Annonce
Ærø

Klumme: Lad os oprette en fond til opkøb af gårde og jord med henblik på omlægning

Ib Monrad. Arkivfoto: Anders C. Østerby

Alt er vand ved siden af Ærø – ja, men midt mellem alt vandet ligger en smukt bakket bunke jord med spredte træer og levende hegnomkransede marker. På disse jorder dyrkes tre afgrøder af meget få mennesker, hvor der kunne dyrkes 40 af mange flere. Samtidig går vi i supermarkedet og køber de produkter, som er fløjet, kørt og sejlet frem, vi kunne dyrke og fremstille selv. Det er jo absurd og dybt irrationelt. Og det gælder overalt i landets udkanter.

Årsagen er enkel. Jorden er underlagt verdensmarkedspriserne, og dem, der dyrker den, gør kun, hvad de er nødt til for at få det til at løbe rundt. Der skal ikke udpeges skurke. Til gengæld er det nødvendigt at bringe noget af jorden i spil, hvis man vil monokulturens mange triste sideeffekter til livs.

Hvor det tidligere var erhvervet og klassetilhørsforholdet, der understøttede både den enkeltes og fællesskabets identitet, er det i dag i højere grad stedet. Hvis dette sted ikke fungerer, rammes den enkelte af tvivl og forvirring, og forsmåelsen tager overhånd, med politisk ustabilitet og triste verdensomspændende konsekvenser til følge. For hvem kan holde til at se døden flytte ind, hvor der før var liv?

Hvordan får vi skabt liv? Hvordan får vi gradvist reformeret landbruget? Kan man vriste noget af jorden fri af verdensmarkedet, som er monokulturens årsag?

Lad os oprette en fond til opkøb og restaurering af gårde og jorde med henblik på omlægning til et 21 århundredes højteknologisk bæredygtigt landbrug, med sigte primært på lokal konsumering. En relevant del af jorden kan gradvist omlægges, og et fremtidsmål kunne være, at tilstrækkelig produktion af afgrøder kunne blive bæredygtig, og/eller økologisk, og omsættes på et lokalt marked og i de eksisterende forretninger.

Fonden sammensættes af såvel private, statslige, almennyttige, kommunale og EU-midler, suppleret med folkeaktier. Projektets bredde sikrer, at der kan trækkes på en bred vifte af fonde med adskillige sigter og formål. Det er ikke et romantisk projekt, det er en højteknologisk landbrugs-, energi- og fødevareteknisk bestræbelse med en række positive sideeffekter.

Projektet vil have positive effekter på: trivsel, lokal økonomi, tilflytning, generering af arbejdspladser, madkultur, sundhed, turisme, biodiversitet, grundvand, klima, sociale forhold, beskæftigelse, landskabets skønhed, videns- og produktudvikling, fødevareforarbejdning, demokrati og lokal autonomi/identitet.

Fonden etablerer en restaureringsenhed med et tilhørende værksted, som ledes af interne og eksterne faglærte og innovative håndværkere, teknikere og landmænd/kvinder inden for byggeri og landbrug suppleret med ufaglærte, fleksjobbere, skånejobbere, seniorer på halvtid, frivillige, pensionister, bogligt ikke-parate, arbejdsløse og nytilkomne.

Fonden opkøber de mest attraktive tilgængelige ejendomme og jorder, som istandsættes og udvikles med moderne højteknologisk lavenergiteknologi, og de tilhørende landbrugsarealer omlægges til bæredygtig lavenergibaseret produktion, med solcelle- og jordvarme-drevne væksthuse og alsidighed i produktionen.

Til produktionen oprettes en deleøkonomisk, andelsinspireret maskinpark til bearbejdning af de relativt små enheders jorder. Når enhederne er udviklede, sælges de eller forpagtes ud, og indtægten går tilbage til fonden, som reinvesterer i nye omlægninger.

I stedet for at rive huse ned for at undgå en skævvridning af befolkningssammensætningen er strategien at sanere og bygge op for at tiltrække ressourcestærke borgere.

De omfattende jordomlægninger, der på nationalt plan er påbegyndt med henblik på at skabe mere skov/natur i landet, burde udvides, til gengæld burde dele af dem gøres semiproduktive og varerne konsumeres lokalt.

Annonce
Hvordan får vi skabt liv? Hvordan får vi gradvist reformeret landbruget? Kan man vriste noget af jorden fri af verdensmarkedet, som er monokulturens årsag?

Ib Monrad

Ib Monrad Hansen er født 1963 og opvokset på Ærø.

Han er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademis billedkunstskoler og er endvidere cand. phil. i kunstteori og formidling.

Han er kendt for sine detaljerede og tidskrævende malerier. Blandt andet udsmykkede han i 2018 Den kongelige livgardes kasernes kantine.

Ib Monrad Hansen flyttede for fire år siden permanent tilbage Ærø, hvor han nu bor med sin kæreste, lægen Kathrina Handrup Haugaard, og deres to små døtre.

Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Min Mening: Ulighed og klimakrise

Læserbrev

Debat: Uden kritik og forandring kommer man ingen vegne

Synspunkt: Jeg har med undren læst Carsten Jensens kronik, hvor han uden forbehold roser Marstal Søfartsmuseum til skyerne. Derudover bruger Carsten Jensen sit ubestridelige forfattertalent til at nedgøre de to kritikere af museets direktør og den måde, museet ledes på. De har intet bedrevet, de har ikke skrevet bøger og så videre. De er nobodies, ubetydeligheder i hans vurdering. Hvornår er man berettiget til at kritisere? Skal man prækvalificere sig til for at få lov? Skal man ansøge om at mene noget andet end Carsten Jensen og Erik Kroman - og hvem skulle man i givet fald så ansøge? Og endelig hvis man begiver sig ud i kritisk ærinde, er det åbenbart med risiko for at blive skydeskive for hån og spot fra en begavet forfatter og medlem af kulturens elite. Jeg sætter "Vi, de druknede" meget højt på min private bestsellerliste og synes, det er et virkelig velskrevet epos om en driftig by med mange interessante personligheder. Men det beskriver altså en svunden tid. Fragt med skibe registreret i Marstal er passé. De sidste gamle sure kaptajner, der sad på havnen og fortalte historier, er væk, der er gabende tomt på havnen uden for lystsejladssæsonen. De få, der kan huske noget, kan ikke længere styre rollatoren hen over brostenene ned til kajen. Sømandsromantikken er forbi, og der er ingen værft længere, ingen udvikling, ingen arbejdspladser, ingen indtægt, ingen tilflytning - ingenting. Jo, søfartsmuseet. Jeg bor på Ærø og har næsten altid gæster med på søfartsmuseet, og kommentaren er altid den samme. Sikke en masse skibe. Det minder dem meget om samlingen af stenøkser fra barndommens ulidelige tvangsbesøg på lokalmuseet. Det er svært for folk uden nær tilknytning til fragtsejlads at finde glæde ved de mange billeder af skibe, ejere af skibe, modeller af skibe, ting fra skibe, der eksponeres så man får skibsbulemi, inden man når til perlen i samlingen, der desværre er gemt væk i det allersidste udstillingsrum. Og så den der lidt rodede plads ved havnen med et halvt skib - kvart skib og en bedding og de søde små joller. Vi ser den kun på spadsereturen gennem havnemiljøet ud til den anden ende af molen. Ingen opdager, at det er et museum, formidlingen er fraværende. Men heldigvis bliver vi talt med som besøgende. Det bliver til en del ekstra besøgstal, når lystsejlerne uforvarende passerer pladsen på vej til brugsen for at "proviantere". Ærøs befolkningstal er støt faldende og det har det været længe. Hvis ikke der sker noget andet end det, der plejer, hvis vi bare drifter, plejer de gamle magtstrukturer, drikker Rigabalsam i rå mængder, retter ind efter de gamle, sure kaptajner, så sker der altså ikke noget. Det er ærgerligt, at en intellektuel kapacitet som Carsten Jensen ikke forstår vigtigheden af at udfordre den herskende orden på øen. Vigtigheden af at få nyt blod til. At byde tilflyttere velkommen og at lytte til deres input. Det er trods alt ikke alt, der er vand ved siden af Ærø, hvis vi altså vil bruge en lidt kraftigere kikkert. Befolkningens gennemsnitsalder, som er forbi den fødedygtige alder, betyder, at uden tilflytning vil øen uddø. Så det er bydende nødvendigt, hvor ondt det end gør, at man lytter til den kritik og de idéer, der kommer med tilflytterne. At man omfavner nyt blod, ikke jager det væk af angst for forandring. Uden kritik og forandring kommer man altså ingen vegne.

Annonce