Annonce
Ærø

Klumme: Lulu og Det Lille Hav

Kunstner og klummeskribent Ib Monrad.
Annonce

Når jeg går i min barndoms fodspor på Eriks sandede hale i Marstal, med det famøse "Lille Hav" på den ene side og verdenshavene på den anden, kan jeg der gå og tænke stort og småt, og lade det blandes; som vandene på hver sin side af den smalle tange en gang imellem gør det, når verdenshavene vil ind i "Det Lille Hav", hvor de er begyndt at komme, men hvor de hører lige så lidt hjemme, som når spørgsmål om universets skabelse eller civilisationens overlevelse upassende blander sig med opvaskervandet, en hverdagsaften inden børnene skal puttes.

Minderne om sommerdage derude vælter frem i en blanding af grus under fødderne, brun hud med hvide aflejringer af salt, sandkorn gennem forstørrelsesglas og lyden af en optimistjolle, når sværdet borer sig ned i sandet og kundgør, at "Det Lille Hav" er krydset, og dagens eventyr kan begynde. Eventyr, man ikke kunne vide, om ville ende i smugkig til en tysk nudist, hvis nøgenhed rygtet allerede var løbet i forvejen med helt ind til byens dengang nyopfundne gågade. Eller med testning af hjemmelavede molotovcocktails med sæbespåner som napalm, der satte sig som brændende totter på en gammel forladt skydevold, der lå halvt blottet i sandet. I den leg var tyskerne ikke nudister!


USA har udviklet minimalstaten, hvor diskrepansen mellem statsforfatningens formelle frihed og lighed og borgernes reelle forhold uddybes.

Ib Monrad, klummeskribent


Et af de steder, jeg opholdt mig mest, var i de dybe sandgryder ved fru Nenna Kehlets badehus, hvor verdensdamen Lulu Ziegler nød sit otiums kaffe og måske en lille en med sin veninde Nenna. Der var altid en stille munter snakken i disse damers sensommerresidens.

Det er ikke så få gange her på det seneste, at man har kunnet tænde for radioen, og ud er pludseligt strømmet Lulus legendariske Den sidste turist i Europa – som en rejsebranchens noget malplacerede klagesang, da det altså ikke drejer sig om en verdenskulturs og dens millioner af indbyggeres undergang og mulige genrejsning, men om en depraveret masseturistindustris økonomiske trængsler. I det hele taget er der en del brancher, der skriger på hjælp her i coronaens skær, hvor man ikke kan lade være med at tænke: Hvad skal vi egentlig med det? Og det er nok meget godt at gøre i ny og næ.

USA kom ud af Anden Verdenskrig uden alt for voldsomme tab, og med en så stærk økonomi, at de gennem Marshallplanen både kunne opdyrke et marked til deres produkter og sætte sig i førersædet, som den vestlige verdens økonomiske, militære og moralske leder. På den måde kom USA til at sende penge hjem til det Europa, Staternes egen befolkning var 1., 2., 3., 4., 5. eller 6. generationsindvandrere fra.

Marshallhjælpens egentlige årsag var som bekendt, at en alliance af syge mænd, der vel at mærke var stemt til magten, havde kastet verden ud i krig og rædsel. Er det det, vi ser igen? Jeg skal ikke gøre mig til psykolog, men blot den måde den amerikanske præsident siger Jeg på er nok for mig til at indse, at vi har med en storhedsvanvittig person at gøre, som driver staten alene som en forretning, og driver forretning ikke efter devisen at udkonkurrere og overgå, men efter devisen at smadre undergrave og destabilisere sine konkurrenter. Mafiøst.

Da Europa, netop er en af disse konkurrenter, har den eneste positive sideeffekt af den gale mands udfald været, at vi som europæere er tvunget til at redefinere hvem vi er, og til at selvstændiggøre os som et alternativ til en centralstyret statskapitalisme i Kina og et ustabilt og sammenhængsløst rigmandsvælde i USA.

En genvej til det er at glemme den aflyste charterrejse et øjeblik, høre sangen, nyde Mogens Dams suveræne tekst, og indse at historien og fortællingen er en stærk faktor, når man skal prøve at forstå sig selv. Og at den amerikanske historie er en anden, hvori den europæiske fortælling blot er et kapitel.

I den moderne efterkrigstid er USA og Europa gledet hver sin vej. Vi har kæmpet med at udvikle forskellige versioner af velfærdssystemer og taget public service og dannelse til demokrati relativt alvorligt. USA har udviklet minimalstaten, hvor diskrepansen mellem statsforfatningens formelle frihed og lighed og borgernes reelle forhold uddybes.

Europa er langt fra i mål –det kommer man aldrig, når det handler om demokrati. Men vi har med Europa en historie, der går tilbage til grækerne, og et moderne liberalt velfærdsprojekt at kæmpe for.

Nennas og Lulus stemmer er forstummet ved det lille røde badehus, men "Det Lille Hav" findes – indtil videre – ligesom verdenshavene og Den sidste turist i Europa!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce