Annonce
Svendborg

Klumme: Mit liv med to soundtracks

Lige nu har mit liv to soundtracks.

Det ene er dunkende festrytmer fra studentergildernes soundbox. Det andet er en indre seriøs melodi og planer for fremtiden. Jeg skal nyde nuet, peake og se hver eneste solopgang. Samtidig skal jeg have styr på, hvad jeg skal til august, finde et job og planlægge. De to numre overlapper hinanden, hvilket giver krads på linjen og kaos. Gør mit hoved støjfyldt.

Til studentergilderne har jeg haft en masse fine samtaler med ægte voksne. Voksne, som i min verden er mere voksne end bare at være fyldt 18.

Annonce

- Har du så været til fest i nat, spørger min venindes mor og kigger på mig med et nysgerrigt og nostalgisk blik.

Et blik, der idealiserer hendes egen fortid som ung. En fortid, hvor hun nu kun husker lykken, rusen og solopgangene og ikke det hårde ved at køre på 20 procent energi. Herefter spørger hun mig, hvad jeg så skal næste år. Hun får min efterhånden gennemprøvede tale om, at jeg skal have et projektår. Et år, hvor jeg dedikerer min tid til at lave en ny kortfilm, tage på teaterturné og holde foredrag. De konkrete datoer, og at jeg skal skrive denne klumme, giver et roligt smil i respons.

Jeg er lykkedes med at indgyde, at jeg har styr på det.

Men så går der heller ikke længe før spørgsmålet: Og hvad så når du har haft sabbatår?

Dyb indånding. Ordet "sabbatår" har for mange en klang af fjumreår. Derfor bliver det eneste svar, der efterlader ro hos ægte voksne en dato på næste studiestart. Som min dansklærer pointerede, så har jeg lavet en eufemisme af ordet ved at omdøbe mit til "projektår".

Eufemisme er defineret som "en forskønnende omskrivning af et ord eller udtryk, der har et ubehageligt indhold, eller som føles nedsættende eller stødende". Ordet sabbat stammer fra middelalderlatin sabbatum, på hebraisk shabbat, og betyder "hvile". Meget forståeligt, at mange associerer det med et fjumreår. Men jeg har tænkt mig at tage det projektår seriøst.

Den måde, vi bliver mødt på, har medindflydelse på vores motivation og vores selvopfattelse.

Psykolog Robert Rosenthal gennemførte i 1960’erne et eksperiment, der skulle undersøge forholdet mellem læreres forventninger og deres elevers præstationer.

På baggrund af en IQ-test af elever fra 1. til 6. klasse lod Rosenthal deres lærere tro, at nogle af eleverne havde klaret sig særlig godt på den måde, at man kunne forvente, at deres IQ ville forbedre sig i løbet af skoleåret. Lærerne fik navnene på disse elever.

I virkeligheden var de helt tilfældigt udvalgt. På trods af det var det alligevel de elever, som opnåede størst forbedring i en IQ-test ved skoleårets afslutning.

Uden at vide det projicerede lærerne nemlig deres forventninger over på eleverne. Det skete blandt andet gennem forskellige former for non-verbale tegn såsom blikke, nik og gestik af forskellig art. Lærernes forventninger til eleverne blev selvopfyldende profetier. Et fænomen, der i dag kaldes Rosenthal-effekten.

Vores forventninger om andre har medindflydelse på, hvordan vi møder dem. Og den måde, vi bliver mødt, har medindflydelse på vores motivation og vores selvopfattelse. Derfor denne eufemisme.

Projektår. Et forsøg på at ændre forventningerne.

Blå Bog

Anna Van Deurs, er 18 år, filmskaber og bor på Thurø med sin familie.

Anna er netop dimiteret fra FLOW's teaterlinje i Odense.

I 2019 blev hendes kortfilm “Unikum” udvalgt blandt 2000 film fra 50 lande og 40 stater til visning på Times Square. Det var hendes debutfilm, som hun fortsat holder foredrag om.

For sit arbejde, blev hun nomineret til Ungdomstalentprisen 2018 og Kultur Talentprisen 2019 i Svendborg.

Næste år bliver et projektår med film og teater.

Hendes klummer kommer til at tage udgangspunkt i det at være ung, og de kan for eksempel beskrive skismaet mellem forventninger og virkelighed.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Fyns Amts Avis mener: Hjertelig tak for hjælpen til Christian Eriksens læger – og til hjerteløberen tirsdag i Svendborg. Og forhåbentlig også til flere af os andre

Annonce