Annonce
Svendborg

Klumme: Løvindebrøl i december

Anna van Deurs. Klummeskribent for Fyns Amts Avis. FOTO: Andreas Bastiansen

På min højre hofte danser et strækmærke. Linjerne snor sig fint og hvidt på min svagt solbrune hud fra i sommers. Når jeg stryger min finger blidt, kan jeg mærke konturen, og det giver mig en blandet mavefornemmelse. Havde jeg opdaget denne fine streg, da jeg var 14, havde den fyldt mig med væmmelse. Nu er jeg fyldt med en nysgerrighed, men også en fremmedgørelse. Er det her min krop? Jeg bliver lidt tung om hjertet ved tanken om, at det er kommet for at blive. Som en tatovering er det blevet en del af mit skind, min krop. Mit mig.

Jeg lukker øjnene. På min indre biograf afspiller jeg dagen inde i hovedet, hvor jeg sammen med fire veninder kører ud til stranden. Solen skinner for første gang i flere dage og varmer min næsetip, havet danner lydkulisse, og røgen fra bålet kildrer mine sanser. I en fælles synergi af boblende taknemmelighed for at være lige her, lige nu, samles vi rundt om bålet.


Det er svært at huske stunder som denne, når jeg scroller igennem Instagram. Algoritmen tilpasser sig det, jeg søger og giver mig mere af det.


Mens vi spiser forkullede snobrød, synger vi lejrbålssange. Det lyder ikke kønt, men det er hyggeligt. Vi synger højere og højere, og min veninde får lyst til at råbe. Lidt ligesom Ronja Røverdatters forårsskrig, bare i december. Først kan jeg ikke få det til at virke. Hvordan råber man ægte igennem? Det er så længe siden, at jeg har hævet stemmen, og det slår mig, at selv her ude midt i ingenting omgivet af nogle af mine tryggeste mennesker, føler jeg mig stadig for meget. Hvis jeg ikke må råbe her, hvornår må jeg så råbe? Jeg bliver helt igennem rørt af at se min lille veninde råbe af al sine lungers kraft. Med tårer i øjnene sætter jeg i med et løvindebrøl. Høje på energi smider vi nu tøjet og løber ud i vandet. Kulden lammer konsekvent mine tæer, men det er ligemeget. Nogen af os kommer mere under end andre, men det er ligemeget. Det, der tæller er, at jeg står her nøgen i fuldt sollys og er stolt. Stolt af mine veninder og vores nøgne, smukke og naturlige kroppe. Den ene af os skærer sig på en sten, og vi må grinende bære hende nøgen op til bålet og lappe hendes fod sammen. Mens de sidste gløder fra bålet brænder ud, og et tæppe skærmer for kulden, roser vi hinanden. Deler erfaringer og tanker om barbering, bryster og sex. Ler af hvor gennemført Femølejr det hele er.

Jeg fortæller dem, at jeg så inderligt gerne vil være det gode eksempel for min søster. Hvile i den krop, der er mit hylster, men bare det, at jeg kalder den for mit hylster, er vel egentligt at distancere sig fra den, og at kalde den for den er jo også. Så hvordan gør jeg det? Det er svært at huske stunder som denne, når jeg scroller igennem Instagram. Algoritmen tilpasser sig det, jeg søger og giver mig mere af det. Det gjorde dokumentaren “The Social Dilemma” mig så bevidst om, at det løb mig koldt ned af ryggen. Nærmest mere uhyggeligt end overvågningen, stjæler algoritmen min tid. For jo mere tid jeg bruger på skærmen, jo flere annoncepenge. Den ændrer min adfærd. Så hvad er det, jeg søger? Hvad er det, den skal give mig mere af for at fastholde min tid? Derude på stranden tager jeg en beslutning. Om aftenen gennemsøger jeg Instagram og finder profilerne @sundaymorningview og @debehaaredekvindersklub. Trykker Følg og snart dukker flere op. Billeder af naturlige kroppe fylder mit feed, og dagen efter foreslår Instagram selv nye profiler. Hvad med også at følge @feminist og @danaemercer?

Tilbage på min hems er det ikke solen, men min natlampe der oplyser de nyfundne strækmærker. Jeg slukker den. Ikke fordi jeg skammer mig, men fordi de ikke behøver mere opmærksomhed. De er her, og det er okay.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce