Annonce
Debat

Klumme: Lad os få mere medmenneskelighed

Betina Iroisch Kristensen. Klummeskribent for Fyns Amts Avis. FOTO: Andreas Bastiansen

Jeg blev glad, da jeg læste at Enhedslisten ved byrådsmødet i marts havde rejst sagen omkring den syriske familie fra Thurø, der har mistet sin opholdstilladelse. Jeg blev glad, fordi jeg savner, at de politiske baglande presser Christiansborgpolitikerne i forhold til den stramme udlændingepolitik, der bliver ført fra den side. Men også glad, fordi nogle af de lokale byrådspolitikere i min optik udviser det ansvar og passer på og kerer sig om dem, der bor i vores kommune.

Siden jeg læste omkring Enhedslistens forslag til byrådsmødet i sidste uge, er der dukket flere ulykkelige historier op omkring syriske flygtninge, der har mistet deres opholdstilladelse og nu skal sendes hjem. Hjem til et ødelagt land, hvor Danmark i øvrigt som det eneste land i Europa, vurderer Syrien til at være et sikkert sted at rejse tilbage til.

Den danske udlændingepolitik har taget nogle gevaldige skred i den forkerte retning hen over årene. Det gør mig helt oprigtig trist. For mig er en dansk værdi, at vi hjælper mennesker på flugt fra krig og diktatur. Jeg ser det også som en dansk værdi, at vi hilser mennesker velkommen, der vil være en del af Danmark.

Til tider tager jeg mig selv i at være lidt politisk rodløs. For det kan i nogle perioder føles som en konkurrence om, hvem der kan behandle flygtninge og indvandrere værst. Og det fejres også helt åbenlyst på de sociale medier af forskellige politikere, når der sker yderligere stramninger på udlændingeområdet. Det virker helt horribelt, at vi har en socialdemokratisk integrationsminister, som ikke fremtræder særlig interesseret i at integrere flygtninge, der ikke kan rejse hjem. Men tværtom virker det, som om vores minister ikke rigtig er til at få i tale omkring lige præcis de syrere, der vurderes til at kunne sendes hjem. Generelt set er der ret tavst fra politisk side angående Danmarks vurdering af, at Syrien er sikkert at rejse tilbage til. Hvorfor vurderer vi anderledes end FN på det her område? Det savner jeg et svar på.

Og derfor gør det mig glad, at vi har nogle politikere lokalt i Svendborg, som forsøger at skabe politisk fokus og prøver på en ansvarlig facon at påvirke Christiansborg. Lad os endelig få noget mere af det.

Måske kan det skabe så meget fokus på den integration- og flygtningepolitik, at vi kan få mere medmenneskelighed og retfærdighed tilbage som land, når det gælder flygtninge og menneskerettigheder.


Det virker helt horribelt, at vi har en socialdemokratisk integrationsminister, som ikke fremtræder særlig interesseret i at integrere flygtninge, der ikke kan rejse hjem.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce