigtigt kram, og når min far henter og bringer for 117. gang.

“Det er ikke noget særligt, det er bare endnu en fødselsdag”, siger jeg hvert år til mig selv. Og hvorfor gør jeg det? Fordi jeg er bange for at blive skuffet over, at dagen ikke lever op til mine forventninger? Barneglæden på min fire-års fødselsdag, der lige nu strømmer fra TV-skærmen, kommer, fordi jeg bliver forundret, og der skal ikke så meget til, når verden endnu er så ny. Det er svært at blive overrasket, når man har haft fødselsdag snart 19 gange. Jeg ved jo godt, hvordan dagen kommer til at forløbe. Men som min mor siger, så er det da stort og smukt at fejre, at man er kommet til verden og stadig er her. Især i en tid, hvor verden er ekstra usikker.

Min mormor har nu prøvet det for 74. gang, da jeg besøger dem, og hun udstråler stadig ægte barneglæde, når det handler om gaver. Det har hun altid gjort. Faktisk så meget, at vi i år har givet hende en adventskalender, så glæden kan vare endnu længere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce